Blandt lejlighedskomplekser med gulblege mursten og symmetriske, grønne altankasser, finder man Åbenbar. På overfladen ligner det et klassisk brunt værtshus med mørkebrunt træmøblement og vægdekorationer, som ligner noget, der er blevet fisket op fra et loppemarked.

Men åbner du menukortet, så finder du ikke en oversigt over øl til lavpris. For i baren langes der lige så mange seasonal cocktails over disken som fadøl.

Og sidstnævnte er dyre – 52 kroner for en Tuborg.

Ved et bord sidder en af værtshusets stamgæster. 29-årige Laura Rosenvinge, der har været valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation siden 2017. 

Åbenbar repræsenterer for hende - forklarer hun til sidst, da vi gør os klar til at rejse os efter en times interview - en vision for fremtidens København: Et sted, hvor det brune værtshus møder den pæne cocktailbar - som byturens udgave af det blandede boligbyggeri, hvor direktørens datter leger med sosu-assistentens søn i baggården.  

”Jeg er rundet af at være fra en lille haveforening i Husum i et blandet område. Min skole var også blandet. Mine forældre er klassisk nutidig arbejderklasse, men jeg har aldrig manglet noget. Jeg har altid fået enormt meget kærlighed og styrke, og jeg tror, at det har gjort, at jeg er det sted, jeg er i dag,” siger hun og trækker op i blusen, så tatoveringen til ære for barndomsbyen, Husum, skrevet i tynde, sorte bogstaver, er synlig mod hendes maveskind. 

Et spørgsmål om elbiler

Haveforeningen, hvor Laura voksende op, ligger lige på grænsen til Tingbjerg. Det var her Laura voksede op, og det sted hendes politiske interesse tog sin begyndelse. Som barn så hun, hvordan Indre By og brokvarterene blomstrede op og summede af kulturliv, mens barndommens bydel forblev stillestående. 

”Det, der fik mig ind i politik, var jo, at jeg var fra en bydel, hvor jeg ikke følte, at folk anerkendte, at jeg overhovedet var fra København,” siger Laura, der vil beskrive sig selv som grænsende til en naturvinsdrikkende Københavner-stereotyp. 

De klare, gnistrende blå øjne er malet med en lyserød eyeliner, og hun er klædt i denimjakke. Når hun taler, hører man tydeligt tilhørsforholdet til hovedstaden i den flade dialekt.

”Jeg var så vred og indigneret over, at jeg ikke kunne se nogen udvikling dér, hvor jeg kom fra”

Det var til et kulturnatsarrangement på Christiansborg, på tærsklen til teenageårene, at Laura fik mulighed for at omsætte sin indignation til handling. Her stod partilederne klar til at møde borgerne, og den mulighed benyttede Laura og hendes mor sig af. Lauras mor havde instrueret hende i, at hun skulle stille det nøjagtigt samme spørgsmål til hver enkelt partileder om, hvordan man fik flere miljørigtige biler på vejene. 

”Jeg tror, at jeg så cute ud, så min mor sendte mig hen til dem. Og der var det Helle Thorning, der gav det bedste svar. Jeg kan helt tydeligt huske, at hun var meget interesseret i, hvad jeg mente. Hun endte med at spørge, om jeg ville være medlem af DSU,” siger hun og smiler bredt, som hun ofte gør, når hun fortæller.

Ikke længe efter kulturnatten modtog Laura en mail fra Helle Thornings sekretær, og sådan endte hun med at blive medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. 

”Jeg skal fandme ikke i karambolage med politiet”

Vejen fra ungdomspolitiker til politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus var ikke snorlige. 

Ungdomspolitikken bød på en masse nye venskaber, men også regler, som den temperamentsfulde teenage-Laura ikke brød sig om. Og da hun fik at vide, at hun ikke måtte stille op til DSU’s bestyrelse, fordi hun skulle på efterskole, ville hun ikke finde sig i det.  

”Jeg blev frustreret, fordi jeg havde så meget krudt i røven, over at jeg ikke kunne bestemme alting, tror jeg. Og så skiftede jeg til SUF og Enhedslisten,” fortæller hun.

Selvom Laura altid har været Helle Thorning-fan, er Enhedslistens daværende politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, højt på listen over politiske forbilleder.

“Jeg har altid været kæmpe Johanne-fan. Hun giver sig selv lov til at have den der sociale indignation, de der følelser. Det der med bare at tale lige ud af posen og give den fuld power. Jeg synes virkelig, at Johanne var en kæmpe inspiration," fortæller hun. 

