
Kommunerne mangler allerede i dag uddannede medarbejdere til ikke mindst pleje og omsorg til ældre og svage borgere. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Hver fjerde velfærdsjob bliver ikke besat i hovedstaden
Københavns Kommune har ligesom mange andre kommuner store udfordringer med at fastholde og rekruttere personale til de store velfærdsområder. Ny redegørelse viser, at der fortsat er behov for indsatser inden for daginstitutionsområdet, ældreplejen og hjælp til udsatte borgere.
Udgivet: 17/06/2024
Det er fortsat svært at rekruttere medarbejdere til daginstitutions- og ældreplejen i Købehavn, viser ny rapport.
Derfor har politikerne i borgerrepræsentationen fokus på at fastholde og rekruttere medarbejdere - som i de fleste andre kommuner i landet.
Sosu-medarbejdere, pædagoger og socialpædagoger er meget efterspurgte medarbejdere. Sidste år førte knap hver fjerde af Københavns Kommunes jobopslag ikke til en ansættelse, og Københavns Kommune forventer at stå overfor en betydelig mangel på velfærdsmedarbejdere i 2035. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Det er nogle af konklusionerne i den nye rapport Personalepolitisk Redegørelse 2024.
"Ligesom andre kommuner kæmper vi med at få vendt udviklingen, og der er behov for forskellige indsatser over flere år, for der findes ingen hurtig løsning. Men vi kan heldigvis også se gode tegn. Jeg glæder mig blandt andet. over, at vi har ansat flere elever, og jeg håber, at mange af dem vil fortsætte hos os, når de er færdiguddannede," siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
Personalepolitisk Redegørelse 2024 består af en hovedrapport, som fungerer som læsevejledning, med hovedkonklusioner fra de fire delrapporter.
Læs hele redegørelsen på Københavns Kommunes hjemmeside her:Afrapportering af Personalepolitisk Redegørelse 2024 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Delrapporterne i Personalepolitisk Redegørelse 2024
Delrapport 1 – Nøgletal for ansatte i Københavns Kommune, der tegner et tværgående billede af Københavns Kommunes ansatte samt rekrutteringssituationen. Her fremgår det bl.a., at 23 procent af kommunens jobopslag i 2023 ikke førte til en ansættelse. Det går dog også den rette vej på nogle områder. I det seneste år var der 29 ansøgere i gennemsnit til et jobopslag, og det er en stigning på 36 procent i forhold til året før, men dog fortsat et lavere niveau end i 2018. Antallet af elever ansat hos Københavns Kommune er også steget med 33 procent fra 2022 til 2023. Det skyldes blandt andet, at SOSU-elever over 25 år nu bliver tilbudt såkaldt voksenelevløn, som er markant højere end den ordinære elevløn.
Delrapport 2 – Udmøntning af midler til fastholdelse og rekruttering, der giver et opdateret overblik over udmøntningen af puljemidler afsat til fastholdelse og rekruttering på udvalgte velfærdsområder i Budget 2022, Budget 2023 og Budget 2024.
Delrapport 3 – Evaluering af lønpuljer, der undersøger, om udvalgte løninitiativer, som blev finansieret gennem puljemidlerne fra Budget 2022, har haft en positiv virkning på fastholdelsen af medarbejdere. Her fremgår det bl.a., at det ikke er på alle evaluerede fastholdelsestillæg, hvor man har kunnet måle en positiv effekt.
Delrapport 4 – Rekrutteringsfremskrivning på velfærdsområderne. Fremskrivningen estimerer, at kommunen kan forvente at stå overfor en betydelig mangel på arbejdskraft, og at udfordringen vil være størst blandt sosu-hjælpere og sosu-assistenter.
Sidst opdateret: 17/06/2024 - 10:42












































