
På rådhuset i Aabybro er politikerne blevet enige om en ny budgetaftale. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Budget25
Jammerbugt indgår budgetforlig trods krisestemning
Borgmester i nordjysk kommune føler sig hårdere ramt end de øvrige kommuner i Danmark, men han og byrådet har alligevel landet en budgetaftale.
Udgivet: 09/09/2024
Flere og flere borgere får brug for enten en førtidspension eller en seniorpension de kommende år i Jammerbugt Kommune. Men trods udsigt til stigende udgifter har byrådet indgået en budgetaftale til at imødekomme i hvert fald en del af de udfordringer, der venter forude. Det skriver Nordjyske.
Det presser budgettet i Jammerbugt Kommune, som i forvejen også ser ind i, at der bliver flere ældre, som får brug for mere kommunal hjælp, ligesom børne- og voksenhandikapområdet også får brug for flere penge.
"På beskæftigelsesområdet kan vi konstatere, at vi får rigtig mange førtidspensionister, og vi får rigtig mange seniorpensionister. Så det er vores vurdering, at vi i 2025 lægger 33,2 millioner kroner ind på de to ydelser," siger Mogens Gade (V) til avisen.
Ældreområdet har fået bevilget 22,4 millioner kroner.
Seks ud af de 27 politikere i Jammerbugt Kommune er ikke med i aftalen - det gælder De Konservative, Danmarksdemokraterne, Lokallisten Jammerbugt og to løsgængere.
Fra Konservative lyder kritikken fra de to medlemmer:
"Vi er ikke med, fordi der er nogle afgørende punkter, som vi ikke kan se os selv i. Vi vil en ny retning for Jammerbugt Kommune, og det har vi meget svært ved at få med ind i budgetterne," siger Jørgen Ravn Christensen (K) til Nordjyske.
Sidst opdateret: 09/09/2024 - 11:06













































