Regeringen vil give studerende på SU i 25 udvalgte kommuner mulighed for at få kørselsfradrag. Det siger Morten Dahlin, som er minister for byer og landdistrikter.

Regeringen vil give studerende på SU i 25 udvalgte kommuner mulighed for at få kørselsfradrag. Det siger Morten Dahlin, som er minister for byer og landdistrikter. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Kørselsfradrag på vej til studerende i 25 yderkommuner

Studerende på SU skal fremover kunne få kørselsfradrag, hvis de bor i en af 25 yderkommuner ifølge regeringen. Landdistrikternes Fællesråd vil gerne have flere kommuner med på ordningen - se listen her.

Udgivet: 19/08/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

I 25 af landets kommuner skal det fremover være muligt for studerende på SU at få kørselsfradrag.

Det fortæller Morten Dahlin (V), som er minister for byer og landdistrikter.

"Enormt mange unge flytter væk fra deres lokalområde og ind til de større byer for at uddanne sig. Nogle af dem vil gerne flytte. Men de, som har lyst til at blive boende i deres lille lokalsamfund, kan ikke grundet økonomiske hindringer," siger han til Jyllands-Posten.

Forslaget er en del af et kommende landdistriktsudspil fra regeringen. I dag kan man få kørselsfradrag, hvis der er mindst 12 kilometer til arbejdspladsen.

Kørselsfradraget gælder for alle typer lønnet arbejde, og er i dag ikke tilgængeligt for personer på SU.

Hvilket konkret fradrag man kan få, vil afhænge af, hvor langt man pendler.

Ifølge Jyllands-Posten foreslår regeringen, at tilbuddet skal gælde både for studerende på videregående uddannelser og ungdomsuddannelser.

Politisk har der i en årrække været meget fokus på at styrke uddannelserne i provinsen. Men ministeren er overbevist om, at lige netop dette forslag vil give en effekt.

"Det her vil have en konkret positiv forskel for studerende i provinsen og landdistrikterne," siger Morten Dahlin til Ritzau.

"Der bliver ikke taget noget fra de unge, der gerne vil bo i storbyen. Til gengæld udvider vi valgfriheden, for dem der gerne vil blive boende i deres lokalområde," lyder det fra ministeren.

På listen over kommuner finder man blandt andet kommuner som Frederikshavn og Hjørring i det nordjyske, og Sønderborg og Svendborg i det sydjyske. Lolland og Langeland er også med i de 25 kommuner.

Landdistrikternes Fællesråd ser positivt på forslaget, men man savner en udvidelse af listen ud over de 25 af landets kommuner, som forslaget gælder for.

Det fastslår formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

- Det kunne godt være, at man lige skulle genbesøge listen, for at se om alle relevante kommuner er med, siger formanden.

- Vi har tidligere påpeget, om det egentlig er de rette kommuner, der er med, og om man måske har glemt nogle.

Folketinget besluttede i 2021, at 60 procent af studiepladserne på uddannelserne til lærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske skulle rykkes ud af København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Der blev også afsat penge til at etablere en række andre uddannelser.

Men trods det politiske fokus er der ikke sket den store ændring på, hvor mange unge, der optages på uddannelser uden for de største byer.

Ved studiestart i 2024 lå tallet på 25 procent. Andelen ligger typisk på 24-26 procent.

Fakta

De 25 udpegede kommuner

Følgende kommuner er omfattet af det forøgede befordringsfradrag:

Bornholm
Brønderslev
Frederikshavn
Faaborg-Midtfyn
Guldborgsund
Hjørring
Jammerbugt
Langeland
Lolland
Læsø
Morsø
Norddjurs
Odsherred
Samsø
Skive
Slagelse
Struer
Svendborg
Sønderborg
Thisted
Tønder
Vesthimmerland
Vordingborg
Ærø
Aabenraa

jornns /ritzau/

Sidst opdateret: 19/08/2024 - 08:09

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]