Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister, vil frede blandt andet plejehjemmene i kommunerne, sagde hun til pressemødet, hvor Sundhedsstrukturkommissionen fremlagde sine anbefalinger.

Sophie Løhde, indenrigs- og sundhedsminister, vil frede blandt andet plejehjemmene i kommunerne, sagde hun til pressemødet, hvor Sundhedsstrukturkommissionen fremlagde sine anbefalinger. - Foto: Rikke Gundersen / NB-Ældre

Løhde punkterede straks den store revolution: Meget skal bevares sammen

Kommunerne kan ikke være helt sikre på, om de fortsat skal varetage ældreplejen og sygeplejen, men de to opgaver bliver højst sandsynligt ikke skilt ad. Og plejehjem og personlig pleje skal blive i kommunerne, lyder det fra sundhedsministeren.

Udgivet: 12/06/2024

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Ældreplejen og den almindelige sygepleje skal ikke skilles ad, lige meget hvilken model regeringen lægger sig fast på.

Sådan lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i et interview med NB-Ældre efter tirsdagens pressemøde i Holbæk, hvor Sundhedsstrukturkommissionen fremlagde sine anbefalinger.

“Personlig pleje og sygepleje kan ikke ses adskilt. For det er typisk forbundet med hinanden. Mange af dem, som leverer personlig pleje, leverer også sygepleje,” siger hun til NB-Ældre.

Der har været rejst en stor kritik af, at sundhedsdelen i ældrereformen ikke var integreret med ældreplejen, men med Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger har Jesper Fisker og co. forsøgt at integrere disse dele, lige meget hvilken model der vælges. Men om det bliver kommunerne, som skal varetage det, afhænger af, hvilken model politikerne vælger.

Fik du læst?

Overblik: Kommuner taber ansvar i to ud af tre modeller fra kommission

Akutsygeplejen kan blive flyttet

Sophie Løhde kan derimod ikke udelukke, at akutsygeplejen kan blive flyttet væk fra kommunerne, som kommissionen foreslår som en mulighed i alle tre modeller af en ny organisering på sundhedsområdet.

“Så er der andre dele af sygeplejen, bl.a. den akutte, som spiller en anden rolle, og som jeg synes, kommissionen har nogle interessante perspektiver omkring i forhold til den mere udgående del, herunder koblingen mellem almen praksis og sygehusniveau,” siger hun til NB-Ældre og ønsker ikke at uddybe yderligere.

Kommuner skal beholde plejehjemmene

Til pressemødet lagde ministeren op til at frede andre områder i kommunerne.

“Vi er åbne over for at se nærmere på, hvor forskellige opgaver kan placeres i en ny struktur. Men uden at foregribe regeringens kommende udspil til en sundhedsreform tør jeg godt sige, at vi har svært ved at se for os, at kommunerne ikke længere skal have ansvar for plejehjemmene, madservice, personlig pleje og andre helt borgernære opgaver på ældreområdet,” siger hun.

På den måde fik Sophie Løhde hurtigt markeret, at regeringen ikke er tilhænger af at gennemføre store samlinger af opgaver. Kommissionens rapport omtaler tre måder at koncentrere sundheds- og plejeansvaret, hvor den største opgavesamling ville betyde, at kommunerne skulle afgive 56-67 milliarder kroner - eller op til 20 procent af kommunernes samlede serviceudgifter.

Til NB-Ældre tilføjer Sophie Løhde, at hendes udmelding er et udtryk for regeringens syn på betydningen af nærhed

“Det, der er vigtigt for os som regering, er at styrke det nære sundhedsvæsen, så sundhedsvæsenet kommer tættere på borgeren, ikke længere væk fra borgeren,” siger hun.

Fik du læst?

KL-udvalgsformand: Det er en kommunalreform ad bagvejen

Sidst opdateret: 20/06/2024 - 10:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]