Mette Frederiksen (S) vil løse kommunernes likviditetsudfordringer, siger hun til pressemøde i Statsministeriet onsdag. Det bliver i denne uge, tilføjer Troels Lund Poulsen (V).

Mette Frederiksen (S) vil løse kommunernes likviditetsudfordringer, siger hun til pressemøde i Statsministeriet onsdag. Det bliver i denne uge, tilføjer Troels Lund Poulsen (V). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statsministeren bekræfter: Regeringen vil løse kommunernes finansieringsproblem

Der sættes ikke beløb på, hvad kommunerne kan forvente at få i ekstra finansiering i 2025, men Mette Frederiksen siger, at "vi selvfølgelig skal have fundet en løsning på det problem". Ifølge Troels Lund Poulsen bliver det i denne uge.

Udgivet: 28/08/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

"Det kan ikke være sådan, at vi har en regering i Danmark, der sætter sig for at lave den bedste aftale i 15 år, og så kan borgerne alligevel ikke mærke det derude. Derfor skal vi selvfølgelig have fundet en løsning på det problem," sagde statsminister Mette Frederiksen (S) til et stort pressemøde i Statsministeriet onsdag eftermiddag.

Mette Frederiksen italesatte specifikt i sin tale, at regeringen havde været stolte over den aftale, der var lavet med kommunerne før sommeren. At alle var gået glade derfra.

"Men så har det så vist sig efterfølgende, at der alligevel er kommuner, der ikke kan undgå besparelser på grund af noget grundskyld, likviditet og nogle andre mere tekniske forhold. Det kan simpelthen ikke nytte noget," understregede statsministeren.

NB-Økonomi kunne 8. august afsløre, at en teknisk justering i balancetilskuddet ville reducere op mod 3,2 mia. kr. i finansieringen til kommunernes velfærd. Siden da er det gået stærkt.

Økonomiforvaltningerne i kommunerne kom tilbage efter sommerferien og opdagede, at der manglede mange millioner, hvorfor mange kommuner skulle ud at spare. En spørgerunde blandt borgmestre viser, at minimum 46 kommuner planlagde besparelser i 2025, hvor der ellers var lagt op til "markante investeringer i velfærden" fra regeringens side.

Fik du læst?

45 borgmestre i rundspørge: Vi skal spare på budget 2025

Venstres formand Troels Lund Poulsen havde også kommuneøkonomi med i sin tale og kom endda ind på, hvornår løsningen skal være klar til kommunerne.

"På den måde glæder jeg mig faktisk også til, at vi senere på ugen kan præsentere en løsning på det, sådan at kommunerne kan gå i gang med at lave deres budget og få en større vished over deres økonomi," siger Troels Lund Poulsen.

Mette Frederiksen vidste intet

Det er tilsyneladende kommet bag på regeringen, at den gunstige økonomiaftale for 2025 også indeholdt nogle tidsler i form af reduktion i finansieringen via balancetilskuddet til kommunerne.

Noget statsministeren ikke havde fået oplyst, slår hun fast overfor NB-Økonomi.

Da I lavede økonomiaftalen og sagde, at nu blev der råd til markante investeringer i velfærden, vidste I så godt, at der blev fjernet omkring 3,2 mia. kr. på finansieringssiden?

"For mit eget vedkommende; jeg var ikke klar over, hvad der ligger i forhold til grundskyld og andre likviditetsudfordringer. Det er også derfor, at vi bringer det op i dag," siger statsminister Mette Frederiksen til NB-Økonomi på dagens pressemøde.

Tanken med kommuneaftalen var ifølge Mette Frederiksen, at regeringen skulle lægge hånden på kogepladen i forhold til økonomiaftalen. Selvom man hele tiden har stået ved, at den ikke løser alt, så skulle den være et klart signal om, at nu skulle man gå en ny vej i den kommunale velfærd. Ellers ville der ikke være råd til alt det, som regeringen også ville på eksempelvis skoleområdet.

"Det har været nogle hårde år. Man (kommunerne, red.) har skullet håndtere corona, der har været inflation og energikrise, og når man lægger alt det sammen, så har det ikke givet os det nødvendige albuerum til at gøre det, vi gerne vil på folkeskolen," siger hun.

"Og så er det jo - for nu at sige det på nordjysk - virkelig træls, at der så viser sig at være likviditetsudfordringer efterfølgende. Dem vil vi gerne løse, for vi mener det, vi sagde, da vi lagde kommuneaftalen frem. At det skal være en ny start for en bedre kommunaløkonomi."

Det blev der sagt på pressemødet

Nedenfor kan du læse hele den del af både statsminister Mette Frederiksens og forsvarsminister Troels Lund Poulsens taler, der handlede om kommuneøkonomi.

Mette Frederiksens citater om kommunernes økonomi i sin tale

"Vi har på mange måder et rigtig godt velfærdssamfund i Danmark. Men det er også slidt, og mange steder har vi ikke det velfærdsniveau, som vi ønsker os.

Derfor har vi som regering lavet den bedste aftale for kommunerne i 15 år.

Så lavede vi den aftale og gik glade derfra, og vi var i virkeligheden også lidt stolte af det resultat.

Men så har det så vist sig efterfølgende, at så er der alligevel kommuner, der ikke kan undgå besparelser på grund af noget grundskyld, likviditet og nogle andre mere tekniske forhold. Det kan simpelthen ikke nytte noget.

Det kan ikke være sådan, at vi har en regering i Danmark, der sætter sig for at lave den bedste aftale i 15 år, og så kan borgerne alligevel ikke mærke det derude.

Derfor skal vi selvfølgelig have fundet en løsning på det problem, så vi kan få påbegyndt, det vi ønsker som regering, nemlig at stille og roligt at bygge oven på velfærdssamfundet."

Troels Lund Poulsens citater om kommunernes økonomi i sin tale:

"Jeg vil gerne knytte et par bemærkninger til kommunernes økonomi, som nu står midt i budgetlægningen. Det er kommuneaftalen, som før sommeren gav et kæmpestort økonomisk løft til kommunernes økonomi - den største og mest omfattende aftale i 15 år - men det er heller ikke noget hemmelighed, at der er muligheder, som er forskellige fra kommune til kommune.

Der er en række forhold, der gør, at en lang række borgmestre har været ude - ikke nødvendigvis og sige, at aftalen er dårlig, fordi den synes de faktisk er god, men der er nogle ting, der gør, at de ikke har en tilstrækkelig finansiering, og det man på kommunesprog nok ville kalde likviditet til at kunne udnytte en højere serviceramme.

Det bliver vi nødt til at finde nogle løsninger på, sådan at vi er i stand til at få leveret på, at de penge, som vi ønsker at bruge til at forbedre kommunes økonomiske rammer, at de faktisk kommer ud og arbejder.

På den måde glæder jeg mig faktisk også til, at vi senere på ugen kan præsentere en løsning på det, sådan at kommunerne kan gå i gang med at lave deres budget og få en større vished over deres økonomi."

Sidst opdateret: 28/08/2024 - 18:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]