
Odense Kommune kan med Planklagenævnets afgørelse lukke en Hells Angels rockerborg i byen. Flere kommuner vil se i samme retning i forhold til de samlingssteder for rockere og bander, der er i deres kommuner. - Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Odense-tiltag kan danne skole for lukning af rockerborge i andre kommuner
Planklagenævnet gav for nylig Odense Kommune lov til at smide Hells Angels og andre bander ud af deres klubhuse. Det tænder håb i andre kommuner, der gerne tager ved lære fra Odense. 'Det er banebrydende,' lyder det fra en borgmester.
Udgivet: 24/06/2024
Der er for alvor dømt 'krig' mod rockerklubber og banders kendte tilholds- og forsamlingssteder.
I september sidste år lukkede Fyns Politi midlertidigt Hells Angels' klubhus i Odense og flere andre byer med rockerborge. I oktober forbød Odense Kommune Hells Angels at bruge den pågældende adresse som samlingssted i tre måneder, og i januar nedlagde Odense Kommune så et samlingsstedsforbud på ubestemt tid.
Den beslutning klagede Hells Angels over, og sagen blev derefter behandlet i Planklagenævnet. Beslutningen herfra i begyndelsen af juni var til kommunens fordel, da det blev vurderet, at klubhuset skabte utryghed i nærområdet blandt andet på baggrund af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) vurderede, at der er fare for angreb mod klubhuset.
Det betyder i praksis, at forbuddet fra oktober bruges til at lukke helt ned for Hells Angels' samlingssted.
Lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe
§1: Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at en ejendom anvendes som samlingssted for en bestemt gruppe, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.
Kilde: Retsinformation.dk
Den beslutning har skabt håb og tro på i andre kommuner om, at de kan bruge samme fremgangsmåder og lukke de samlingssteder permanent, som findes i deres kommuner. Det er en forhåbning, der er god grund til at have, mener Frederik Waage, professor i forfatningsret på Syddansk Universitet, der ifølge DR kalder afgørelsen for principiel, og derfor kan benyttes af andre kommuner.
"Afgørelsen kan få vidtrækkende betydning, idet den blandt andet vedrører grundlovens regel om forsamlingsfrihed. Det er nærliggende, at spørgsmålet vil blive indbragt for domstolene. Enten af Hells Angels overfor Odense Kommune eller af en anden rockergruppe overfor en anden kommune, hvis de står i samme situation som i sagen her."
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er glad for at kunne inspirere andre kommuner:
"Med Planklagenævnets afgørelse er jeg sikker på, at der også er andre, der er klar til at skride ind med det her forbud og få lukket ned for rockerborge flere steder i landet," siger han til DR.
Og i flere andre kommuner kigger man nu mod Odense Kommune for at finde inspiration til lignende tiltag i deres kommune.
"Vi synes, det er en rigtig interessant afgørelse i Odense, og vi bakker meget op om det arbejde, Odense Kommune har lavet. Jeg vil meget gerne foretage mig det samme," siger Lasse Frimand Jensen (S) til TV 2 Fyn.
I Tårnby Kommune har man tilholdssteder for både Hells Angels, Bandidos og Comanches, og borgmester Allan Andersen (S) har også bemærket afgørelsen fra Odense med stor interesse.
"Jeg tror, det kommer til at ændre rigtig meget, så jeg har anmodet min administration om at se på muligheden for, om vi ikke kan gøre det samme som i Odense," siger Allan Andersen (S) til DR.
Nyborg Kommunes borgmester Kenneth Muhs (V) stemmer i:
"Det, som Odense er lykkedes med, er banebrydende," siger borgmesteren til TV2 Fyn.
Sidst opdateret: 24/06/2024 - 10:19












