Med sit store, lyse, skulderlange hår og livlige blå øjne er det nemt at se en smule lighed mellem de to kvinder. Og Laura er også ofte blevet spurgt om, hvorfor hun ikke er medlem af Enhedslisten i dag. 

For voksen-Laura handler det primært om fordelingspolitisk uenighed, men det var ikke pengepolitikken, der satte en stopper for teenageårenes korte flirten med Christiansborgs yderste venstrefløj:

"Jeg kan huske, at der var sådan en dag, hvor vi skulle sætte nogle klistermærker op. De bad mig sætte klistermærker op på en metrostation og sagde, at jeg skulle løbe, hvis politiet kom. Så kunne man høre politiet, og de var sådan: "løb, løb, løb!" Og så meldte jeg mig ud igen. Jeg skal fandme ikke i karambolage med politiet," fortæller hun. 

Der skulle gå et par år, før politik igen blev en del af hendes liv. Først da Helle Thorning tabte regeringsmagten, vendte Laura, en nu 17-årig gymnasieelev, tilbage til sit gamle parti. 

“Hvad fanden er Kronjylland?”

Det er velkendt, at det ikke er omkostningsfrit at være i politik, og at man sommetider må lægge både kommentarfelt og indbakke til kritik og hadefulde kommentarer. Særligt en befolkningsgruppe kan have svært ved at døje Laura Rosenvinge. 

“Jyder hader mig,” siger hun. 

“Det er, fordi jeg lavede et tweet på et tidspunkt, som mange jyder stadig kan huske, hvilket er sindssygt. Jeg skrev bare ‘hvad fanden er Kronjylland? Og hvad er chancen for, at jeg kan kalde Husum for Kronkøbenhavn?’ Det satte simpelthen et raserianfald i gang” 

Ofte minder hendes bedste ven Martin hende om, at hun skal tale pænt om Jylland, fordi hun jo også har brug for jyske tilflytteres stemmer. Og hun hilser da også tilflytterne velkommen. Selv kunne hun aldrig drømme om at bo i Jylland. Faktisk kunne hun ikke finde på at bo andre steder end i Københavns Kommune. 

“Jeg ved godt, at jeg er skrækkelig på den måde, men jeg anerkender også bare, hvordan jeg er, i stedet for at gå rundt og lade som om, jeg er glad for hele Danmark. Jeg har én interesse, og det er København. Og det gør mig til en god advokatør for byen”

Det var også et forsvar for byen, der sendte Laura ud i en regulær shitstorm i sommeren 2022. 

I debatindlægget  ‘Jeg er valgt for Socialdemokratiet i København. Men jeg er begyndt at overveje, om der er plads til mig i mit parti’, som blev bragt i Politiken, rejste hun kritik af det, som hun dengang kaldte Socialdemokratiets ‘antistorby-, antiidentitetspolitik og antiwokeness-understrøm’.

“Jeg følte, at man glemte, at Bispebjerg ville være den fattigste kommune, hvis man isolerede den, og så blev København alligevel altid fremstillet som forkælet og løgnagtig. Og så handlede det om, hvordan man taler om andre mennesker. Jeg synes nogle gange, at retorikken blev for hård. Det synes jeg stadig, den er i dag,” fortæller hun om debatindlægget. 

Laura har lært meget på det halvandet år, der er gået, siden hun endte i shitstormen. I dag ville hun gå til sine partifæller, før hun går i medierne med kritik. 

Og hun er heller ikke længere i tvivl om, at der er plads til hende i partiet. Det er pladsen til nuancerne og til at være uenige, som hun værdsætter. 

Selv er hun klar over, at hendes ‘københavner-wokeness’ ikke er alles kop te. 

“Jeg tror aldrig, at de vil indrømme det, men nogle af mine gamle DSU-venner synes, at jeg er helt vanvittig med alt det der ‘woke’, men de har jo kæmpe respekt for min kamp for det sociale område,” siger hun. 

Skrækkeligt at være et følelsesmenneske

Laura Rosenvinge beskriver sig som et følelsesmenneske. Det er følelserne, der driver hende i politik, og det, der er kernen i hendes socialdemokratisme. 

“Det er skrækkeligt. Det er jo det værste, man kan være som politiker, ikke?,” siger Laura med et smil.

Selvom følelsesmennesket ikke just er synonym med idéen om en klassisk politiker, er det den del af sig selv, som hun bruger, når hun tager beslutninger. Det er også følelserne, der somme tider får lov at blomstre, når hun skriver debatindlæg eller skal på talerstolen. 

