Her snakker de lokale virksomheder bedst med kommunalpolitikerne
Der er store geografiske forskelle på, hvor tilfredse virksomhederne er med dialogen med henholdsvis kommunalpolitikerne og embedsværket - fra 2,73 til 4,07 på en 1-5-skala. Se, hvordan din kommune bedømmes her.
Udgivet: 11/09/2024
Der er forholdsvist store forskelle på, hvordan landets virksomheder bedømmer dialogen med kommunalpolitikere og embedsværket.
Det viser DI's årlige undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed 2024, der blev offentliggjort i sidste uge, og som rangerer kommunerne ved hjælp af 10 kategorier.
NB-Kommune har kigget specifikt på virksomhedernes besvarelser af spørgsmålene om deres tilfredshed med dialogen med henholdsvis kommunale politikere og embedsværket. I begge kategorier er det de samme kommuner, der placerer sig i toppen og bunden.
Bedst bedømmelse får Ikast-Brande, der på 1-5-skalaen, ligger over 4,0 i begge kategorier. Odder og Nordfyns kommuner er med i top-3, mens Norddjurs, Lemvig og Struer også ligger højt. Generelt er der størst opbakning til de vestdanske kommuner.
Nederst på listen er Hørsholm Kommune, hvor dialogen med politikerne blot får gennemsnitsbedømmelsen 2,75, mens embedsværket er nede på 2,73. Også landets største kommune, København, er at finde på de tre nederste pladser i begge kategorier.
Hvad angår dialogen med politikerne, får også Bornholm, Hillerød, Herlev, Rudersdal og Brøndby Kommune en karakter under 3,0.
Nedenfor ses kommunernes samlede rangering i kategorien "information og dialog", der i modsætning til de andre kategorier i undersøgelsen udelukkende afhænger af spørgeskemasvar fra virksomheder.
Virksomhederne spørges til: 1) dialogen mellem erhvervslivet og kommunens politikere, 2) dialogen mellem erhvervslivet og de kommunale embedsmænd samt 3) kommunens formidling af væsentlig information.
Den samlede undersøgelse toppes af Ikast-Brande Kommune, mens Hørsholm Kommune ligger nederst.
Sidst opdateret: 12/09/2024 - 07:45












































