"Jeg synes, det virker som om, opgaven er underfinansieret," siger Bent Greve.

"Jeg synes, det virker som om, opgaven er underfinansieret," siger Bent Greve. - Foto: Pressefoto

Professor: Kommunalbestyrelserne får ny, stor opgave med ældreloven

Der er udsigt til helt nye konfliktformer i ældreplejen som følge af de visitationspakker, der indgår i udkastet til ældreloven, advarer professor Bent Greve. Han forventer, at tilbuddene kan komme til at se meget forskellige ud på tværs af landet.

Udgivet: 11/09/2024

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Der er risiko for hidtil usete konflikter mellem borgere og medarbejdere i ældreomsorgen som følge af de nye visitationspakker.

Sådan lyder vurderingen fra professor Bent Greve, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, efter han har gransket lovforslaget til ældreloven igennem.

Det skriver NB-Ældre.

Lovforslaget lægger nemlig op til, at kommunalbestyrelserne skal fastsætte mellem tre til fem rummelige pleje- og omsorgsforløb, såkaldte visitationspakker. Uanset, hvilken pakke, borgeren visiteres til, skal borgeren kunne visiteres til en anden pakke, hvis behovene ændrer sig. Det er her, der kan opstå en ny konflikt. Kommunalbestyrelserne og lederne i ældreplejen får dermed en stor opgave med at definere visitationspakkerne og udvikle en praksis for, hvordan de skal håndteres i praksis.

"Spændingen kan opstå mellem borgerens forventninger om at komme ind under en anden pakke, og om den fagprofessionelle, der kommer i hjemmet, synes det samme. Det vil åbne op for nogle usikkerheder, både hos borgeren og den ansatte, som kan havne i en situation, hvor der skal forhandles. Det kan give nogle nye typer af konflikter, som vi ikke har set i ældreomsorgen før," siger Bent Greve.

Professoren mener, at det kan være fornuftigt nok at opdele mulighederne for hjælp i pakker, men det kan samtidig være svært for borgerne at vide, hvad de rent faktisk kan forvente af de enkelte pakker. Det kan nemlig blive en udfordring for kommunerne af definere:

"Lad os sige, at en borger bliver visiteret til pakke et – er det så rengøring alene, eller kan borgeren også regne med at få noget andet, som er en del af den pakke? Det kan skabe nye former for konflikter mellem borgeren og medarbejderen, som kommer i hjemmet, hvis borgeren forlanger mere, end hvad pakken tilbyder," forklarer Bent Greve.

Ikke set før

Professoren anerkender, at lovforslaget forsøger at skabe en balance mellem kommunernes frihedsgrader og selvstændighed, og hvad der skal være det kommunale selvstyre. Men, siger Bent Greve:

"Det giver problemer, at pakkerne kan komme til at se meget forskellige ud rundt omkring i landets kommuner, da det vanskeliggør borgernes klarhed over, hvad de kan få". 

Han kunne derfor godt have ønsket sig, at lovgiverne havde været lidt mere præcise, i forhold til hvad pakkerne skal dække over. På den måde ville borgerne og kommunerne have noget at forholde sig til. Men hvad kan kommunerne så gøre for at undgå den nye type af problemer?

Ifølge Bent Greve får kommunerne et stort informationsbehov. Og personalet skal vide, hvordan de skal kunne tale med borgere, som gradvist skal have mere hjælp, herunder ved forskellig vurdering af hjælpen.

"Det skyldes også, at såvel praktisk hjælp som personlig pleje vil kunne variere i omfang fra en borger til en anden og kan konstant udvikle sig gradvist," siger han.

Sidst opdateret: 10/09/2024 - 12:59

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]