Fire partier står bag budgetforliget for 2025 og 2026 i Glostrup Kommune.

Fire partier står bag budgetforliget for 2025 og 2026 i Glostrup Kommune. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Budget25

Smalt budgetflertal fremhæver nye borgerpuljer

Glostrup-flertal har i toårig budgetaftale fundet penge til velfærdsforbedringer og ny borgerpulje, som skal øge inddragelsen af lokalsamfundet.

Udgivet: 13/09/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I Glostrup har Socialdemokratiet indgået et budgetforlig med De Konservative, SF, og Radikale Venstre. Venstre og Bylisten står udenfor aftalen. Partierne ønsker at tænke langsigtet og har derfor indgået en toårig aftale og besluttet at foretage budgetanalyser, der på fem områder (bl.a. specialundervisning økonomi- og personaleadministration) skal afdække muligheder for effektivisering, bedre opgaveløsning og bedre økonomi.

I budgetteksten vil de fire partier især fremhæve to helt nye tiltag: En særlig borgerpulje og en pulje til nye projekter med samfinansiering.

Tanken med borgerpuljen, der bliver på 250.000 kroner i 2025 og herefter 500.000 kroner om året, er, at kommunalbestyrelsen sammen med borgere og foreninger skal kunne "igangsætte tiltag lige der og lige på det tidspunkt, hvor der er brug for det," skriver partierne.

"Det handler om at få inddraget borgerne i højere grad," forklarer borgmester Kasper Damsgaard (S) i Sjællandske Nyheder.

Den anden pulje til samfinansiering får et budget på 500.000-1 mio. kr. om året. Pengene skal opfylde kravet om kommunal medfinansiering af projekter, når borgere eller foreninger søger penge fra fonde.

På de større velfærdsområder bruger Glostrup Kommune fire mio. kr. på specialundervisning og 3,5 mio. kr. på et kvalitetsløft af ældreplejen med fokus på demensområdet og udsatte, sårbare ældre.

"Vi får rullet nogle af de besparelser tilbage, der har gjort ondt tidligere. Grundlæggende synes jeg, at det er et budget, hvor vi kommer meget bredt omkring og på nogle ret vigtige områder får styrket vores velfærd," siger Kasper Damsgaard.

Røde tal i 2027

Det fremgår ikke af budgetaftalen, hvordan de politiske beslutninger påvirker bundlinjen. I det tekniske budget, der indgik i førstebehandlingen, havde Glostrup Kommune et overskud på 7,5 mio. kr. i 2025 og 98 mio. kr. i 2026, inden kommunen i 2027 står til et stort tab på 72 mio. kr., fordi byrådet valgte at holde sig til statsgarantien i Budget 2024.

Borgmester Kasper Damsgaard er en af de 16 borgmestre, der har skrevet til Sophie Løhde (V) for at få lov til at ændre beslutningen og overgå til selvbudgettering.

Fik du læst?

16 borgmestre skriver til minister: Vil kunne ændre byrådets dyre beslutning

Sidst opdateret: 13/09/2024 - 10:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]