66-årige Hans Østergaard (V) stopper i politik efter kommunalvalget i 2025. Til den tid har han været borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune i otte år.

66-årige Hans Østergaard (V) stopper i politik efter kommunalvalget i 2025. Til den tid har han været borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune i otte år. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Endnu en borgmester trækker stikket: "Ikke en nem beslutning"

Hans Østergaard (V) har besluttet sig for ikke at stille op ved næste kommunalvalg, så Ringkøbing-Skjern Kommune skal have ny borgmester. Den første kandidat har meldt sig på banen.

Udgivet: 13/08/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Hans Østergaard (V), som er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, har besluttet sig for at lægge borgmesterkæden fra sig, efter at der i 2025 er kommunalvalg.

Det oplyser han mandag aften i en pressemeddelelse.

"Det har ikke været en nem beslutning, men efter grundige overvejelser hen over sommeren har jeg besluttet ikke at genopstille," fortæller han.

Hans Østergaard, som blev borgmester efter kommunalvalget i 2017, skriver, at han "må erkende, at jeg fylder 67 år næste gang".

"Når jeg samtidigt har en stor familie, er det klart, at der er nogle ting, som jeg har forsømt, og som jeg gerne vil prioritere i min kommende tredje alder, selv om politik stadigt er spændende," skriver Hans Østergaard.

Østergaard fik sin start i politik i 1997, da han blev valgt til byrådet i Videbæk Kommune.

Han stoppede frivilligt, efter at kommunen blev lagt sammen med kommunerne Egvad, Holmsland, Ringkøbing og Skjern til Ringkøbing-Skjern - dog kun i en enkelt valgperiode mellem 2010 og 2013.

Roser samarbejde

I 2018 tog han over efter Iver Enevoldsen, som var borgmester mellem 2010 og 2017. Han skulle egentlig have meldt ud i januar, men udskød så spørgsmålet om sin politiske fremtid til august. Og nu har han givet Venstres organisation besked.

"Der har været et formidabelt samarbejde i byrådet, hvor vi har skabt den ro for både borgere og virksomheder, som sikrer, at en landdistriktskommune som Ringkøbing-Skjern udvikles fremfor afvikles," skriver Hans Østergaard.

Borgmesteren har allerede underrettet Venstres gruppe i byrådet om, at han ikke agter at fortsætte som borgmester efter næste kommunalvalg.

Man går nu i gang med at finde en ny spidskandidat for partiet, siger Hans Christian Tylvad, partiets formand i kommuneforeningen.

"Vi forventer at holde et opstillingsmøde i oktober, hvor Venstres medlemmer bestemmer, hvem der skal være vores bud på en ny borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune."

"Det er en post, som Venstre har tradition for at bestride i et bredt samarbejde, og det ser vi frem til at fortsætte med," siger Christian Tylvad.

Hans Østergaard er dermed det andet prominente navn fra den kommunale verden, som på få dage har meddelt, at den igangværende valgperiode bliver den sidste.

Søndag meddelte jævnaldrende Tonni Hansen, som er borgmester i Langeland Kommune, at han ikke genopstiller. Han er blot en af to borgmestre fra SF.

I alt er 15 af de borgmestre, der blev valgt ved KV21, nu enten trådt tilbage eller har meddelt, at de ikke genopstiller.

Tirsdag meldte den første borgmesterkandidat fra Venstre sig på banen. Det drejer sig om formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Erik Viborg, som ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern gerne vil afløse Hans Østergaard som Venstres spidskandidat til KV25.

Fik du læst?

Udskiftninger i den gamle garde: 13 borgmestre har valgt at stoppe - den ældste klør på

jornns/ritzau/

Sidst opdateret: 16/08/2024 - 08:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]