
Der var ikke både anlægskroner og -ramme til kystsikring og nyt rådhus, så byrådet i Gribskov prioriterede førstnævnte. I stedet afsætter politikerne 20 mio. kr. til at renovere det gamle rådhus i Helsinge. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Budget25
Gribskov går over servicerammen og dropper rådhusbyggeri
Nordsjællandsk kommune skrinlægger fremskredne planer om nyt rådhus og prioriterer at bruge anlægskroner på dyrt kystbeskyttelsesprojekt.
Udgivet: 17/09/2024
Med budgetforliget i Gribskov Kommune er planerne om at bygge et nyt rådhus i Helsinge skudt til hjørnespark.
Frem for at bruge i omegnen af 150 mio. kr. på et nybygget rådhus har et enigt byråd bag budgettet i stedet for afsat 20 millioner kroner til at renovere det eksisterende rådhus.
Ifølge borgmester Bent Hansen (V) er det prisen for kystsikring, der har fået politikerne til at droppe nybyggeriet, der ville have nedbragt driftsudgifterne og delvist skulle være finansieret gennem et salg af det nuværende rådhus.
"Vi kan ikke både finde anlægskroner til kystprojektet Nordkystens fremtid og så det nye rådhus, som ellers har været planlagt rigtigt længe. Så det har vi skudt lidt ud i fremtiden," siger Bent Hansen til Sjællandske Nyheder.
Med budgetaftalen afsætter den nordsjællandske kommune 96 mio. kr. over fire år til Nordkystens Fremtid.
Går ud over teknisk serviceramme
Hele byrådet står bag budgetaftalen, som øger serviceudgifterne betragteligt. Faktisk så meget at Gribskov Kommune lægger op til at overskride den teknisk udmeldte serviceramme for 2025 med ca. 20 millioner kroner.
Gribskov vil - ligesom eksempelvis Vejle, der også rækker ud efter en større andel af servicerammen - være afhængig af, at en række andre kommuner ikke planlægger at udnytte deres ramme til fulde.
Der tilføres i 2025 og 2026 over 22 mio. kr. om året til det specialiserede socialområde, mens der bruges 2 mio. kr. årligt på at styrke inklusionen i den almene folkeskole med samundervisning og andre mellemformer.
Udvidelserne finansieres bl.a. ved at fjerne 10 mio. kr. fra robusthedspuljen, der bruges til at dække budgetoverskridelser, og via en besparelse på eksterne konsulenter (2,5 mio. kr. om året).
"Gribskov Kommune har på nuværende tidspunkt en solid økonomi. Det betyder, at vi som kommune ikke er udfordret på likviditeten, ej heller med en markant udvidelse af servicerammen," skriver byrådet i forligsteksten.
De første to år af budgetperioden planlægger byrådet at lægge 15-19 mio. kr. i kassen, hvorefter 2027 står til at blive et større økonomisk bump på vejen, da Gribskov Kommune er blandt de 16 kommuner, der ikke selvbudgetterede i 2024. I kommunens beregninger bidrager det sammen med en efterregulering af grundskyld til et minus på 111 mio. kr. i budgetåret 2027.
Se hele aftalen her.
Sidst opdateret: 17/09/2024 - 10:24












































