
Socialdemokratiets næstformand Marie Stærke erkender, at partiet har udsigt til faldende vælgeropbakning ved kommunalvalget næste år. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (Arkiv)
S på vej til at skrotte gammel regel om dobbeltmandater
Et forbud for socialdemokrater både at sidde som folketingsmedlem og i det lokale byråd kan meget vel være på vej ud. Det beslutter partiet på kongressen, der foregår i den kommende weekend.
Udgivet: 11/09/2024
Mens de blå partier typisk ikke tillader politikere at sidde på dobbeltmandater med plads i både folketing og byråd, så er det et lukket land for Socialdemokratiet såvel som SF og Enhedslisten.
Men reglen, der for Socialdemokratiets vedkommende blev besluttet for 55 år siden, er givetvis på vej til at blive skrottet, hvis kongressen i weekenden i Aalborg er med på hovedbestyrelsens plan.
Ifølge næstformand Marie Stærke (S), der er borgmester i Køge Kommune, er det ingen hemmelighed, at partiet gerne vil tiltrække flere profiler til kommunalvalgene. Det skriver Politiken.
Hovedbestyrelsens håb er, at Socialdemokratiet vil få et bedre kommunalvalg, end de aktuelle landspolitiske meningsmålinger forudsiger - ikke mindst i de større byer, hvor partiet gik markant tilbage ved KV21. Værst blev det i København, hvor S for første gang ikke blev det største parti. Det blev i stedet Enhedslisten.
Marie Stærke afviser over for avisen, at partiet er bekymret for resultatet af det kommende kommunalvalg.
"Vi frygter aldrig et kommunalvalg. Vi er altid kampberedt og anser os for Danmarks mest kompetente kommunale parti. Men jeg vil så også sige, at vi kan se, at tilslutningen fra vælgernes side er faldende til kommunalvalg. Og vi må også erkende, at det er sværere at få kandidater. Derfor er det også vigtigt, at vi har en liste, der er bredt sammensat af nogen, der også kan tiltrække vælgere," siger Stærke.
Modstand fra flere kredse
Men flere lokale kræfter i partiet er ikke enige.
Lokalforeningen i Ballerup har indgivet et kritisk ændringsforslag, der noterer, at de mener, forslaget går for vidt, skriver Politiken. Det samme har Odense Øst-kredsen gjort med argumentet om, at politikerne skal have tid til at pleje baglandet.
Forbuddet blev i sin tid vedtaget i 1969 sat i værk af blandt andre en ung Mogens Lykketoft, der senere blev finansminister og formand for partiet.
Han fortæller dog i dag til Politiken, at han mener, at en politiker godt kan varetage opgaverne i både Folketinget og en kommunalbestyrelse.
Hovedbestyrelsens forslag vil dog ikke ændre, at det stadig skal være forbudt at være borgmester og folketingsmedlem, ligesom man heller ikke må være regionsrådsformand eller sidde i EU-Parlamentet samtidig med Folketinget, skriver Politiken.
Sidst opdateret: 11/09/2024 - 11:02












































