
Uge 41 danner rammen for den nationale motionsuge, hvor både børn og voksne skal have kroppen i bevægelse. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Flere kommuner går ind i nyt samarbejde med idrætsbevægelse
Seks kommuner er med i nyt samarbejde, der sikrer kommunerne økonomisk støtte til idrætsinitiativer, når Danmarks Motionsuge løber af stablen i oktober.
Udgivet: 01/08/2024
Når kalenderen skriver uge 41 er det tid til, at danskerne spænder løbeskoene og får bevæget kroppen. Ugen er nemlig den nationale motionsuge, hvor idræt er på dagsordenen for både folkeskoler og arbejdspladser landet over.
Seks kommuner har nu indgået et samarbejde med bevægelsen Danmarks Motionsuge, der betyder, at man nu får økonomisk støtte til at udvikle kommunale idrætsinitiativer, der skal skabe synlighed om kommunernes motionstilbud.
Det skriver Danmarks Motionsuge i en pressemeddelelse.
Kommunerne kan få 15.000 kroner i støtte til at skabe en lokal festival i motionsugens tegn, og der er også mulighed for et gensidigt kommunikativt samarbejder, der skal motivere både arrangører og borgere til at deltage i arrangementet.
"Danmarks Motionsuge er det nationale projekt med den lokale forankring. Det vil ofte være kommunen, der er den samlende og arrangerende kraft bag aktiviteterne, men det kan også være andre lokale aktører," siger leder af Danmarks Motionsuge Ricco Victor og fortæller, at man er åben for forskellige konstellationer, der kan skabe lokale aktiviteter i kommunerne.
Mere opmærksomhed på det aktive fællesskab
I samarbejdskommunen Viborg mener man, at det giver god mening for kommunen at koble sig på tilbuddet. Det siger sekretariatschef i Kultur og Udvikling Ole Brandt Pedersen i en pressemeddelelse:
"I det hele taget får vi under Danmarks Motionsuge mulighed for at bruge en landsdækkende kampagne som løftestang til at vise kommunens fantastiske tilbud frem og på den måde inspirere flere til et aktivt liv i fællesskab. I skoletiden, arbejdstiden såvel som i fritiden," siger han.
Også i Køge er man glad for samarbejdet.
"Vores mål er, at Danmarks Motionsuge skal skabe endnu større opmærksomhed omkring de mange gode muligheder, der findes for at blive en del af et godt og aktivt fællesskab i vores kommune," siger kommunens leder af kultur og idræt Katharina Thordis Raagaard.
Foruden Køge og Viborg har også Skive, Egedal, Slagelse og Varde Kommune valgt at samarbejde med Danmarks Motionsuge.
På Danmarks Motionsuges hjemmeside opfordres interesserede kommuner til at tage kontakt.
Om Danmarks Motionsuge
• Partnerskabet bag motionsugen består af Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidræt, Dansk Skoleidræt og den internationale breddeidrætsorganisation ISCA.
• Målet er at inspirere så mange som muligt til at bevæge sig og opleve de gode motionsfællesskaber i og efter uge 41.
• Arrangører af idræts- og motionsaktiviteter slår deres tilbud op på danmarksmotionsuge.dk
Sidst opdateret: 01/08/2024 - 11:08
Emner: Kultur













































