I tre ud af fire kommuner er der blevet færre ansatte i administrationen
I tre ud fire kommuner var der i slutningen af 2023 færre ansatte til ledelse og administration set i forhold til indbyggertallet end året før. Se tallet for din kommune her.
Udgivet: 14/06/2024
Landets kommuner er godt på vej med at reducere den kommunale administration. Nye tal fra Indenrigsministeriet for årsværk til ledelse og administration viser, at antallet set i forhold til indbyggertallet er faldet i 2023 både set i forhold til året før og fem år tidligere.
Opgørelsen er netop opdateret med ultimo tal for 2023 i stedet for medio 2023, og dem har NB-Økonomi set nærmere på.
Efter at tallet har været omtrent uændret gennem de senere år, med lidt bevægelser op og ned mellem årene, er der for kommunerne samlet tale om et fald på 0,3 årsværk pr. 1000 indbyggere i forhold til 2022.
Og i 73 kommuner er niveauet lavere i 2023 end i 2022.
Selvom det først er for 2024, at kommunernes økonomi er blevet reduceret på baggrund af forudsætningen om administrative besparelser ifølge økonomiaftalen, er mange kommuner altså på forkant. Modsat staten, hvor antallet af administrative medarbejdere er blevet ved med at stige.
I hver fjerde kommune er der dog også blevet flere administrative medarbejdere, som du kan se af kortet herunder (artiklen fortsætter under kortet).
De største stigninger i antal administrative medarbejdere findes i kommuner, der ligger under landsgennemsnittet, for eksempel Stevns og Nordfyns kommuner.
Niveauet for antal administrative medarbejdere varierer nemlig væsentligt mellem kommunerne, som du kan se af nedenstående kort. I kommunerne med flest administrative medarbejdere i forhold til indbyggertallet er der mere end dobbelt så mange som i de kommuner, hvor der er færrest.
Der er dog også stor variation i rammevilkårene for kommunerne, og det tages der højde for i Indenrigs- og Sundhedsministeriets benchmark af de kommunale administrationsudgifter. Benchmarken går kun frem til 2022, men opdateres ifølge benchmarkingenhedens hjemmeside medio juni 2024, altså lige om lidt.
Benchmarkingenheden anvender en anden afgrænsning af administration end ovenfor, og der fås et lidt andet resultat for variationen, når der tages højde for rammevilkårene.
Afgrænsning af administrative årsværk i Kommunale Nøgletal og i Benchmarkingenhedens opgørelse
Administrationen er i de Kommunale Nøgletal opgjort ved den såkaldte personaledatametode, dvs. på baggrund af personalestatistik i modsætning til regnskabstal, og omfatter altså kun årsværk og ikke udgifter bogført som drift.
Personaledatametoden tager udgangspunkt i en række stillingsgrupper, der kan betegnes som administrative og/eller ledere, samt ansatte på hovedfunktion 6.45, som det fremgår af definitionen her:
http://budregn.im.dk/media/16435/kommunernes-administration-og-den-autoriserede-kontoplan.pdf.
I Benchmarkingenhedens opgørelse bruges kombinationsmetoden, hvor de administrative lønudgifter opgøres efter personaledatametoden kombineret med kommunernes centrale administrationsudgifter ud over løn.
Sidst opdateret: 14/06/2024 - 07:30
Temaer: Bureaukrati











































