Kristian Andersen (KD) og Mads Fuglede (DD) drømmer begge om blive borgmester I Ringkøbing-Skjern Kommune og afløse Venstres Hans Østergaard, der ikke genopstiller.

Kristian Andersen (KD) og Mads Fuglede (DD) drømmer begge om blive borgmester I Ringkøbing-Skjern Kommune og afløse Venstres Hans Østergaard, der ikke genopstiller. - Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix; Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstre-højborg angribes fra flere sider

Stemmeslugende kristendemokrat og kendt folketingsmedlem udfordrer i Ringkøbing-Skjern Venstre, der formentlig har et kampvalg i vente.

Udgivet: 15/08/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Ringkøbing-Skjern Kommune er blå. På våbenskjoldet er det fjorden og havet, der lægger symbolik til de blå nuancer, og i byrådet har Venstre siddet på det politiske flæsk siden kommunalreformen.

Men der kan være opbrud på vej. Hans Østergaard (V) har i denne uge meddelt, at han ikke genopstiller efter to perioder som borgmester, og det på landsplan svækkede partis nye frontmand skal konkurrere mod to klare profiler fra andre blå partier.

Fik du læst?

Endnu en borgmester trækker stikket: "Ikke en nem beslutning"

Ingen andre end Venstre har haft borgmesterposten i Ringkøbing-Skjern Kommune, og de første år efter kommunalreformen kunne Venstre styre byrådet med absolut flertal. Sådan har det ikke været siden 2014, og den vigende opbakning efterlod ved KV21 partiet med 34 procent af stemmerne. Med Moderaterne og især Danmarksdemokraternes indtog er yderligere tilbagegang svær at undgå for Hans Østergaards afløser.

Danmarksdemokraterne har ovenikøbet en kendt folketingspolitiker som spidskandidat, den tidligere venstremand Mads Fuglede. Han skiftede sidste år til Inger Støjbergs parti, og i slutningen af juni meldte han sig på banen som borgmesterkandidat i den vestjyske kommune, som han flyttede til i 2021, da han blev folketingskandidat i Ringkøbing-kredsen for Venstre.

"Der er en meget, meget voldsom debat om energipolitikken i Ringkøbing-Skjern Kommune, som gør, at jeg synes, jeg også må lægge mine kræfter i at få en ny retning på den," sagde Mads Fuglede til Ritzau, da han gik ind i borgmesterkampen.

Fik du læst?

Kommunes logo og slogan misbruges på protestskilte - men kan ikke stille noget op

Venstres næste spidskandidat kan også vente modstand fra et parti, der er i knæ på landsplan, men har de åbne vestjyske vidder som kerneland - Kristendemokraterne.

I en pressemeddelelse, Kristendemokraterne udsendte få timer efter Østergaards melding, fastslår den lokale profil Kristian Andersen, at han rækker ud efter borgmesterposten om 15 måneder.

"'Er du klar?' Det spørgsmål har jeg fået hen over sommeren. Og ja, jeg er klar! Hvis borgerne i RKSK ønsker en erfaren politiker fra KD som borgmester, så stiller jeg mig til rådighed," siger Kristian Andersen.

Han har været i byrådet siden 2010, og ved seneste valg blev han kommunens største stemmesluger med næsten 3.500 personlige stemmer - over 1.000 flere end borgmesteren. De 19,5 procent (seks mandater) vekslede Kristian Andersen, der også har været tæt på at sikre KD mandater i Folketinget gennem et kredsmandat, til poster som 2. viceborgmester og formand for Børne- og Familieudvalget.

Hvem Venstre-medlemmerne vælger til at forsvare bastionen, er for tidligt at sige. Indtil nu har kun byrådsmedlem Erik Viborg lagt sit navn i hatten. Men ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern regner man med, at flere stiller op, så der venter formentlig et V-kampvalg i oktober.

Et fjerde bud på en fremtidig borgmester er den nye socialdemokratiske spidskandidat, Jens Jensen. Men i en så blå kommune kan S kun stille med en outsider.

Sidst opdateret: 15/08/2024 - 10:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]