Venstres borgmesterkandidat havde økonomisk interesse i solcelleprojekt

Venstres borgmesterkandidat havde økonomisk interesse i solcelleprojekt - Foto: Frederikshavn Kommune

Borgmesterkandidats inhabilitet kan slå sag om solcellepark tilbage til start

Godkendelsen af en solcellepark risikerer at skulle gå om, fordi V-politiker og erhvervskvinde ikke informerede om sin inhabilitet i sagen. Hun siger selv, at det var en beklagelig fejl, men mailkorrespondance sår tvivl om forklaringen.

Udgivet: 04/06/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Da beslutningen om at sende en ny lokalplan, der skulle sikre opførelsen af en solcellepark på 29 hektar stor grund ejet af virksomheden Agrio Aps, i høring, skulle have grønt lys i Frederikshavn Byråd 1. november 2023, stemte Venstres nyudnævnte borgmesterkandidat Lone Haugaard for.

Der var bare den lille detalje, at hun selv ejer mellem 10 og 14,99 procent af virksomheden, der har økonomiske interesser på spil, og privat er gift med virksomhedens bestyrelsesformand Rasmus Haugaard. Dermed burde hun have erklæret sig inhabil i sagen.

Det får nu den konsekvens, at kommunaldirektør Thomas Eriksen har sat anlæggelsen af solcelleparken, der skulle give strøm til 7000 beboere i området, i bero.

Det skriver Nordjyske.

Sagens hovedperson, der ifølge avisen ejer mere end 50 ejendomme til en værdi af over 200 millioner kroner, fortæller selv, at hun ikke havde tænkt over, at hun var inhabil i sagen, hvor hun gennem sin investering i Agrio Aps stod til en milliongevinst. Hun forklarer til Nordjyske, at hun som mindretalsaktionær ikke bliver informeret om, hvad virksomheden køber og sælger.

"I den bedste af alle verdener er der ingen, der begår fejl. Men det gør vi alle," siger hun, da lokalmediet konfronterede hende med sagen

Hun forklarer til Nordjyske, at det var en forglemmelse.

Ved samme byrådsmøde havde der i minutterne op til beslutningen om solcelleparken været en anden sag på dagsordenen, hvor en af Lone Haugaards byrådskollegaer Tina Nymann (S) forlod salen grundet inhabilitet.

Lone Haugaards inhabilitet kan nu få den konsekvens, at sagen skal gå om. Det skal byrådet beslutte på et byrådsmøde i slutningen af juni. Udsigten til endnu engang at skulle bruge ressourcer på sagen er ikke noget, der begejstrer kommunaldirektøren.

"Jeg synes, at det er uheldigt. For alle parter. Det trækker ressourcer ud. Man skal reelt starte forfra. De ressourcer kunne vi godt have brugt på noget andet, skal jeg ikke sige det sådan," siger Thomas Eriksen til Nordjyske.

Mailkorrespondance sår tvivl om forklaring

På trods af Lone Haugaards egen forklaring om, at hun ikke var klar over, at hun var inhabil i sagen, er Nordjyske er kommet i besiddelse af en mailkorrespondance mellem borgmesterkandidaten og kommunaldirektøren fra februar sidste år, der viser, at hun var klar over at hun muligvis kunne være inhabil i sager grundet sit medejerskab af Agrio Aps.

I korrespondancen giver hun udtryk for, at hun ikke nødvendigvis selv altid er klar over, hvilken jord hun som aktionær i Agrio Aps kan være medejer af. Her svarer kommunaldirektøren, at det er hendes eget ansvar at være opmærksom på inhabilitet i sager, der behandles i byrådet.

Lone Haugaard henvender sig igen om ejerskabet af et jordstykke ved Riberholtvej og beder kommunaldirektøren sige til, hvis hun er inhabil i en sag. Kommunaldirektøren skriver, at han nok skal være opmærksom, men gentager, at ansvaret ligger hos hende.

Selv siger Lone Haugaard til Nordjyske, at mailkorrespondancen viser, at hun har forsøgt at undgå at ende i en inhabilitetssag, som den hun nu er endt i.

"Det er langt fra sagens omstændigheder. Med den juridiske baggrund, jeg har, regner jeg med, at det har en karakter, hvor det heller ikke administrativt bør have nogle konsekvenser. Altså i forhold til om sagen skal gå om," siger hun.

Thomas Eriksen har siden sagt til Nordjyske, at han mener, at han gav Lone Haugaard klar besked om hendes eget ansvar for at holde styr på sin habilitet i sager.

Fik du læst?

Efter sag om inhabilitet: Eks-borgmester manglede tilladelser til kyllingestalde

Sidst opdateret: 05/06/2024 - 21:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]