Socialdemokratiet er uden sammenligning det parti, som vil få det sværest under de forhandlinger om en kommende reform af den kommunale udligning, som de facto allerede går i gang efter nytår. Her skal Folketinget forhandle et kommissorium for den analyse, der sætter rammerne for de egentlige politiske forhandlinger i foråret 2028.

Socialdemokratiets kvaler skyldes meget enkelt, at partiet er det suverænt største borgmesterparti, og at partiets kommunale interesser stort set er ligeligt delt mellem de tre kommunegrupper, som primært kommer til at slås om pengene. Det er de store universitetsbykommuner, vestegnskommunerne og provinskommunerne.

Udligningsreformer burde pr. definition være et nulsumsspil - nogen skal aflevere penge til andre. I 2020 ændrede den daværende social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) spillet ved ganske enkelt at lægge mere end seks milliarder statskroner i puljen og overfinansiere kommunerne. På den måde kunne alle kommuner være vindere på nær de ofte konservativt ledede kommuner, som ifølge Astrid Krag havde mange Tesla'er stående på villavejene.

Den smutvej vil være lukket ved reformen i 2028. Hvis regeringen blot øger overfinansieringen af kommunerne en gang mere i stedet for at tage penge fra nogle kommuner, så vil en lille gruppe af kommuner få så store kassebeholdninger, at styringen af samfundsøkonomien kommer i fare.

Socialdemokratiets primære problem er, at hele udgangspunktet for reformen er den finansieringskrise, som i sommeren 2024 skabte et billede af, at den fattigste halvdel af kommunerne ikke ville have råd til at bruge den historiske udvidelse af den kommunale serviceramme, som regeringen gav kommunerne ved økonomiaftalen for 2025.

Det gav især et problem for Socialdemokratiet, der gentagne gange har slået fast, at "Danmark er for lille til store forskelle", og alle skal have bedre velfærd.

Centrale temaer vil ramme universitetsbyerne eller vestegnen

Det er ikke tilfældigt, at kravet om en stor analyse af udligningssystemet især har været båret af borgmestre fra land- og yderkommuner.

En stor analyse betyder, at man helt grundlæggende ser på, om den finansiering, kommunerne har efter udligning, sikrer "kommunerne nogenlunde ensartet økonomisk udgangspunkt for opgavevaretagelsen", som er formålsparagraffen for udligningssystemet.

De faktuelle forhold peger på, at analysen vil vise en betydelig ulighed mellem de rigeste og de fattigste kommuner. Holder det stik, vil opgaven for en reform umiddelbart blive at flytte penge fra de rigere til de fattigere kommuner, hvis Socialdemokratiet skal leve op til sine politiske målsætninger om lighed i velfærd.

Der er især fem forhold, som skaber den ulighed:

1) At den gamle hovedstadsudligning reelt stadig er nedarvet i systemet i form af en såkaldt særlig kompensation. Hovedstadsudligningen sikrede, at forskellen mellem de rige kommuner i Nordsjælland og de fattigere hovedstadskommuner skulle være begrænset - også selvom det betød, at fattige kommuner i hovedstaden fik en markant højere finansiering end stort set alle provinskommuner.

2) Opgørelsen af udgiftsbehovet i udligningssystemet betyder, at kommuner med mange børn og især ældre bliver væsentligt underkompenseret, mens kommuner med mange i den arbejdsdygtige alder og især 20-40-årige bliver tilsvarende overkompenseret. Man kan regne på effekten på flere måder, men facit er, at eksempelvis København får mellem en og halvanden milliard kroner ekstra om året. Samme tendens gælder kommuner med en meget høj andel af unge studerende.

3) Udligningssystemet tager ikke i tilstrækkelig grad højde for, at kommunernes udgifter til tidlig tilbagetrækning i form af førtids- og seniorpension er vokset voldsomt. Forklaringen er dels, at 2020-reformen var baseret på en analyse, som tog udgangspunkt i det dramatiske - og midlertidige, som det senere viste sig - fald i tildelingen af førtidspension fra 2013-2015, dels at seniorpensionen slet ikke var opfundet dengang. Det rammer især kommuner i produktionsdanmark, hvor mange borgere er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og har haft meget opslidende job.

4) Siden den seneste store analyse af udligningssystemet fra 2012 er en række især yderkommuner blevet ramt af de socialt skæve flyttemønstre, som opstod efter finanskrisen. Det betyder, at især de socialt svageste med store træk på kommunernes sociale udgifter i overtal er flyttet fra storbykommunerne til yderkommunerne. Forklaringen er meget enkelt, at boligpriserne er steget kraftigt i storbyerne og direkte faldet i yderkommunerne.

