Den 53-årige socialdemokrat Lars Weiss er ny overborgmester i København og skal bestride posten frem mod kommunalvalget i slutningen af 2025.

Den 53-årige socialdemokrat Lars Weiss er ny overborgmester i København og skal bestride posten frem mod kommunalvalget i slutningen af 2025. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Partier gjorde ikke alvor af trussel: Weiss bliver ny overborgmester for anden gang

Partier på Københavns Rådhus er blevet enige om at udpege socialdemokraten Lars Weiss som ny overborgmester. Det bliver sidste tørn på rådhuset, da han ikke genopstiller ved KV25.

Udgivet: 13/09/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Partier på Københavns Rådhus har udpeget Lars Weiss (S) som ny overborgmester.

Dermed overtager han posten fra forhenværende overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), der er tiltrådt som social- og boligminister. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse fredag.

Det har været op til partier i den store valggruppe på rådhuset at udpege, hvem der skulle overtage efter Sophie Hæstorp Andersen. Den store valggruppe består af Socialdemokratiet, De Konservative, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og et par af partierne tøvede ellers for to uger siden med at give faklen videre til en socialdemokrat.

Fik du læst?

Partier i København såede tvivl om Weiss som overborgmester

"Jeg vil gerne sige tak til partierne for tilliden," siger Lars Weiss fredag i en pressemeddelelse.

53-årige Lars Weiss har været fungerende overborgmester, siden Sophie Hæstorp Andersen blev minister. Han fortalte forleden, at han følte sig presset til at melde sig som hendes afløser resten af perioden.

"Det var mig eller en omkonstituering, og det har lagt et pres. Det skulle ikke være det, der gjorde, at Socialdemokratiet mistede overborgmesterposten i København," sagde Weiss til TV2 Kosmopol.

19. september tiltræder han formelt som ny overborgmester efter et møde i Borgerrepræsentationen. Han skal sidde frem til udgangen af 2025, hvor der er kommunalvalg.

Det er ikke første gang, Lars Weiss har været overborgmester i København. Han tog også over efter Frank Jensen i oktober 2020 og sad på posten frem til udgangen af 2021.

"Jeg går til jobbet som overborgmester, som jeg gjorde første gang. Godt hjulpet på vej af mine mange år på rådhuset, er mit fokus meget klart; at udvikle København ansvarligt og skabe en endnu bedre by at leve og bo i for københavnerne," siger han i pressemeddelelsen.

Lars Weiss blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for første gang ved kommunalvalget i 2009. Han har dermed næsten 15 års erfaring på rådhuset.

Denne valgperiode bliver dog den sidste for Weiss, der før sommerferien meldte ud, at han ikke genopstiller ved næste kommunalvalg.

Derfor har han også tøvet med at melde noget ud om, hvorvidt han gerne ville være overborgmester frem mod kommunalvalget næste år.

Onsdag havde han taget en beslutning. Her sagde han, at der havde været brug for betænkningstid.

"Det har været en meget svær beslutning. Der opstår en kaotisk situation, som jeg på ingen måder var forberedt på. Jeg havde faktisk lige inden sommerferien meddelt, at jeg ikke genopstiller ved næste kommunalvalg, så det var lige pludselig en helt anden verden, jeg skulle forholde mig til," siger han.

jornns/jn/ritzau/

Sidst opdateret: 13/09/2024 - 10:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]