
Antallet af pædagoger frem mod 2035 stiger drastisk, og det kan ende med, at der er for mange pædagoger om ti år. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Snart er der for mange pædagoger ifølge fremskrivning
En fremskrivning fra Finansministeriet viser, at de nedjusterede børnetal aflyser pædagogmanglen, så der ligefrem kan være for mange pædagoger i 2035. Det gør reformer overflødige, siger kritikere.
Udgivet: 11/10/2024
En ny fremskrivning fra Finansministeriet viser, at nedjusterede børnetal aflyser pædagogmanglen, så der ligefrem kan være for mange pædagoger i 2035. Det gør reformer overflødige, mener kritikere.
Det skriver Politiken.
Nye tal fra Finansministeriet viser, at pædagogmanglen måske forsvinder i de kommende år. Og faktisk kan der om godt ti år ligefrem vise sig at være for mange pædagoger i forhold til behovet, skriver avisen.
Baggrunden er, at Finansministeriet sidste år skønnede, at der ville mangle ca. 5.000 pædagoger i daginstitutionerne i 2035. Men i juni blev prognosen for, hvor mange børn danskerne forventes at få i de kommende år, kraftigt nedjusteret.
Nu viser en fremskrivning i stedet, at der vil være 1.000 pædagoger for mange i 2035.
Finansministeriet skriver i et svar til Politiken, at resultaterne bør fortolkes varsomt, da fremskrivningen ikke er en egentlig prognose på, om der bliver pædagog- eller lærermangel. Det kan bruges som en indikation af, om ændringer i udbud og efterspørgsel vil trække i retning af en forbedring eller en forværring af det aktuelle rekrutteringsbillede, skriver ministeriet.
Det er den konservative uddannelsesordfører, Lise Bertelsen, som har stillet spørgsmålet til finansministeren om behovet for pædagoger og lærere i lyset af de nye nedjusterede børnetal.
"Lige nu gør vi os stor umage med at få folk til at vælge at blive lærere eller pædagoger. Det bakker jeg ualmindelig meget op, for lige nu står vi og mangler dem. Men vi skal jo ikke lave alle uddannelser om, og når vi så når dertil i 2030’erne, så er behovet et helt andet," siger Lise Bertelsen til Politiken.
Hun håber, at de nye tal fra Finansministeriet vil starte en diskussion af, "hvad der er ret og rimeligt."
"Er det vigtigt, at vi skynder os helt vildt meget og skubber vores unge fra de lange videregående uddannelser til velfærdsuddannelserne?," siger hun, men vil endnu ikke selv give et klart svar:
"Jeg vil ikke stå på baggrund af nogle tal, vi har trukket, og sige, at nu skal vi lave det hele om."
I pædagogernes fagforening, Bupl, advarer formand Elisa Rimpler mod at tro, at krisen er overstået.
"Det handler også om, hvor lavt man sætter barren i forhold til kvalitet i vores daginstitutioner. Hvis man mener, at en stor del af de ansatte sagtens kan være vikarer eller unge pædagogmedhjælpere, så mangler der ikke pædagoger. Men det kommer til at gå ud over kvaliteten," siger hun til Politiken.
Sidst opdateret: 11/10/2024 - 09:36












































