
Borgmester er klar til kønsligestilling i direktionen - det fylder rigtig meget for os
Fremover skal der være mere fokus på en lige kønsfordeling på direktions- og chefniveau i Svendborg Kommune, siger borgmester Bo Hansen.
Udgivet: 27/05/2024
Sidste år udgav Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner et inspirationskatalog, 'Kønsbalance i ledelse' med undertitlen 'Fællesoffentligt inspirationskatalog til at fremme en ligelig kønssammensætning blandt øverste ledelsesniveauer.'
Og det er den politiske ledelse i Svendborg Kommune med på - og vil efterleve fremover. Det skriver Fyns Amts Avis.
Reglerne om, at landets kommuner nu skal sætte mål for kønssammensætning i direktionen og årligt indberette data for deres nuværende kønssammensætning er ifølge borgmester Bo Hansen (S) et fuldt forståeligt tiltag.
Direktionen i Svendborg Kommune anbefaler derfor nu, at kønssammensætningen i direktionen i fremtiden er repræsenteret med en andel på mindst 40 procent. Det betyder i praksis, at der skal være to mænd og to kvinder i de fire direktørstole.
"Når man har en topledelse på fire mennesker, kan det være supersvært, at det altid ender to og to. Men det her fylder rigtig, rigtig meget for os, og det er noget, vi sigter efter, siger Bo Hansen til Fyns Amts Avis.
I dag består direktionen i Svendborg Kommune af tre mandlige direktører og en enkelt kvinde. Bo Hansen forklarer, at målet skal realiseres gennem fremtidig rekruttering, når der i fremtiden bliver slået en direktørstilling op - og det går begge veje.
"Hvis vi i fremtiden finder ansøgere med lige kvalifikationer, vil kønnet også vægte. Du skal også høre mig sige, at hvis et menneske er klart bedre end et andet, er det altså ikke sådan, at vi siger, at det absolut skal være det køn, der er i undertal. Fornuften og det rationelle bor her endnu, men det her er noget, vi skal være opmærksomme på," siger Bo Hansen til Fyns Amts Avis.
Chefniveauet under direktionen tæller lige nu i alt 14 chefer - syv mænd og syv kvinder. Kigger man på de forskellige områder, er der for eksempel på børne-, social- og ældreområdet otte chefer i alt, hvor syv af dem er kvinder.
Sidst opdateret: 27/05/2024 - 10:21












































