
Aalborg Kommune har over to omgange ulovligt betalt for velkomstreceptioner i forbindelse med 3F-kongresser i byen. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune betalte ulovligt for to store receptioner
I to omgange har Aalborg Kommune betalt for velkomstreceptioner i forbindelse med kongresser for fagforbundet 3F i kongrescenter. Det var ulovligt, lyder det nu fra Ankestyrelsen. "Ærgerligt for skatteborgerne," siger borgmester.
Udgivet: 10/06/2024
"Ankestyrelsen vurderer, at Aalborg Kommune har handlet i strid med lovgivningen ved at afholde udgifter til to receptioner for repræsentanter for fagforeningen 3F i forbindelse med fagforeningens årskongresser i Aalborg i henholdsvis 2016 og 2019."
Sådan skriver Ankestyrelsen i en afgørelse om ulovlig økonomisk støtte i forbindelse med årlige kongresser over to omgange for fagforbundet 3F i Aalborg Kongres & Kulturcenter.
Sagen fører tilbage til 2016 og 2019, hvor Aalborg Kommunes i to omgange har betalt for to receptioner med et beløb, der i alt løber op i en halv million kroner.
Pengene var betalt via kontoen for erhvervssamarbejde, som borgmesteren - dengang Thomas Kastrup-Larsen (S) - og den daværende kommunaldirektør rådede over i borgmesterens forvaltning, men det var ikke i orden, vurderer Ankestyrelsen altså.
Nordjyske kunne i 2022 afsløre flere sager, hvor pengene gled for let fra borgmesterkontoen eller eventmager Søren Thorsts repræsentationskonto. Men det sker ikke mere ifølge kommunens nuværende borgmester, Lasse Frimand Jensen (S).
"Reglerne for, hvad kommunerne må på det her område, ændrer sig hele tiden, men da Ankestyrelsen tog sagen op i 2022, besluttede vi allerede dengang, at den her type aktiviteter, dem skal vi ikke lave mere," siger han til Nordjyske og fortsætter:
"Der er ikke nogen, som er blevet snydt, men vi har brugt nogen penge, som ikke skulle være brugt, og det er selvfølgelig ærgerligt for skatteborgerne."
"Jeg synes, det er ærgerligt, at det viser sig, at vi har gjort noget, der ikke er lovligt. For vi bestræber os altid på at overholde loven," siger Lasse Frimand Jensen (S).
Ankestyrelsen begrunder konklusionen med, at hverken erhvervsfremmeloven eller kommunalfuldmagten giver kommuner hjemmel til at betale for denne type receptioner.
Receptionerne "anses ikke for at være støtte til den generelle erhvervsudvikling i kommunen," skriver tilsynet, der også "lægger vægt på, at kommunen ikke har godtgjort, at de lukkede arrangementer for medlemmer af 3F var erhvervsfremmeaktiviteter, der kunne bidrage til at understøtte den lokale erhvervsudvikling i lovens forstand," som det lyder i udtalelsen.
Kommunen har også været på kant med andre sager, hvor der blev brugt penge fra kommunekassen, som ikke var berettiget eller tvivlsomme.
Efter kendelsen fra Ankestyrelsen skal Aalborg Kommune inden for to måneder fremlægge en plan for, hvordan man vil forhindre, at noget sådan ikke sker i fremtiden.
Sidst opdateret: 10/06/2024 - 10:41












































