Borgmestre har flere punkter, som de gerne ser som en del af den nye økonomiaftale, der lige nu forhandles i finansministeriet.

Borgmestre har flere punkter, som de gerne ser som en del af den nye økonomiaftale, der lige nu forhandles i finansministeriet. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Borgmestre før økonomiaftale: "Vi er et velfærdssamfund, og det skal alle kunne mærke"

Kommunerne skal ikke snydes for at mærke, at det økonomiske råderum er vokset, mener borgmestre. I Haderslev og Nyborg vil man have udvidet anlægsrammen og adgang til at forbedre den kommunale service.

Udgivet: 29/05/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

I de sidste majdage forhandles en ny økonomiaftale for kommuner og regioner på plads i finansministeriet. For kommunerne betyder det, at der snart vil komme klarhed over, hvad de har at arbejde med, når der skal budgetteres for 2025.

NB-Kommune har talt med flere borgmestre om, hvad der står på deres ønskeliste. I går kunne man læse om Ærøs Peter Hansted (S) og Morsøs Hans Ejner Bertelsen (V), der drømte om en større særtilskudspulje. Sidstnævnte kunne fortælle, at han gerne ser, at kommunerne bliver tilgodeset med nogle af de ekstra penge, som finansminister Nicolai Wammen (S) med 'jævne mellemrum' finder i det økonomiske råderum.

Det udsagn giver genklang hos Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V). Han mener, at det bør være et udgangspunkt for forhandlinger, at den opjustering, der er i dansk økonomi, skal kunne ses i økonomiaftalen.

"Det råderum, der er større, end man hidtil havde troet, skal omsættes, så vi også kan mærke det i kommunerne," siger han til NB-Kommune og fortæller, at han har en forventning om, at man skal kunne mærke opjusteringen på den nære velfærd.

Det er en holdning, der går igen hos hans parti- og borgmesterkollega i Haderslev Mads Skau.

"Vi er et velfærdssamfund, og det skal alle kunne mærke," siger han til NB-Kommune.

Fik du læst?

Udkantsborgmestre: Forhøj 'livsnødvendig' særtilskudspulje

Sprængte servicerammer

I Haderslev har man penge og kan afdrage på kommunens gæld, fortæller Mads Skau. Det er ikke på den generelle økonomi, at kommunen oplever udfordringer. Derimod er både service- og anlægsrammen snærende bånd, som begrænser byrådets handlemuligheder, og som gør det svært forklare befolkningen, hvorfor politikerne ikke kan indfri deres forventninger.

"Vores udfordring er, at vi skal bryde rammerne. Og så går det ud over de andre kommuner, og det er vi ikke meget for. Så derfor bliver vi nødt til at holde os inden for de rammer, der nu er," siger han.

"Det bliver svært at forklare befolkningen, hvorfor vi ikke bare kan løfte folkeskolen, når vi bliver ved med at snakke om det."

Anlæg får også et par ord med fra Nyborg:

"Vi kunne også tale om anlægsniveauer på klima og hele miljødelen. Vi har nogle enormt store opgaver, som vi står overfor og skal løfte. Det kræver også, at vi har et grundlag for at gøre det," siger Kenneth Muhs, der oplever, at det i hans kommune især er det specialiserede socialområde, der udsulter budgetterne.

Derfor har Kenneth Muhs også et klart budskab om, hvad der er det vigtigste økonomiaftalen skal indeholde:

"Der er jo rigtig mange områder, jeg kunne slå ned på, men det er altså den nære velfærd, det er det specialiserede socialområde, det er det demografiske pres, som for mig er hovedelementerne i det, en aftale skal indeholde."

Sidst opdateret: 29/05/2024 - 10:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]