
Kulturministeren er skuffet over at Rudersdal-borgmester Anne Sofie Orth i forhold til Gl. Holtegaards underskud. - Foto: David Stjernholm/Gl. Holtegaard
Kunsthal kan koste kommune dyrt: Minister er "meget skuffet" over borgmester
Sidste vinter gav kulturministeren Rudersdal Kommune et tilbud om statsstøtte, hvis kommunen forpligter sig økonomisk til at drive kunstsamlingen på det konkurstruede Gl. Holtegaard videre. Nu er ministeren skuffet over ikke at have hørt fra kommunen.
Udgivet: 20/06/2024
Det kan blive en omkostningsrig affære, hvis Rudersdal Kommune skal overtage Gl. Holtegaard, der står til at gå fallit efter flere med underskud.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Tilbage i december sidste år tilbød kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), at staten kunne træde til med økonomisk hjælp, hvis kommunen vil videreføre kunsthallen, men han har endnu ikke fået en tilbagemelding fra Rudersdals borgmester Ann Sofie Orth (K).
Det får ham til at give udtryk for sin utilfredshed over for det sjællandske medie:
"Jeg er skuffet over, at hun blot har ladet den store udstrakte hånd, jeg som landets kulturminister har givet Rudersdal Kommune, hænge. Jeg har uden resultat spurgt, om vi kan drøfte en mulig løsning. Jeg er meget overrasket og samtidig meget skuffet," siger han.
Det er bygningen, der koster
Borgmesteren fortæller til Sjællandske Nyheder, at hun ikke har taget imod håndsrækningen endnu, fordi kommunen endnu ikke har det fulde overblik over situationen, og at det derfor ikke vil være muligt at give ministeren et seriøst oplæg. Hun giver samtidig udtryk for, at hun vil ringe til Jakob Engell-Schmidt og fortælle, at de endnu ikke har afklaring på hverken økonomi eller jura.
Ann Sofie Orth kalder ministerens interesse for Gl. Holtegaard prisværdig og siger videre, at det er godt, han kerer sig om det.
"Men vi ville sætte umådelig stor pris på, hvis ministerens interesse også omhandlede bygningen. Det er der, den store kulturarv er. Vi står dybest set med en regning, som handler om bygningen," siger hun.
Det vil koste 17 millioner kroner at få istandsat Gl. Holtegaard, og dertil skal lægges et beløb, som det vil koste at rive ladebygningen ned.
Ann Sofie Orth konkluderer, at kommunen skal af med mere end 50 millioner kroner, hvis den skal redde Gl. Holtegaard, og at der dertil skal lægges penge til driften. Et beløb hun kalder for "stort".
"Øvelsen er at sikre offentligheden adgang til Gl. Holtegaard, og den regning er meget stor. Når der er en afklaring, skal vi have en god, offentlig debat om, hvad vi skal med Gl. Holtegaard," siger hun.
Sidst opdateret: 21/06/2024 - 09:06












































