På rådhuset i Ringkøbing har de åbne postlister trukket veksler på  sagsbehandlere, der har vurderet, om henvendelser til kommunen skal optages på postlisten. I to tilfælde er der lækket data på postlisten, og den risiko fjernes med afskaffelsen af postlisten.

På rådhuset i Ringkøbing har de åbne postlister trukket veksler på sagsbehandlere, der har vurderet, om henvendelser til kommunen skal optages på postlisten. I to tilfælde er der lækket data på postlisten, og den risiko fjernes med afskaffelsen af postlisten. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Politisk flertal lukker Ringkøbing-Skjerns åbne postlister efter datalæk

Endnu en kommune afskaffer adgang til postlister, som især lokale medier bruger som kilde til nyhedshistorier. Fire partier stemte imod beslutningen, der indskrænker den demokratiske transparens.

Udgivet: 24/06/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Byrådet i Ringkøbing-Skjern slukkede i sidste uge for den åbne postliste, der har givet offentligheden et indblik i kommunens kommunikation med omverdenen.

Åbne postlister er ikke et lovkrav, og mange andre kommuner er de senere år stoppet at bringe dem på deres hjemmesider.

I Ringkøbing-Skjern opvejede administrationen fordele og ulemper mod hinanden, inden byrådet droppede postlisten. Beskyttelse af persondata og effektivisering af arbejdsprocesser var blandt årsagerne til at indstille ordningen. Uden postlister er der ikke længere er risiko for datalæk på listerne, ligesom kommunen ikke skal bruges ressourcer på at ajourføre, vedligeholde og kontrollere den.

Efter to datalæk på postlisten det seneste år har man internt drøftet, om det er muligt at udvikle en robot, der med sikkerhed kan håndtere postlisten. Kommunens robotenhed har vurderet, at det ikke er muligt.

Robotter blev allerede anvendt til at generere postlisten. Det ene datalæk drejede sig om et forældrepar, der ønskede at benytte det kommunale tilbud om parterapi.

"En robot placerede forældrenes navne samt deres ønske om parterapi på postlisten," oplyser kommunen i sagsfremstillingen.

Med den hidtidige procedure har der været et snævert tidsrum på 45 minutter, hvor det var muligt at kontrollere, om der er fejl på postlisten.

Modstand i mindre partier

SF, Kristendemokraterne, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne stemte imod afskaffelsen.

"Nogle af SF's værdiord er åbenhed og transparens i demokratiet. I SF vil vi spille med helt åbne kort. Vi lever i et demokrati og skal turde vise, hvad vi laver," sagde Niels Rasmussen (SF) ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern på byrådsmødet, hvor de største partier lukkede postlisten.

Fik du læst?

Politikere dropper åbne postlister: Dårligt for demokratiet, mener kritiker

I forarbejdet til beslutningen om at afskaffe postlisten forhørte kommunen sig blandt nabokommunerne. I IT-fællesskabet, som Ringkøbing-Skjern Kommune tager del i, er det kun én (Skive) ud af de seks andre kommuner, der stadig stiller en postliste til rådighed for offentligheden. En anden rundspørge viste, at tre andre kommuner overvejer at nedlægge den.

Især de lokale journalister på Dagbladet Ringkøbing-Skjern har orienteret sig i postlisten. Kommunaldirektøren har talt med Dagbladets chefredaktør, som fortæller, at avisen flere gange ugentligt bruger postlisten til at finde historier.

Kommunen antager, at mediernes adgang til de åbne postlister reducerer antallet af bredt formulerede anmodninger om aktindsigt. Sammenhængen er dog ikke entydig. Emnerne på postlisterne er jævnligt beskrevet så kryptisk, at dette i sig selv fører til, at kommunen modtager anmodninger om aktindsigt.

Borgmester Hans Østergaard (V) tror ikke, at en fremtid uden postlisten vil føre til flere anmodninger om aktindsigt - og dermed øget administrativt pres.

”Administration har en opgave i at spare, hvor vi kan,” sagde han på byrådsmødet i sidste uge.

Byrådets beslutning trådte i kraft umiddelbart efter byrådsmødet, og de åbne postlister er nu fortid i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Sidst opdateret: 24/06/2024 - 10:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]