
Karsten Längerich (V) har været borgmester i Allerød Kommune siden 2018, hvor han som nyvalgt var i stand til at samle flertal bag sig. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Allerød-borgmester om stop: Detaillovgivning er blevet mere belastende
Oplevelsen af et indskrænket handlerum i kommunerne spiller ind på V-borgmesters beslutning. Han ønsker fortsat at arbejde med kommunerne, når erhvervskarrieren genoptages i 2026.
Udgivet: 08/05/2024
Tirsdag meddelte Karsten Längerich (V), at han ikke vil være borgmester i Allerød Kommune efter næste kommunalvalg.
Den 53-årige borgmester gennem godt seks år har lyst til at trække sin erhvervskarriere i en ny retning, mens han stadig har alderen til det. Og den jobmæssige fremtid kan meget vel ligge i relation til kommunerne, forklarer han i et interview med Sjællandske Nyheder.
"Jeg har en kærlighed til kommunerne og vil gerne arbejde med dem fremover. Præcis hvordan ved jeg ikke endnu. Det er først om to år," siger Karsten Längerich, der er uddannet økonom og skrev afsluttende opgave på studiet om kommunaløkonomi.
Som borgmester har han mange gange efterlyst flere penge til det specialiserede socialområde og handling fra politikerne på Christiansborg.
"Der skal flere penge i økonomiaftalen, og så skal der lovændringer med. Udgifterne stiger med 1,5 mia. kr., og hvis ikke indholdet i lovgivningen, specielt på botilbudsområdet, følger med, så falder det til jorden," sagde han i sidste uge til NB-Økonomi som reaktion på handicapaftalen.
Problematisk detaillovgivning
Generelt har han gennem årene oplevet, at kommunernes handlerum er blevet indskrænket, og denne udvikling bekymrer ham:
"Detaillovgivningen fra Christiansborg bliver mere og mere belastende, og vores handlerum i hverdagen bliver mere og mere begrænset. Det er frustrerende at opleve og spiller også ind på min beslutning. Der er jeg bekymret for det kommende byråd, for kommunerne bliver mere og mere nogle, der blot forvalter lovgivningen," siger Karsten Längerich til Sjællandske Nyheder.
En medvirkende årsag til hans beslutning om at stoppe er, at borgmesterjobbet tærer på kræfterne. Selvom Allerød Kommune er en af landets mest privilegerede kommuner, hvad angår borgernes socioøkonomiske sammensætning, har Karsten Längerich også fået erfaring med tunge borgersager.
"Det her er en kommune, hvor mange har det godt, men der er også nogle svære skæbner, som du skal prøve at hjælpe, og forhåbentlig har jeg hjulpet nogle, men det er svært ikke at tage de sager med hjem," siger han.
I interviewet slår Längerich fast, at det ikke er hans plan at overlade borgmesterposten til en partikollega før tid. Han finder det mest reelt, at skiftet sker efter kommunalvalget. Endnu har han ikke taget stilling til, om han vil genopstille som menigt byrådsmedlem i den nordsjællandske kommune.
Sidst opdateret: 08/05/2024 - 12:49












































