
Det er ikke en del af regeringens plan at lægge kommuner sammen, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til NB-Økonomi. - Foto: Christina Yoon / NB-Økonomi
Statsminister: Kommunesammenlægninger er ikke i regeringens overvejelser
Det er ikke regeringens plan at lægge kommunerne sammen, når der skal tages stilling til udligningen eller sundhedsreformen, siger Mette Frederiksen (S).
Udgivet: 02/10/2024
SVM-regeringen vil ikke lægge kommunerne sammen, hvis det står til statsminister Mette Frederiksen (S). Det siger hun i et interview med NB-Økonomi i går (tirsdag) til Folketingets åbning.
Borgmestrene i Rebild og Favrskov kommuner har luftet tanken om en kommunesammenlægning, hvis det giver mening, når man har set på en analyse af udligningen. Det skyldes, at nogle kommuner kan være for små til at håndtere forskellige opgaver som eksempelvis sundhed.
"Det er nyt for mig, hvis der er kommuner, der ligefrem ønsker at blive lagt sammen med andre. Det er ikke et ønske, jeg har hørt," siger statsministeren overrasket til NB-Økonomi.
En analyse foretaget af VIVE har tidligere kortlagt, at de optimale kommunestørrelser er dem med indbyggere på mellem 60.000 og 120.000, og at stordriftsfordelen aftager herefter. Udmeldingen fra de to kommuner er derfor interessant, og overraskelsen fra Mette Frederiksen er ligeledes et tegn på, at det ikke er noget, man hører hver dag fra det kommunale bagland. Men snakken er unægtelig begyndt at røre på sig i Kommunedanmark.
Men det er ikke regeringens planer at lægge kommuner sammen, slår statsminister Mette Frederiksen fast:
"Det indgår ikke i vores sundhedsreform, og det indgår heller ikke i regeringens overvejelser," siger hun.
Det var borgmester Jesper Greth (V) fra Rebild Kommune med 31.000 indbyggere, som i sidste uge bragte en sammenlægning af kommuner på tale.
"Spørgsmålet er, om tiden ikke er til at kigge på kommunedanmark - og om vi skal gøre noget for, at kommunerne bliver lidt mere homogene, end de er i dag," sagde han i en kommentar til nyheden om, at regeringen sætter gang i analysearbejdet, der skal lede frem mod en ændring af udligningsordningen.
Sidst opdateret: 02/10/2024 - 12:00












































