
Borgmesteren i Vejen Kommune er ikke bleg for at rydde op efter borgere, der smider affald i naturen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmester tager skraldet på sine gåture
Siden 2018 har Vejens borgmester samlet skrald op langs vejene, når han går sin ugentlige tur. Han kan slet ikke lade være med at rydde op efter borgere og besøgende.
Udgivet: 31/07/2024
En tang og en sæk er blevet til en fast bestanddel af udstyret, når borgmester Frank Schmidt-Hansen (K) går sine ugentlige ture i Rødding og omegn i Vejen Kommune. Han samler det affald op langs vejkanterne, han møder på sin tur, for han kan slet ikke lade være med at være irriteret over det "svineri", der er smidt.
"Jeg synes, at det er mangel på respekt - overfor naturen og overfor dyrene. Men også overfor alle os andre, fordi vi som kommune så skal sætte ressourcer af til at rydde op. De penge ville jeg da hellere bruge på de ældre eller børnene," fortæller borgmesteren til JydskeVestkysten.
Det er flere år siden - i 2018 - at Frank Schmidt-Hansen begyndte at samle affald på sine gåture.
"Det startede i 2018, og det kom sig af, at jeg ville have lidt motion. Jeg gik til Sdr. Hygum langs cykelstien og så, at der lå rigtig meget affald. Så jeg vendte om og gik hjem og hentede en sæk og en tang," fortæller Frank Schmidt-Hansen.
I gennemsnit bliver det til en gåtur om ugen. Og han går af forskellige ruter - både i byen og ud af byen. Men uanset om det er en kortere eller længere tur, så er der gevinst på affaldsfronten hver eneste gang - det er han stoppet med at bruge negativ energi på at irriteres over:
"Jeg er for længst holdt op med at bruge tid på at irritere mig over det. Jeg får clearet hovedet på turene og får tænkt tanker," siger Frank Schmidt-Hansen, der - udover i det hele taget at undre sig over, at folk vil være bekendt at smide affald i naturen - især er forundret sig over én særlig genstand smidt som affald i naturen:
"Der ligger relativt mange hundelorteposer. Jeg har respekt for, at man gider bøje sig ned og samle hundelorten op. Men at man så bare lader posen ligge - det har jeg ingen respekt for," siger borgmesteren til JydskeVestkysten.
Fra tid til anden deler han sine oplevelser med affaldssækken på Facebook. Se hans seneste opdateringer herunder:
Sidst opdateret: 01/08/2024 - 09:36












































