
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Nye analyser: Store forskelle på skoleskift og kommunernes drift af skolerne
Tænketanke skyder skoleåret i gang med analyser af kommunernes evne til at drive et effektivt skolevæsen og antallet af børns skoleskift som funktion af forældrenes sociale baggrund.
Udgivet: 12/08/2024
Starten på skoleåret bruges af tænketankene som anledning til at sætte fokus på folkeskolerne.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd zoomer ind på de sociale forskelle, og en ny analyse viser, at flere skoleskift er langt mere udbredt for børn, hvis forældre står uden for arbejdsmarkedet.
29 procent af børnene med forældre, der ikke arbejder, oplever to eller flere skoleskift i løbet af deres skoletid (29,1 procent). Omvendt skifter blot 10-11 procent af eleverne fra de mest ressourcestærke familier skole to eller flere gange.
"Der bliver talt meget om social og faglig trivsel i folkeskolen, men der er meget lidt fokus på forskellene mellem børn fra forskellige sociale lag. Analysen viser nogle meget markante forskelle, når det kommer til antallet af skoler, børn går på i løbet af deres skoletid," siger Sune Caspersen, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en pressemeddelelse og uddyber:
"Skoleskift kan ske af forskellige årsager, men for det enkelte barn er det jo en ny skole, nye lærere og nye klassekammerater, man skal vænne sig til hver gang."
Et enkelt skoleskift er cirka lige udbredt på tværs af grupperne.
AE-analysen (se den her) viser desuden, at børn af forældre uden for arbejdsmarkedet i langt højere grad modtager specialundervisning, trives dårligere og har højere fravær end de øvrige elever.
Milliarder at spare
Hos den borgerlige-liberale tænketank Cepos er der fokus på kommunernes evne til at drive folkeskolen effektivt. Konklusionen på den nye analyse op til skolestart er, at der er store forskelle på, hvor gode kommunerne er til at skabe faglige resultater for pengene.
"Der kan frigøres store beløb, hvis kommunerne med de mindst produktive skoler tager ved lære af de bedste sammenlignelige kommuner," siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Cepos estimerer, at der kommunerne kan frigøre mellem 3,8 og 5,2 milliarder kroner uden at påvirke de faglige resultater, hvis alle kommuner bliver i stand til at drive skolevæsnet lige så produktivt som de kommuner, der klarer sig bedst.
Find Cepos-analysen her.
Sidst opdateret: 12/08/2024 - 10:49












