“Jeg synes, det er enormt uretfærdigt, hvordan vi behandler vores svageste. Hver onsdag træner jeg nogle borgere med handicap i Fitness. Det gør jeg frivilligt, for jeg godt kan lide at være tæt på de mennesker, som jeg repræsenterer. Det er deres problemer, som jeg synes er vigtige,” fortæller hun. 

Arbejdet i Socialudvalget har en særlig plads i Lauras hjerte, men det har ikke altid været en dans på roser at gøre en forskel der. Det har, i hendes egne ord, krævet at hun udviklede teflon, når hun skulle læse alle de hårde sager, der kom op i udvalget. 

“Jeg fik tilknyttet en psykolog, som lavede supervision på mig, men jeg kan huske at jeg ofte lagde mig op og græd efter møderne. Til sidst lærte jeg det. Man vænner sig aldrig rigtig til det, men nu græder jeg ikke længere efter møderne” 

Kombinationen af hårde sager og mange arbejdstimer har kostet Laura et par omgange med stress, men i dag kan hun med stolthed sige, at hun ikke blev lagt ned en eneste gang i 2023.

“Det var et godt år,” siger hun, og forklarer at hun er kommet et sted hen, hvor hun har lært sig selv godt at kende. 

Nu ved hun, hvordan hun undgår at handle på følelserne, mens de stadig kan få plads, når hun skal forme sine holdninger.

Verdens bedste borgere

I slutningen af måneden fylder Laura Rosenvinge 30 år, og hun kan se tilbage på et årti, hvor det er lokalpolitikken, der har fyldt.

“Det har været nogle meget definerende år, som jeg har brugt i politik. For nylig havde jeg en fin samtale med en kollega om, hvordan det er enormt svært, når man skal sige farvel til det hele. Lige nu genopstiller jeg, men jeg har da haft overvejelser om, hvorvidt jeg skulle gøre det eller ej. Og i de overvejelser ligger også den enormt store del af min identitet, som politik er blevet. Jeg har været i politik gennem næsten alle mine 20’ere, og blandt mine venner har jeg været ‘Politiker-Laura’," fortæller hun. 

Om hendes 30’ere også skal være dedikeret til København, ved hun ikke endnu, men foreløbigt er hun ikke i tvivl om, at hun gerne tager fire år til på rådhuset. Der er stadig meget Laura gerne vil ændre på, og når det kommer til hendes vision for København, så er svaret klart: 

“Vi har et København, hvor man ikke skal kæmpe så meget for få den hjælp og de ydelser, man har ret til. Lige nu kæmper folk enormt meget for at få det, og hvis de ikke kæmper, får de det ikke. Økonomi skal ikke altid veje så tungt. Og så skal der være mere lighed mellem bydele. Det er pisse unfair, at der kan være så stor forskel mellem at være fra Husum og Indre by. Så vi skal kunne byudvikle hele byen,” siger hun.

"Fremtidens Danmark kræver, at der bor flere i storbyerne, for ellers kommer vi aldrig tæt på noget, der kan redde klimaet. Man bor bare mere bæredygtigt i byerne, og det er grundlæggende noget, vi er nødt til at indse".

Laura Rosenvinge prøver ikke at tænke på, at det politiske eventyr en dag får en ende, men hun har alligevel en idé om, hvad hun vil stå op til, når dagen kommer. 

“Nu har jeg ligesom læst statskundskab. Det er super dumt...”, starter hun ud med et ironisk grin, før hun skynder sig at tilføje:

“Der er ingenting i vejen med at være akademiker. Men.. Jeg har gået i lang tid og sagt, at jeg gerne vil være socialrådgiver, men jeg ved ikke, om jeg orker at læse en hel uddannelse til. Nu må vi se.” 

Om hvorvidt hun skulle vælge at blive i politik så længe, at hun en dag kan tage borgmesterkæden om halsen, tvivler hun på. 

“Det er jeg ikke kendt nok til,” siger kommunalpolitikeren og forklarer, at det nok vil kræve en periode på Christiansborg. 

Og selvom hun ikke vil afskrive muligheden for at tage en tur på den landspolitiske scene, så har hun svært ved at se det for sig. For det vil betyde, at hun ikke længere kan beskæftige sig med København, som hun gør i dag. 

“Jeg elsker den der helt konkrete måde at gøre en forskel for verdens bedste borgere, som er københavnerne”.