
Birgit S. Hansen mener ikke, at hun traf nogen afgørelse på egen hånd, da hun over for ledelsen af Frederikshavn Havn slog fast, at kommunen ønsker at beholde arealerne. "Det korte svar: nej til salg", indledte hun sin mail fra 17. november 2022. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Birgit S. Hansen: Lad Ankestyrelsen undersøge afvisningen af havnesalg
Borgmester beskyldes for at handle ulovligt i havnesag, da hendes afvisning af et muligt frasalg af havnearealer skete uden politisk behandling. Nu foreslår hun at lade Ankestyrelsens tilsyn tage stilling til, om hun handlede korrekt.
Udgivet: 02/05/2024
Birgit S. Hansen opfordrer nu sine politiske kolleger i Frederikshavn til at oversende sagen om hendes afvisning af salg af havnearealer til Ankestyrelsens tilsyn.
Tidligere på ugen klandrede havnens tidligere bestyrelsesformand borgmesteren for egenhændigt at have afvist et købstilbud for dele af gældstyngede Frederikshavn Havn, der i sidste uge blev omdannet til en kommunal havn.
Professor i forvaltningsret Sten Bønsing vurderede i Nordjyske, at Birgit S. Hansen handlede ulovligt ved ikke at inddrage økonomiudvalget, da havnens ledelse præsenterede hende for en konkret salgsmulighed af to arealer på havnen.
Birgit S. Hansen har forsvaret sig med, at hun uformelt involverede andre medlemmer af Økonomiudvalget, inden hun fastslog, at kommunen ikke havde til sinds at frasælge arealer.
"Det er rigtig vigtigt at sige, at jeg ikke træffer nogen afgørelse. Jeg sonderer og siger til ledelsen, at det kommer I nok ikke igennem med," siger hun til TV2 Nord.
Hvis tilsynet afgør, at hun handlede forkert, vil hun tage ved lære af det, fortæller hun til TV2 Nord.
"Hvis jeg efter ti år som borgmester har lavet en fodfejl, så må jeg sige undskyld og æde den," siger den socialdemokratiske stemmesluger.
Save gren over
Hun forklarer, at hun var imod at frasælge arealerne, da de potentielle indtægter - som ifølge Nordjyskes oplysninger ville blive cirka 90 millioner kroner - ville gå til at afvikle gæld. Salget ville i borgmesterens optik gøre det vanskeligere at udvikle havnen, da den ville gå glip af lejeindtægter, der er med til at holde hånden under driften. Man "ville save den gren over, som man selv sidder på", bemærker hun.
Ifølge regionalstationen hilser flere byrådspolitikere en undersøgelse velkommen. Nordjyske skrev onsdag, at fire byrådsmedlemmer fra V og DF ikke mindedes at være blevet inddraget, men kun en af disse havde plads i økonomiudvalget. Over for TV2 Nord bekræfter 2. viceborgmester John Lamp Henriksen (K) derimod, at han blev spurgt til råds i november 2022, inden S-borgmesteren svarede havnens bestyrelsesformand. Han støtter idéen om at inddrage Ankestyrelsens tilsyn.
Det ligger fast, at salgsmuligheden ikke har indgået som et punkt på nogen politiske møder. Dagen inden borgmesterens afvisning over mail deltog havnens daværende formand og direktør på et økonomiudvalgsmøde, hvor gæsterne ifølge repræsentanterne fra V og K ikke fortalte om deres planer om at sælge arealer, skriver TV2 Nord.
Økonomiudvalget og byrådet skal den kommende tid behandle sagen om en involvering af Ankestyrelsen. Frederikshavn Havn var indtil i sidste uge en kommunal selvstyrehavn, men på grund af den kritiske økonomiske situation er havnen ført tilbage til kommunen.
Sidst opdateret: 02/05/2024 - 10:23












































