Færgefarten til Ærø skal gøres grønnere, og det indbefatter blandt andet en modernisering af havnen i Ærøskøbing.

Færgefarten til Ærø skal gøres grønnere, og det indbefatter blandt andet en modernisering af havnen i Ærøskøbing. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ny havnepulje skal hjælpe elfærgeprojekter, lyder det fra Christiansborg-politikere

Flere ø-kommuner har store planer om at udskifte de gamle og nedslidte dieselfærger med elfærger. Men udover udgifterne til færgerne skal flere havne ombygges for store beløb. Nu rækker politikere på Christiansborg ud med økonomisk assistance.

Udgivet: 14/08/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Fem folketingspolitikere tog dieselfærgen til Ærø mandag for at høre om kommunens elfærgeprojekt og tage et kig på forholdene på Ærøskøbing Havn.

De havde i første omgang ingen penge med, men viljen fra Christiansborg er stor for at undersøge, i hvor stor udstrækning staten kan hjælpe økonomisk med projektet. Det skriver Fyns Amts Avis.

Havnen skal nemlig ombygges for et trecifret millionbeløb for at få plads de to nye elfærger, og projektet er så dyrt, at øen ny håber på hjælp fra staten, siger borgmester Peter Hansted (S), som sammen med teknisk direktør Peter Michael Jensen viste landspolitikerne rundt på havnen og fortalte om de tre havneløsninger, som kommunen arbejder med.

Havnen på øen skal ombygges for et trecifret millionbeløb for at få plads de to nye elfærger, skriver avisen.

De fem folketingspolitikere, som var Hans Christian Schmidt (V), Erling Bonnesen (V), Lennart Damsbo-Andersen (S), Karsten Hønge (SF) og Kim Aas (S), vil nu prøve at få etableret en havnepulje, som kommunerne kan søge penge i, siger Erling Bonnesen fra regeringspartiet Venstre til Fyns Amts Avis.

"Vi har haft sådan en pulje før, og nu vil vi forsøge at oprette en ny. Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan oprette fra den ene dag til den anden, men tanken - og håbet - er, at puljen kan hjælpe de kommuner, der ikke selv har råd til at finansiere sådan en ombygning. Det er altså ikke de store industrihavne, vi taler om, men de mindre havne som dem på Ærø, Læsø og Samsø, som alle skal ombygges, så de kan blive klar til de nye, grønne færger," siger Erling Bonnesen.

Ærøs borgmester er klar over, at det kan tage flere år, før en stor havnepulje bliver en realitet:

"Selvfølgelig skal vi være tålmodige, men jeg vil nu alligevel forsøge at presse på, og det vil jeg blandt andet gøre sammen med de andre ø-kommuner. For jo mere jeg arbejder med færgeprojektet, jo mere går det op for mig, at det her er et fælles ansvar. Vi skal have bragt CO2-udslippet ned, og derfor er det nødvendigt at komme af med de gamle dieselfærger. Så jeg opfatter det som en bunden opgave, der skal løses af hele samfundet - ikke kun øerne," siger Peter Hansted til Fyns Amts Avis.

NB-Kommune har tidligere skrevet om elfærgeprojekter i flere kommuner - læs mere i linket herunder.

Fik du læst?

Sådan går det med udrulningen af grønne færger

Prisen for ombygningen af havnene er ikke kendt endnu, men det er sikkert, fastslår Peter Hansted, at hvis kommunen skal betale det hele selv, så ender det formentlig med at blive en 'skrabet' udgave, hvor kun det allermest vigtige bliver bygget.

"Vi ved reelt ikke, hvad det kommer til at koste, men vi ved, at det bliver dyrt. Sådan noget som en transformerstation, et ladehus og en ladearm skal vi jo have - det er et vilkår for projektet. Så det vil formodentlig være skønheden, der taber, hvis vi ikke får en økonomisk håndsrækning, og det vil være synd, fordi Ærøskøbing er en smuk købstad og Europa Nostra-by," siger han til Fyns Amts Avis.

Europa Nostra er en organisation, der har til formål at beskytte Europas kulturarv. Ærø har allerede fået 71,6 millioner kroner af Trafikstyrelsen til byggeriet af de to nye el-færger, men borgmesteren mener ikke, at det er for meget forlangt også at bede om penge til kajanlæggene.

Sidst opdateret: 14/08/2024 - 11:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]