Det nuværende udligningssystem er båret af en antagelse om, at samme procentdel af eksempelvis ufaglærte udløser sociale udgifter på tværs af kommunerne. Men når de svageste flytter til yderkommunerne, mens de stærkeste ufaglærte flytter ind til byerne, så holder den grundantagelse formentligt ikke længere.

5) Den begrænsede udligning af selskabsskat og dækningsafgift skaber stigende økonomiske forskelle mellem en lille gruppe på 20 primært storbykommuner, mens stort set alle land- og yderkommuner taber (undtagelserne er Billund, Fredericia og Kalundborg).

Samlede billede: Universitetsbyer og vestegnen risikerer at tabe

Det samlede billede er derfor, at en analyse med stor sandsynlighed vil vise, at det socialdemokratiske ønske om øget lighed i den kommunale service på tværs af landet vil kræve, at man flytter penge fra de store universitetsbyer og den københavnske vestegn til særligt land- og yderkommunerne.

Socialdemokratiet undgik konflikten mellem deres tre store kommunegrupper i 2020 med et narrativ om, at man blot tog en masse penge fra den lille gruppe af meget rige nordsjællandske kommuner og gav dem til resten af kommunerne. Sandheden var, at man tog noget fra de nordsjællandske kommuner og Frederiksberg, men at den store bidragsyder var statskassen.

Begge de finansieringskilder vil være udtørret ved den næste reform, og derfor vil partierne bag udligningsreformen stå i et valg mellem at ændre narrativet eller tage penge fra universitetsbyerne og vestegnen.

Ændret narrativ kan udløse oprør fra S-borgmestre i provinsen

Det er en grundlæggende præmis i det kommunale udligningssystem, at der ikke er fuld udligning. Det betyder, at borgerne i kommuner med lave udgifter og høje beskatningsbehov altid vil have bedre service og lavere skatteprocent end borgerne i kommuner med høje udgiftsbehov og lave beskatningsniveauer.

Samtidig er systemet udfordret af, at Folketinget i stigende grad har bundet en større og større del af kommunernes udgifter fast til et fælles nationalt niveau. Dermed rammer forskellen mellem rige og fattige kommuner en stadig mindre del af udgiftsbasen - og dermed bliver serviceforskellen mere tydelig på de udgifter, som ikke er styret af nationale standarder og minimumsnormeringer.

Der er altså indbygget en vis forskel i service og skat mellem rige og fattige kommuner. Det store dilemma for Socialdemokratiet er, hvor stor den ulighed skal være, og hvor den skal ramme.

Sagligt set kunne Socialdemokratiet godt argumentere for, at der er en grænse for, hvor stor uligheden kan være mellem de rige nordsjællandske kommuner og de fattigere vestegnskommuner, som kun ligger med 20-50 kilometers afstand. Altså præcis det argument, som lå bag den gamle hovedstadsudligning.

Men prisen for det synspunkt er så, at forskellen mellem yderkommunerne i provinsen og de nordsjællandske kommuner bliver relativt stor. Det ville i givet fald udløse et decideret oprør fra Socialdemokratiets stigende antal borgmestre i land- og yderkommunerne.

Modsat Socialdemokratiet har Venstre det væsentligt nemmere. Partiet har stort set ingen borgmestre i de kommuner, som umiddelbart står til at lide tab i en kommende udligningsreform, hvis man fastholder ønsket om mindre ulighed mellem kommunerne.

Indfasning af nye grundværdier gør det endnu sværere for Socialdemokratiet

Oven i problemerne med det nuværende udligningssystem skal reformen i 2029 også indlede en indfasning af de nye ejendomsvurderinger i den kommunale udligning. Grundværdierne indgår allerede i dag i den kommunale udligning, men frem til 2029 er det reelt de gamle vurderinger, som man beregner udligningen ud fra.

Hvis de nye vurderinger bliver indfaset fuldt ud, vil særligt København, Frederiksberg, Aarhus og oplandskommunerne skulle betale mere i udligning. Årsagen er, at grundværdierne er steget mest i de områder. Alene København står formentligt til en regning ved fuld indfasning på over to milliarder kroner om året.

Selvom det især er socialdemokratiske kommuner, som bliver ramt af indfasningen, så vil partiet ikke stå alene her. For den eneste måde, hvorpå København og de andre kommuner kan kompensere for et tab på indfasningen af de nye ejendomsvurderinger, vil i realiteten være at hæve grundskyldspromillen til et niveau tæt på landsgennemsnittet. Og det vil i særlig grad ramme de borgerlige vælgere.