
Randers kan ende med et trecifret millionunderskud i kommunekassen som følge af Nordic Waste - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Nordic Waste-regning kan sende Randers i minus: "Det er alle kommunaldirektørers skræk"
Nordic Waste-håndteringen kan blive så dyr for Randers Kommune, at den ender med et trecifret millionunderskud i kommunekassen. Borgmester vil have ændret miljølovgivning, og får nu opbakning fra KL.
Udgivet: 25/04/2024
Regningen for Nordic Waste kan blive så høj, at den vil sende Randers Kommune under administration.
Sådan lød det fra kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, da han sammen med borgmester Torben Hansen (S) tonede frem på et pressemøde for at give status på Nordic Waste-sagen.
På pressemødet kom det frem, at Randers Kommune har brugt 254 millioner kroner på jordskredet indtil videre, og at man forventer at den samlede regning for Nordic Waste-indsatsen ender et sted mellem 486,2 og 663,4 millioner kroner.
"Prognosen viser, at kommunens kassebeholdning forventes alt andet lige at blive opbrugt et sted mellem medio 2026 og starten af 2028," siger Jesper Kaas Schmidt på pressemødet.
Kommunaldirektøren havde tager grafer med, der gav et indblik i, hvordan udgifterne kan ende med et sende kommunen i minus. Hovedscenariet er, at kommunen kommer til at mangle mellem 274 og 469 millioner kroner i budgettet, med et underskud på 370 millioner kroner som det mest realistiske bud.
"Det er alle kommunaldirektørers skræk. Jeg har været kommunaldirektør i tyve år og aldrig ønsket at kunne vise en sådan planche," siger han.
Miljøskadeloven skal laves om
Står det til Torben Hansen, så skal kommunerne i fremtiden beskyttes bedre mod at ende i en situation som Randers, hvor en virksomhed efterlader en milliondyr regning. Derfor vil han have miljølovgivningen lavet om.
"Det her kan ramme alle landets kommuner, og jeg tror ikke, at den miljølovgivning, vi har i dag, er tænkt til hændelser af den her størrelse," siger Torben Hansen, og fortæller at man vil tage emnet op gennem både kommunens selv og Kommunernes Landsforening.
Torsdag morgen har KL taget bolden op. I en pressemeddelse opfordrer foreningen til, at man får lukket det hul i lovgivningen, der har gjort det muligt for Randers at ende med en trecifret millionregning.
”Der har åbenbaret sig et kæmpe hul i miljøskadeloven, som ingen tidligere har været opmærksomme på. Det hul gør, at kommunerne risikerer at komme til at stå med hele den økonomiske risiko. Det vil unægtelig få den konsekvens, at man som kommune tænker sig om to gange, før man siger ja til at placere sådan en virksomhed inden for kommunegrænsen,” siger formand for KL's Klima- og Miljøudvalg Birgit S. Hansen i pressemeddelsen og fortsætter:
”Vi taler jo om regninger på trecifrede millionbeløb. Det vil påvirke den enkelte kommunens økonomi enormt hårdt og betyde, at der er velfærd, man ikke vil kunne levere til borgerne. Den risiko vil man nok nødigt løbe.”
Nordic Waste-sagen
Jordskreddet hos Nordic Waste i Ølst har kostet Randers Kommune millioner af kroner.
Folketinget har afsat 205 millioner kroner til at dække udgifterne, men det er langtfra nok, lyder budskabet fra kommunen på et pressemøde onsdag.
Her kan du få et overblik over forløbet:
19. december 2023 smed Nordic Waste håndklædet i ringen og overlod opgaven med at få et omfattende jordskred ved Ølst under kontrol til Randers Kommune.
22. januar blev Nordic Waste erklæret konkurs ved skifteretten i Randers.
Samme dag besøgte statsminister Mette Frederiksen (S) Nordic Waste i Ølst, hvor hun sagde, at Randers Kommune "står med en kæmpemæssig opgave, og den skal de ikke stå med alene. Derfor betragter vi det også som et nationalt anliggende," lød det fra statsministeren.
26. januar oplyste miljøminister Magnus Heunicke (S), at regeringen har sat Kammeradvokaten til at undersøge, om ledelsen eller andre bag virksomheden kan drages til ansvar økonomisk eller strafferetsligt.
30. januar konkluderede en advokatundersøgelse udført for Randers Kommune, at Nordic Waste ikke overholdt miljøgodkendelsen. Kommunen har på den baggrund politianmeldt virksomheden.
Efter konkursen i Nordic Waste afsatte Folketinget i februar 205 millioner kroner som garanti for Randers Kommune til at dække afværgeforanstaltninger i forbindelse med jordskreddet.
20. marts meddelte Kammeradvokaten, at DSH Recycling, der er søsterselskab til Nordic Waste og ejer grunden ved Ølst, kan drages til ansvar for jordskreddet ved Ølst.
Randers Kommune har rettet et krav mod både konkursboet efter Nordic Waste og mod DSH Recycling på 120 millioner kroner fra hver af de to virksomheder. Det skal dække kommunens udgifter fra december og frem til konkursen 22. januar.
19. april sagde Magnus Heunicke i et interview til DR, at Randers Kommune ikke skal forvente flere penge fra staten ud over de 205 millioner kroner, der allerede er afsat. Han afviser, at det er udtryk for løftebrud.
Kilder: Ritzau, DR, TV2 Østjylland.
Sidst opdateret: 25/04/2024 - 08:18












































