
Økonomiprofessor Nina Smith, Gordon Ørskov Madsen fra Danmarks Lærerforening og KL's cheføkonom Morten Mandøe er blandt de 15 medlemmer i det nyetablerede forum om folkeskolens økonomi. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix; Martin Sylvest/Ritzau Scanpix; Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Skoleøkonomisk Forum ser dagens lys
15 medlemmer samles med målet om at udvikle varige løsninger på folkeskolens udfordringer.
Udgivet: 30/05/2024
Folkeskolens økonomiske udfordringer er omdrejningspunktet for en ny sammenslutning af eksperter og skoleaktører, der fremover vil mødes for at finde på de problemer, som disse år presser de kommunale skoler.
Initiativtageren til det nye samarbejdsforum, Skoleøkonomisk Forum, er Danmarks Lærerforening.
"Folkeskolen er en af vores vigtigste samfundsbærende institutioner, og det er helt afgørende for Danmark, at vi har en stærk og økonomisk bæredygtig folkeskole," siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, i en pressemeddelelse.
"Men disse år står skolerne over for nogle store, strukturelle udfordringer. Disse udfordringer ønsker vi med oprettelsen af Skoleøkonomisk Forum at drøfte med nogle af landets fremmeste eksperter med henblik på at udfordre og inspirere samt udvikle varige løsninger i fællesskab.”
Lærerforeningen oplyser, at forummets 15 medlemmer vil have særligt fokus på væksten i udgifterne til specialområdet og konsekvenserne for normalområdets økonomi. Kredsen af deltagere er "forenet i en interesse for kommunernes vilkår for at drive skole, herunder ledelsens og medarbejdernes vilkår og kompetencer og anvendelsen af ressourcer på skolerne," skriver initiativtagerne.
Økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Nina Smith er en af deltagerne. Hun fremhæver, at folkeskolen disse år både er udsat for et forventningspres udefra og et økonomisk pres.
"Det er afgørende, at folkeskolen fortsat er den samlende samfundsinstitution, der kan rumme alle elever fra alle samfundslag. Det er ikke nogen selvfølge, at det bliver sådan i fremtiden. Derfor vil jeg gerne deltage i Skoleøkonomisk Forum og bidrage til diskussionen om, hvordan udfordringerne for folkeskolen kan løses," siger Nina Smith i en pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening.
Blandt medlemmerne er også cheføkonom i KL Morten Mandøe og stadsdirektør i Aarhus Kommune Martin Østergaard.
De 15 medlemmer af Skoleøkonomisk Forum
De 15 medlemmer af Skoleøkonomisk Forum er:
Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef ved VIA University College
Anne Vang, rektor på Københavns Professionshøjskole
Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen
Claus Rosenkrands Olsen, uddannelseschef i Dansk Erhverv
Ellen Trane Nørby, fhv. undervisningsminister
Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening
Klaus Majgaard, rådgiver i offentlig ledelse og styring
Martin Østergaard, stadsdirektør i Aarhus Kommune
Mikkel Haarder, underdirektør i Dansk Industri
Morten Mandøe, cheføkonom i KL
Nina Smith, professor ved institut for Økonomi på Aarhus Universitet
Per B. Christensen, formand for Danske Professionshøjskoler
Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.
Pia Gjellerup, direktør i Center for offentlig-privat innovation
Torben Tranæs, forskningsdirektør hos VIVE
Sidst opdateret: 29/05/2024 - 17:17












































