Der er bred enighed om, at det kommunale udligningssystem skal sikre "nogenlunde samme serviceniveau i alle kommuner uden de store forskelle i skatteprocenten".

NB-Økonomi har på baggrund af de nye udligningstal for 2025, der blev offentliggjort op til sommerferien, analyseret, hvad målsætningen konkret betyder med udgangspunkt i udligningsreformen fra 2020. Hvor mange flere eller færre penge har de forskellige kommuner til at ændre skatten eller regulere serviceniveauet i forhold til en gennemsnitskommune?

Analysen viser, at forskellen mellem den kommune, som taber mest på, at der ikke er fuld udligning, og den kommune, der vinder mest, er cirka 12.500 kroner pr. indbygger om året. I bunden ligger Randers med et tab på cirka 2.800 kroner pr. indbygger om året og i toppen ligger Billund med en gevinst på 9.700 kroner pr. indbygger.

Tallene i kortet viser herunder, hvor meget ekstra hver indbygger i den enkelte kommune ville få i form af flere penge til service eller lavere skat, hvis der hypotetisk set var fuld udligning. For, præcis som angivet i formålet for udligningssystemet, så er det på de to punkter, at kommunerne får deres økonomi til at balancere.

Generelt nyder kommunerne i hovedstadsområdet godt af systemet, mens de fleste kommuner øst for Storebælt samt Syd- og Vestsjælland ville få et økonomisk løft med fuld udligning.

Man skal se på udligningsreformen fra 2020 for at få forklaringen på, at det ikke er de umiddelbart fattigste kommuner, som har det største tab på, at der ikke er 100 procent udligning. Årsagen er, at politikerne i meget håndholdte processer i forbindelse med udligningsreformen tildelte kommunerne varige særtilskud.

Derfor vil det populært sagt være sådan, at det er andelen af varige særtilskud til kommunerne, som er meget afgørende for hvilke af de udfordrede kommuner, som reelt har den laveste udligningsgrad.

Som du kan se i kortet ovenfor, så er der en geografisk tendens, men også markante afvigelser. Årsagen til de markante afvigelser er, at den største ulighedsskaber i udligningssystemet er den begrænsede udligning på 50 procent af selskabsskatten, men derudover skaber de stigende forskelle i de skattepligtige indkomster også store forskelle.

Skatten sluger en stor del af ulighederne

I praksis er der dog en tendens til, at kommuner med meget høje beskatningsgrundlag eller selskabsskatteindtægter bruger en relativt stor del af deres gevinst til at sætte skatten ned, og dermed er forskellen i penge til service ikke så markant, som ulighederne kunne antyde.

Og det gælder ikke kun de traditionelt rige kommuner i Nordsjælland, men også en udkantskommune som Kalundborg, der omsætter deres gevinst på den begrænsede udligning af selskabsskatter til at have en af landets laveste kommunale skatteprocenter.

Modsat forsøger kommuner med et stort tab på udligningen at reducere deres tab ved at sætte skatten op mod det uofficielle loft på 26,30 procent.

I den sammenhæng er det vigtigt at notere, at beregningen af skatteudligningen sker med udgangspunkt i en beregningsteknisk forudsætning om, at alle kommuner har en gennemsnitlig skatteprocent. Dermed bærer kommunerne selv hele tabet ved en lavere skatteprocent, mens det også er kommunerne, som får hele gevinsten af en højere skatteprocent end landsgennemsnittet.

Det er derfor meget dyrere at sætte skatten ned i kommuner med et højt beskatningsgrundlag, ganske enkelt fordi selv en lille procentnedsættelse vil blive til mange millioner, når den ganges på meget store indkomster.

Udligningsgraden er et politisk valg

Ligesom al anden indkomstfordeling i samfundet er graden af udligning i det kommunale udligningssystem et politisk valg. Derfor siger analysen her ikke noget om, hvorvidt udligningsgraden er for høj eller lav. Den siger alene noget om, hvor stor forskellen er mellem den udligningsgrad partierne bag udligningsreformen fastsatte i 2020 og en situation med fuld udligning.

På samme måde kan man lave en analyse af forskellen mellem ingen udligning og den aktuelle udligning, som vil vise meget større forskelle.

Bemærk, at de udligningsfrie indtægter for kommunerne som for eksempel dækningsafgifter på private ejendomme ikke er inddraget i analysen, ligesom analysen ikke inddrager, om opgørelsen af udgiftsbehovet er korrekt.