
Borgmester i Thisted Niels Jørgen Pedersen (V) købte som menigt byrådsmedlem i 2019 en faldefærdig ejendom en billig grund af kommunen, der grænsede op til hans egen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Lokalt medie gransker borgmesters grundkøb for 5.000 kroner
Thisted-politiker købte billig nabogrund, efter kommunen havde betalt for nedrivning af faldefærdigt hus. Ifølge forvaltningslektor ser det ikke pænt ud, at kommunen ikke gennemførte et udbud. Tidligere direktør erkender "meget lille" fejl.
Udgivet: 05/08/2024
Få tusinde kroner skulle byrådsmedlem Niels Jørgen Pedersen (V) i Thisted Kommune betale for en naboejendom - et misligholdt og forladt hus i en mindre landsby i kommunen. Han var ligeledes den eneste, der fik tilbudt at købe grunden. Det skriver Nordjyske.
Thisted Kommune købte i marts 2019 grunden på 1.368 kvadratmeter og huset med henblik på at rive det ned på et tidspunkt, hvor Niels Jørgen Pedersen var menigt medlem af kommunalbestyrelsen.
Kommunen betalte 75.000 kroner for ejendommen dengang, og dertil viser en aktindsigt fra avisen, at nedrivningen af huset kostede kommunen 70.405 kroner, hvoraf en statslig pulje dækkede 70 procent af omkostningerne. Nabohuset er ejet af den nuværende borgmester, som derefter købte den nu tomme nabogrund for 5.000 kroner. Det viser sig ifølge avisens aktindsigt, at den første og eneste person, som kommunen forhørte sig hos som mulig køber, er den nuværende borgmester, der ejer nabohuset, som han lejer ud.
Men salget skete altså uden et offentligt udbud, der skal sikre, at kommunen får flest penge i kassen, fortæller Jørgen Ullits, lektor i forvaltningsret på SDU.
"Når ting kommer i udbud, kommer der konkurrence omkring prisen, da alle kan byde ind. Dét er i borgernes interesse. Men kommunen har måske fået en pris under markedsprisen i dette tilfælde," siger han til Nordjyske.
Uvidende om udbud
Borgmester Niels Jørgen Pedersen synes ikke, at kritikken fra eksperterne, der udtaler sig i artiklen, er seriøs. Han fortæller, at han ikke vidste, at grunden aldrig kom i offentligt udbud.
"Det ved jeg ikke noget som helst om. Overhovedet. Jeg bød på grunden. Det er det eneste, jeg ved," siger han til avisen og fortsætter:
"Jeg har måske endda givet for meget for den, hvis du ser, hvor den ligger henne," tilføjer han og uddyber, at han "har gjort alle en tjeneste ved at fjerne det stykke jord, så der ikke kan bygges et nyt hus der".
Direktør erkender fejl
I en kommentar til artiklen på Nordjyskes facebookside tager kommunens tidligere tekniske direktør ansvaret for fejlen, der knytter sig til spørgsmålet om, hvorvidt der er mulighed for selvstændig bebyggelse på grunden. Udbud af grunde under 2.000 kvadratmeter kan undgås, hvis det bliver slået fast, at en grund ikke kan bebygges - og en sådan vurdering undlod Thisted Kommune ifølge Nordjyske at foretage.
"Når der er sket en mindre administrativ fejlfortolkning af lovgivningen i min organisation, så skal ansvaret udelukkende tilskrives mig, og det beklager jeg selvfølgelig også, selv om jeg opfatter sagen som meget lille," skriver daværende direktør Mogens Kruse Andersen, der i januar gik på pension.
"Jeg kan som tidligere teknisk direktør bekræfte, at denne sag er behandlet 100 % som andre sager i kommunen på daværende tidspunkt, og hverken jeg eller min organisation har været underlagt pres mv. på nogen måde fra hverken daværende eller nuværende borgmester," forsikrer eks-direktøren på Facebook (se indlægget nederst).
Han tror ikke, at Niels Jørgen Pedersen har fået en økonomisk gevinst ud af grundkøbet, og opfordrer Nordjyske til at få en statsautoriseret ejendomsmægler til at vurdere grunden.
Skærpende med politikerkøb
Det er sidenhen blevet en praksis i Thisted Kommune at undersøge, om "nedrivningsejendomme i landzone i nogle tilfælde kan bebygges," skriver Nordjyske.
Rasmus Grønved Nielsen, lektor i forvaltningsret på Københavns Universitet, mener, at fraværet af et offentligt udbud "ikke ser pænt ud". Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er af samme opfattelse.
"Man har ikke sikret, at man har handlet økonomisk forsvarligt. Og det særlige er, at det er en kommunalpolitiker," siger han til Nordjyske.
Sidst opdateret: 05/08/2024 - 10:58












































