
Debatten om fremtidens sundhedsvæsen med Sophie Løhde (V), tv., trak mange tilhørere til Kommunernes Telt. Hun blev af de øvrige paneldeltagere opfordret til at forbedre den nationale styring af sundhedsområdet. - Foto: Luna Skovhus
Løhde: Selvom alt ikke sprænges i luften, vil det stadig være en sundhedsreform
Bærer kommunerne, regionerne eller staten ansvaret for sundhedsvæsnet problemer? Dette bagudrettede spørgsmål kom til at fylde en del på folkemødedebat om sundhedsreformen. KL og praktiserende læger ønsker mere national styring.
Udgivet: 14/06/2024
To dage efter Sundhedsstrukturkommissionen præsenterede flere bud på organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen, mødtes regeringen og KL-topfolk på Folkemødet til en debat om det ansvarsområde, som kommunerne kan være på vej til at give delvist afkald på – sundheden.
Det skete i Kommunernes Telt, som er fyldt til bristepunktet. Hele panelet er enige om, at patienten/borgeren skal komme først - mens der er større uenighed om, hvem der har ansvaret for systemets nuværende problemer.
”Det største problem i vores sundhedsvæsen er, at vi har fokuseret rigtig meget på et sygehusvæsen – og et sygehusvæsen, der skulle være effektivt ud fra sygehusvæsnets egne logikker og ikke ud fra, hvordan man tilretter det til borgeren og patienten,” siger Sisse Marie Welling (SF), der er udvalgsformand i KL med sundhedsområdet som ressortansvar, i forsvarstalen for kommunerne som aktør.
I især to ud af tre modeller for fremtidens organisering af sundhedsvæsnet lægger kommissionen op til at fjerne store dele af sundheds- og ældreområdet fra kommunerne. Folkemødedebatten handler dog mindre om at fjerne opgaverne, da regeringen og kommunerne på lange stræk lader til at være enige.
”Jeg anerkender, det har en værdi, at der er nærhed i opgaveløsningen. Det er derfor, jeg tillod mig at sige, at jeg er meget skeptisk over for eksempelvis at flytte plejehjemmene fra kommunerne – hvad enten der skal være otte eller ti driftsorganisationer, eller staten skal til at levere madservice,” siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Hun klandrer kommunerne og regionerne for at gå for meget op i afregninger. Der er brug for et ”meget mere agilt system” med større incitamenter for at gøre det rigtige for borgerne, og det kan også ske inden for det etablerede system, bemærker Sophie Løhde.
”Vi er nødt til at lave et meget hårdere snit i forhold til, hvilke opgaver der skal ligge hvor. Og dermed også sikre, at det er borgernes hensyn, der kommer ført. Og det har ikke fungeret godt nok,” siger sundhedsministeren.
Nærhed og styring
At kommuner og regioner spilder tid og penge på at afklare, hvem der har ansvaret for hvilke patienter, kan langt hen ad vejen forklares med, at de nationale myndigheder ikke klart har afgrænset ansvarsområderne, mener KL. Omvendt henviser Sophie Løhde til, at det eksisterende afgrænsningscirkulære burde skabe klare rammer.
Hos KL mener man ikke, at staten kan fralægge sig ansvaret.
”Jeg synes, det er rigtig nemt at sige, at det er kommunernes og regionernes skyld. Vi er faktisk enige om, at vi vil have en løsning, men juristerne inde på Christiansborg har ikke gjort opgaven nemmere.”
”Når der er et skænderi om økonomi, kan det ikke nytte, at det tager Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsministeriet fire år til at tage stilling,” siger Sisse Marie Welling og tilføjer:
”Jeg tror godt, at man kan få en ensartet kvalitet ude i kommunerne, hvis man tør lave kvalitetsstandarder og også sender nogle penge efter den opgave.”
Også Praktiserende Lægers Organisation (PLO) efterspørger en reform med ”national styring, der sikrer ensartet kvalitet i hele landet”.
”Jeg vil virkelig bede om, at I laver en struktur, hvor I styrer det nationalt, og man udfører det lokalt i forhold til de særlige lokale udfordringer,” siger PLO-formand Jørgen Skadborg til ministeren.
Ja tak til national standard
En tilhører, der på et tidligere Folkemøde har hørt KL afvise nationale kvalitetsstandarder, fordi de griber ind i det kommunale selvstyre, spørger KL-formand Martin Damm, om det fortsat er kommunernes synspunkt.
”Nej, og det har vi sagt længe. Det er jo en betingelse for at kunne bedrive sundhedsopgaver, at man lever op til nogle nationale standarder. Det er indgangsbilletten,” fastslår KL-formanden.
Et af Martin Damms hovedbudskaber er, at en reform med fokus på nærhed skal forbedre den forebyggende indsats, så ”vi kan holde kronikere og alderssvækkede på benene bedst muligt, så de ikke skal ind på de specialiserede sygehuse”. Målet er at begrænse antallet af fuldtidspatienter.
”De er skævt fordelt ude i landet, så der kommer nogle kæmpeudfordringer,” siger Martin Damm.
Både han og Sophie Løhde viger uden om en direkte debat om, hvilken af kommissionens bud på forvaltningsmodeller der er bedst. Derimod opfordrer de til, at man retter opmærksomheden mod de tværgående anbefalinger, der blandt andet omhandler en ny geografisk fordeling af ressourcerne.
”Der er fordele og ulemper ved alle modellerne. Jeg håber, at vi i diskussionen får lagt modelræset lidt fra os, så vi kan diskutere de tværgående anbefalinger fra kommissionen, hvor ikke mindst almen praksis spiller en afgørende, central rolle. Set fra min stol vil det repræsentere en reform i reformen,” siger Sophie Løhde, der undervejs lægger afstand til de mest vidtgående idéer.
”Vi skal passe på med at vurdere en reform på, at hvis ikke det hele er sprængt i luften og fuldstændig forandret på den anden side, så har man ikke gennemført en sundhedsreform."
Mens sundhedsdebatten kører i kommunernes propfyldte telt, giver udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen - i vanlig tvetydig stil - sin mening til kende om kommissionens model.
"Nu ligger der tre bud, og jeg tror, at det ender med en fjerde løsning," sagde Moderaternes partileder på hovedscenen i Allinge.
Regeringen planlægger at fremlægge et udspil til en reform i august. I kommuner og regioner kan man godt forberede sig på, at fremtiden kommer til at byde på forandringer.
”Jeg har lyttet mig frem til, at der er en efterhånden sjælden enighed på Christiansborg om, at status quo ikke er en mulighed,” siger Sophie Løhde med debattens sidste bemærkning.
Sidst opdateret: 14/06/2024 - 09:44












































