Byrådsmedlemmer blev bespist med treretters middag og fri bar på Ringsted Festival

Byrådsmedlemmer blev bespist med treretters middag og fri bar på Ringsted Festival - Foto: Claus Sall - Photography/Ringsted Festival & Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Byrødder fik dyr middag betalt af festival - professor sår tvivl om deres habilitet

Det var dårlig forvaltningsskik, da ti byrådsmedlemmer tog imod en festivalinvitation, der foruden et fagligt program også bød på tre retters middag med fri bar - og de deltagende politikere vil fremover være inhabile, siger ekspert. Kommunen mener, at tidligere praksis på området har ændret sig.

Udgivet: 14/08/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Da Ringsteds byråd blev indbudt til rundvisning på Ringsted Festival, så var der mere end fagligt indhold på programmet. Invitationen bød også på en gratis tre retters middag med fri bar på Restaurant Scenekanten - og ti byrådsmedlemmer valgte at takke ja, efter at administration havde vurderet, at arrangementet ligger inden for skiven af, hvad byrådspolitikere kan tillade sig.

Nu sår to eksperter tvivl om administrationens vurdering.

Det skriver Sjællandske Nyheder, der har talt med professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller og professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.

Sten Bønsing har svært ved at se, hvordan det er inden for rammerne af god forvaltningsskik. Han kalder det en klar overtrædelse af reglerne om at modtage gaver.

"Jeg kan ikke se andet end, at de deltagende byrådsmedlemmer er inhabile i alle fremtidige beslutninger om Ringsted Festival, fordi sådan et besøg kan præge beslutningerne," siger han til Sjællandske Nyheder.

Til mediet forklarer Sten Schaumburg-Müller, at det kan give mening at invitere byrådspolitikerne til et event, hvis de indgår som repræsentanter eller skal informeres om, hvad der sker i kommunen. Han mener samtidig, at den gratis middag har 'karakter af ulovlig gave'.

På festivalens hjemmeside kan man læse, at det koster 1995 kroner i tillægsbillet at få adgang til Restaurant Scenekanten. En oplevelse med gourmetmad og fri bar, der beskrives som 'festival på 1. klasse'.

Hvad siger KL?

Hvad er en gave?

Begrebet gaver omfatter både fysiske ting, i form af for eksempel chokolade og vin, og ikke fysiske ting, i form af tilbud om rabatter, kurser eller forplejning.

Tilfælde, hvor politikere undtagelsesvist kan modtage gaver

Om en gave bør afslås eller undtagelsesvist kan modtages, afhænger af gavens art og den sammenhæng, hvori den tilbydes. Der kan ikke opstilles fx en beløbsmæssig bagatelgrænse for, hvornår politikere kan modtage en gave. Der må i alle tilfælde foretages en konkret vurdering, og i denne vurdering kan fx følgende forhold indgå:

  • Hvad er giverens relation til politikeren?

  • Er der tale om en gave, der tilbydes politikeren i kraft af dennes hverv som politiker?

  • Forventer giveren en modydelse fra politikeren, eller kan en accept af gaven give en forventning herom?

  • Hvilken økonomisk værdi har gaven?

  • Kan der stilles spørgsmål ved politikerens upartiskhed, hvis denne modtager gaven?

Kun i få tilfælde vil modtagelsen af en gave ikke stride imod gavereglerne.

Kilde: Kommunernes Landsforening - Notat om politikernes adgang til at modtage gaver (2019)

Ændret praksis

Til NB-Kommune forklarer Ringsted Kommune, at administrationen i vurderingen har lagt vægt på, at invitationen indeholdt et "tungt fagligt program".

"Det er byrådet, der beslutter placering af festivalen, og der kan byrådsmedlemmerne have en reel interesse i at deltage og få bedre kenskab til arrangementet og stille spørgsmål til arrangørerne. Derfor er det naturligt, at der i forlængelse af det faglige indhold er en efterfølgende middag og dialog," skriver kommunen i et skriftligt svar.

Ringsted Kommune nævner Ankestyrelsens afgørelse af en sag i Odense, hvor der blev sagt god for at kommunale chefer kunne tage på sponsorrejser som led i en aftale med Odens Boldklub. Det har, ifølge kommunen, skabt en ændring af praksissen på området, der har vægtet i administrationens juridiske vurdering.

Det er ikke kun afgørelsen fra Odense, som Ringsted Kommune bringer op som eksempel på den ændrede praksis. Sidste torsdag vurderede advokatfirmaet Horten, at det ikke er imod reglerne, hvis Esbjergs byrådsmedlemmer tager imod gratis entré til festivalen Suset, så længe de har deltaget i et fagligt program forinden. Vurderingen fra Esbjerg fremhæver Ringsted Kommunes kommunikationsteam også over for NB-Kommune.

 Læs mere om de to sager her:

Fik du læst?

Ankestyrelsen blåstempler omdiskuteret sponsorform

Fik du læst?

Advokatfirma vurderer: Ok med gratisbilletter, men...

Sidst opdateret: 14/08/2024 - 10:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]