
Den udbredte bandekriminalitet i Odense Kommune anfører borgmester Peter Rahbæk Juel (S) som en medvirkende grund til, at han er klar til at slå hårdt ned over for advokatfirmaet Horten. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Kommune klar til at droppe advokatfirma efter dokumentar
Borgmester ønsker en "overordentlig god forklaring" fra advokatfirmaet Horten for at fortsætte samarbejde. Byrådsmedlemmer i flere andre kommuner har reageret på afsløringerne.
Udgivet: 29/05/2024
Odense Kommune er på baggrund af TV 2-dokumentarserien "Den sorte svane" klar til at suspendere samarbejdet med advokatfirmaet Horten.
I "Den sorte svane" kan man på optagelser lavet med skjult kamera blandt andet se den nu fyrede Horten-advokat Nicolai Dyhr holde møder med kriminelle og rådgive dem om svindel.
"Vi har brug for en overordentlig god forklaring fra Horten, og får vi ikke det, så vil vi suspendere samarbejdet med dem," siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til Ritzau.
"Vi er en by, der selv har haft store udfordringer med rocker- og bandekriminalitet, og vi vil ikke røre ved advokater, der har noget med det at gøre".
Peter Rahbæk Juel siger, at han i sin tid som borgmester har haft en fornemmelse af, at det, man ser ske i "Den sorte svane", har fundet sted i og omkring det kriminelle miljø i Odense.
"Så det at se det i levende billeder og lyd, det er jo som at se tæppet falde. Det går lige i kroppen på mig at se nogle af de bedst betalte advokater i Danmark sidde og - for at berige sig - lave hvidvask og forretninger for rocker- og bandekriminelle".
"Der er ikke noget godt at sige om den verden, og det er mig ubegribeligt, at det kan ske i et ellers så velrenommeret advokatfirma som Horten. Så nu holder vi dem ud i strakt arm, indtil vi får en forklaring," siger Odense-borgmesteren.
Odense Kommune er langtfra den eneste kommune, der har samarbejdet med Horten.
Tyndslidt tillid i København
Københavns Kommune har også gjort brug af advokatfirmaet, men samarbejdet skal op til revision, lød det tirsdag fra både sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) og Jens-Kristian Lütken (V), der er beskæftigelses- og integrationsborgmester.
"Når vi rådfører os med jurister, så er det et forhold baseret på tillid. Den tillid er tyndslidt, når vi har at gøre med et advokatfirma, som med den ene hånd rådgiver os omkring lovlighed og med den anden hånd rådgiver om, hvordan man som kriminel kan omgå loven," siger Jens-Kristian Lütken til TV2 Kosmopol.
Borgmesteren i nabokommunen Frederiksberg, hvor Horten for nylig blev tilknyttet som fast advokatfirma, hæfter sig ved, at partneren, der afsløres af TV2's skjulte optagelser, har forladt Horten.
"Firmaet vandt udbuddet fornyligt og overtog fra det tidligere firma Kammeradvokaten, og derfor vil min vurdering være, at man ikke kan gøre mere ved det, når den pågældende ikke er ansat mere," skriver Michael Vindfeldt (S) i en Facebook-kommentar, hvor han gør opmærksom på, at han ikke har set dokumentaren endnu.
Også i Gribskov Kommune ønsker byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen ifølge Netavisen.nu at få drøftet brugen af Horten i økonomiudvalget.
Direktør i Horten Anders Bager Jensen oplyser, at firmaets egne undersøgelser af forløbet med Nicolai Dyhr ikke er afsluttede.
"Vi tager henvendelserne fra vores klienter meget seriøst og har fuld forståelse for, hvis de har spørgsmål oven på vores tidligere partners uacceptable udtalelser i TV2’s udsendelse," siger direktøren i en skriftlig udtalelse til TV2.
/ritzau/jn
Sidst opdateret: 29/05/2024 - 15:36












































