Flere kommuner søger om særtilskud end sidste år

Trods løftet af servicerammen i 2025 har 44 kommuner søgt om særtilskud for knap 2,2 mia. kr. Dermed stiger antallet af kommuner, der håber at komme i betragtning som en særlig vanskeligt stillet kommune. Se, hvor meget hver kommune har søgt om at få i tilskud.

Udgivet: 14/08/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Selvom finansminister Nicolai Wammen (S) glædede sig over, at det med økonomiaftalen for 2025 nu var muligt at investere markant i velfærden, så tyder antallet af ansøgere til særtilskudspuljen på, at kommunalpolitikerne er af en anden opfattelse.

Hele 44 kommuner har søgt om "tilskud efter §16 til særligt vanskeligt stillede kommuner". Det er en stigning fra 37 kommuner sidste år. De har samlet set søgt om 2,185 mia. kr., og særtilskudspuljen er kun på 0,8 mia. kr.

Det viser en gennemgang af samtlige ansøgninger, som NB-Økonomi har foretaget.

Fik du læst?

Kraftigt fald: 37 kommuner har søgt om særtilskud

10 kommuner har søgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om mere end 2.000 kr. pr. indbygger. Bornholm og Odsherred topper i år med ansøgte beløb på henholdsvis 180 og 175 mio. kr.

Til budget 2023 var der 47 kommuner, der søgte, men det tal faldt til 37 sidste år. Det bemærkelsesværdige er, at når SVM-regeringen kalder kommuneaftalen for 2025 det største løft i 15 år, er oplevelsen hos næsten halvdelen af kommunerne i år, at netop deres kommune er særligt udfordret og dermed har brug for midler fra puljen.

Sådan fordeler ansøgningskommunerne sig

Foruden ø-kommunerne er det især jyske og fynske kommuner, som har søgt om særtilskud, samt enkelte sjællandske yderkommuner. Lidt bemærkelsesværdigt har både Greve og Randers kommuner også søgt med henholdsvis 382 kr. pr. indbygger og 994 kr. pr. indbygger. Greve Kommune søgte også sidste år, men der fik de ikke noget.

Normalt er det kun omkring 17-20 kommuner, som får penge fra særtilskudspuljen, så langt de fleste bliver alt andet lige skuffet igen i år.

Kommuner, der har et indgået udviklingspartnerskab med ministeriet (Lolland, Langeland, Morsø og Læsø), er garanteret et minimumsbeløb. For Lolland Kommunes vedkommende er det 120 mio. kr.

For disse fire kommuner angives beløbet, som de ansøger ud over det tilskud, de er garanteret via partnerskabet. Lolland søger således samlet set om et tilskud på 270 mio. kr.

Se det ansøgte beløb i både millioner og kr. pr. indbygger i kortet nedenfor.

Sidst opdateret: 21/08/2024 - 09:06

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]