Jesper Kaas Schmidt (i midten) efterspurgte mere og hurtigere hjælp fra staten ved større miljøhændelser og satte blandt andet fokus på kravet om sikkerhedsstillelse, da Nordic Waste-erfaringerne blev sat til debat i Kommunernes Telt på Folkemødet.

Jesper Kaas Schmidt (i midten) efterspurgte mere og hurtigere hjælp fra staten ved større miljøhændelser og satte blandt andet fokus på kravet om sikkerhedsstillelse, da Nordic Waste-erfaringerne blev sat til debat i Kommunernes Telt på Folkemødet. - Foto: Jakob Nørmark

Ny udvikling i Nordic Waste: Slipper måske for millionregning

Er der værdier i grundejervirksomheden ved Nordic Waste, kan ansvaret for oprydningen ende med at overgå til Miljøstyrelsen. Dermed vil Randers Kommune slippe for at skulle betale, så længe der er værdier at hente ud af selskab. Sagen illustrerer problemer med lovkrav om sikkerhedsstillelse, mener kommunaldirektør.

Udgivet: 17/06/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Det er ikke mere end halvanden måned siden, at borgmester Torben Hansen (S) og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt tonede frem på skærmen og fortalte, at regningen efter Nordic Waste risikerede at gøre et stort indhug i kommunens kassebeholdning.

Nu kan der være godt nyt på vej for randrusianere.

Kommunen har lavet et udkast til en miljøskadeafgørelse, der er blevet sendt til DSH Recycling, grundejeren ved Nordic Waste, og det kan betyde, at myndighedsansvaret for oprydningen efter Nordic Waste falder tilbage til Miljøstyrelsen - og det kan - hvis det er muligt at trække penge ud af virksomheden - spare Randers Kommune for et stort millionbeløb.

Rejser kommunen krav for oprydningen hos DHS Recycling, så er det nemlig Miljøstyrelsen, der skal stille sikkerhed for det beløb, der skal betales af virksomheden.

Det skriver Randers Amtsavis.

"Hvis lovgivningen kommer ind over, så betyder det, at alle de udgifter, vi har i forbindelse med sagen fra nu og frem, det dækker virksomheden," siger Jesper Kaas Schmidt til avisen og fortæller, at de fremtidige udgifter ventes at ligge mellem 200 og 250 millioner kroner, som kommunen i teorien kan blive fri for at skulle betale.

Fik du læst?

Nordic Waste-regning kan sende Randers i minus: "Det er alle kommunaldirektørers skræk"

På Folkemødet kommenterede kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt lovgivningen, der har gjort det juridisk besværligt at få statslige myndigheder til at støtte kommunen økonomisk.

"Problemet med miljøskadeloven er, at der er et krav om sikkerhedsstillelse," siger han.

Afhænger af grundejers værdi

Det er ikke sikkert, at Randers kan se sig fri for hele regningen. Hvor meget Miljøstyrelsen kommer til at lægge ud for afhænger af værdierne i DHS Recycling, der er under rekonstruktion.

Til Randers Amtsavis fortæller Jesper Kaas Schmidt, at sagen vil ende tilbage i hænderne på Randers Kommune, hvis der ikke er værdier i selskabet. Hvor længe Miljøstyrelsen overtager ansvaret for oprydningen, er ligeledes betinget af mængden af værdi i selskabet.

"Og det kan jo være fra to dage til mange uger," siger kommunaldirektøren.

Før der kan komme en afgørelse fra Miljøstyrelsen, får virksomheden lejlighed til at komme med en kommentar.

"Nu har vi sendt den i høring. Når der så kommer nogle kommentarer fra virksomheden, så sender vi den videre til Miljøstyrelsen og beder dem komme med en bindende udtalelse. Den siger forhåbentlig, at de er enige med os, og så træffer vi en afgørelse om, om Miljøskadeloven går i anvendelse," siger Jesper Kaas Schmidt til avisen.

Staten burde have siddet med ved bordet

Sektoransvaret var til debat på Folkemødet fredag. Her forklarede Jesper Kaas Schmidt, at han undervejs kunne have ønsket mere direkte assistance fra statslige aktører, da kommunen fik overdraget ansvaret for at håndtere miljøkatastrofen i december.

"Jeg oplevede, at styrelser og departementer helt oppefra havde fået besked på, at de skulle tage telefonen, når vi ringede," fortæller Jesper Kaas Schmidt og tilføjer, at sektorafgrænsningerne imidlertid betød, at det var begrænset, hvordan de statslige myndigheder kunne yde støtte, da kommunen i vinter havde akut brug for hjælp.

"Men det havde været endnu bedre, hvis de sad med ved bordet".

Han fremhæver behovet for en national beredskabsplan, der kan tage hånd om sjældne hændelser i en skala, der for mindre kommuner havde været uoverkommelig.

"Vi skal kunne få noget mere hjælp og støtte fra statslige myndigheder i sådan en sag."

Under debatten påpegede Bent Ole Gram Mortensen, professor i erhvervsreguleringsret ved SDU, at det var et held, at jordskreddet indtraf i en af landets største kommuner. Og Nordic Waste-sagen understreger ifølge Bjarne Nigaard, sekretariatschef ved Danske Beredskaber, behovet for at forbedre samarbejdet, så man i stedet for at bruge kræfter på at diskutere, hvem der har ansvaret, koncentrerer sig om at løse opgaven.

"Vi har ikke sektorsamarbejde, når dem, der har ansvaret jævnfør lovgivningen, ikke leverer," fastslår Bjarne Nigaard.

På Folkemødet uddelte Randers Kommune en folder om konsekvenserne af miljøskandalen. Her angives det som det mest realistiske udfald, at kommunens samlede regning (fraregnet den del, der dækkes af staten) ender på cirka 370 millioner kroner. Det statslige tilskud på 195 millioner kroner ventes at være opbrugt ved udgangen af juni.

Sidst opdateret: 17/06/2024 - 07:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]