
Gruppeformand Karsten Thomsen (t.h.) indstilles som Socialdemokratiets nye borgmesterkandidat og dermed bliver det med stor sandsynlighed hans skuldre, der skal bære borgmesterkæden frem til KV25. 1. viceborgmester Peter E. Nielsen overtager kortvarigt posten under Birgit S. Hansens ferie. - Foto: Frederikshavn Kommune
Borgmesterkabale i Frederikshavn på plads
Der er kommet klarhed over borgmesterrokaden i Frederikshavn frem mod kommunalvalget. Gruppeformand Karsten Thomsen overtager resten af valgperioden, mens en anden socialdemokrat bliver spidskandidat ved valget.
Udgivet: 11/10/2024
Umiddelbart kommer der to markante skift på posterne i den socialdemokratiske gruppe i Frederikshavn Kommune ovenpå borgmester Birgit S. Hansens (S) udmelding om, at hun stopper i Danmarks nordligste kommune.
Viceborgmester Peter E. Nielsen (S) bliver fungerende borgmester fra i dag fredag, fordi Birgit S. Hansen går på ferie. Birgit S. Hansen når kortvarigt at komme tilbage til posten, inden hun byrådsmødet 30. oktober formelt træder tilbage for at tiltræde i et job som KL’s repræsentant for Grøn Trepart. Herefter overtager S-gruppeformand Karsten Thomsen borgmesterposten resten af valgperioden.
Det oplyser Peter E. Nielsen til TV2 Nord.
Byrådet bliver indkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde 21. oktober, hvor der kun er et enkelt punkt på dagsordenen; at få valgt en ny borgmester frem mod valget, oplyser han videre.
På et møde i partiet torsdag blev det afklaret, at man vil indstille, at borgmesterposten skal overtages af S-gruppeformand Karsten Thomsen, der skal bære borgmesterkæden i Frederikshavn frem mod kommunalvalget i 2025.
Tidligere tillidsmand på slagteri
Karsten Thomsen er udvalgsformand for Teknisk Udvalg og medlem af Økonomiudvalget. Han bor i Sæby og har tidligere været tillidsmand på Danish Crown. Han beskrives som 'en rolig og fornuftig mand, der godt kunne køre kommunen i en periode', skriver TV2 Nord.
Til Nordjyske siger Karsten Thomsen:
"Jeg har arbejdet tæt sammen med Birgit i tre år, og har suget til mig af hendes erfaring og måde at gøre det på. Og jeg har da en plan om at gå samme vej og få et bredt samarbejde," siger Karsten Thomsen, der understreger, at han endnu ikke er valgt som borgmester før byrådsmødet 21. oktober.
Karsten Thomsen understeger også, at han altså kun er borgmester - hvis han bliver valgt - i de 14 måneder frem mod valget.
"Det bliver kun frem til årsskiftet næste år. Ved valget peger vi på vores spidskandidat Anders Brandt Sørensen. Det bliver der ikke lavet om på," siger Karsten Thomsen til avisen.
Birgit S. Hansen siger i en pressemeddelelse:
"Jeg har fra dag et som borgmester vidst og sagt, at jeg ville give alt, jeg kunne som borgmester, og at den dag, hvor jeg mærker, at der skal andre på broen - ja så ville jeg stoppe. Nu har jeg mulighed for et meget spændende og vigtigt job som KL's repræsentant i Grøn Trepart, hvor jeg skal medvirke til, at kommunerne, sammen med andre parter, leverer på den historiske aftale om et grønt Danmark," siger borgmester Birgit S. Hansen.
Sidst opdateret: 11/10/2024 - 08:59












































