Afgørende indeks illustrerer polariseringen omkring de store byer

Storbyernes relative placering på det socioøkonomiske indeks har ændret sig markant de seneste år, mens udgiftsbehovet vokser i en bestemt type kommuner. Se udviklingen i alle kommuner siden 2014 - og siden udligningsreformen i 2021.

Udgivet: 14/03/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

NB-Kommune sætter med jævne mellemrum fokus på, hvordan sociale og økonomiske forhold langsomt ændrer sig i Danmark - i artikler om enlige forsørgere, boligpriser, pendlingsafstand, beskæftigelsesudvikling, modtagere af kontanthjælp, andelen af udlændinge og så videre.

Ganske ofte er det de samme kommuner, der er blå eller røde i vores kort på tværs af kategorier. En genvej til at få et helikopterbillede af, hvordan balancen i landet har udviklet sig de seneste ti år, kan man få ved at bruge det socioøkonomiske indeks, som Indenrigsministeriet udarbejder en gang om året ud fra 18 kriterier.

Indekset er samtidig af konkret relevans for kommunernes økonomi, da det er en af ingredienserne i den evigt omdiskuterede kommunale udligning.

Siden 2014 er det især i kommunerne omkring de store byer, at befolkningens socioøkonomi er forbedret. Den største positive ændring tegner Københavns Kommune sig for med et spring fra 1,24 i 2014 til 1,04 i 2024 - ja, faktisk er den sociale transformation i hovedstaden endnu mere udtalt, for i 2007 var indekset 1,44, hvilket karakteriserer en befolkning, der på socialt og økonomisk halter relativt langt efter gennemsnittet.

I Frederiksberg og Aarhus har indeksscoren også taget et dyk på henholdsvis -0,14 og -0,10 de seneste ti år.

I en række kommuner med høj privat velstand nord for København har også fået en relativt bedre socioøkonomi siden 2014 - for eksempel Rudersdal, Furesø, Gentofte og Lyngby-Taarbæk. Befolkningens beskæftigelse fylder meget i indekset, så den tiårige udvikling afspejler i høj grad, hvor i landet rammebetingelserne på jobmarkedet er forbedret.

Højere indekstal

De kommuner, hvor udviklingen på indekset er gået den modsatte vej, ligger typisk lidt på afstand af vækstcentrene, uden at de kan siges at høre til den traditionelle kreds af meget udfordrede yderkommuner.

Randers, Billund, Næstved, Assens, Nordfyns, Sorø og Skive kommuner er for eksempel gået fra at have en socioøkonomisk profil, der var mere gunstig end landsgennemsnittet, til at have en indeksscore over 1,0.

En værdi over 1 betyder, at kommunen har et større udgiftsbehov relativt til gennemsnittet af kommunerne, mens en værdi under 1 indebærer et lavere udgiftsbehov end gennemsnittet.

En oversigt over kommunernes placering på det socioøkonomiske indeks i 2024 kan findes i denne artikel.

Databrud med reform

Undervejs i perioden gennemførte Folketinget reformen af den kommunale udligning, som har ændret på opgørelsen af det socioøkonomiske indeks. Derfor er der et databrud i 2020-21, som man skal have for øje.

Mange steder i landet er tendensen den samme, før og efter kriterierne og vægtningen i indekset blev lavet om, men i nogle kommuner skabte databruddet større spring, som også fik indvirkning på kommunens indtægter.

I Randers, Kalundborg, Odsherred, Brønderslev, Jammerbugt og Assens steg indeksscoren med mellem 0,07 og 0,1 point fra 2020 til 2021.

Omvendt var der i yderkommuner som Lemvig, Lolland, Morsø, Skive og Bornholm samt bykommuner Frederiksberg og Gentofte markante fald i placeringen på det socioøkonomiske indeks, året efter kriterierne blev justeret.

Når man kigger på udviklingen de seneste tre år, hvor Christiansborg ikke har skruet på kriterierne, udmærker Brøndby og Høje-Taastrup kommuner sig. Det socioøkonomiske indeks i de to tilflyttermagneter er faldet med 0,09 og 0,06. Også Frederiksberg, Roskilde, Horsens og Helsingør har taget et ryk nedad på minimum 0,03.

Frederikshavn, Skive, Norddjurs og Lolland indtager placeringerne i den røde ende af skalaen med et stigende socioøkonomisk indeks siden 2021 på 0,04.

Løbende til debat

Sammensætningen af det socioøkonomiske indeks udsættes løbende for kritik. Udligningssystemet er for eksempel ikke i stand til at fange ændringer i udgifter til for eksempel senior- og førtidspension, skrev NB-Økonomi i januar.

Herunder kan man se, hvilke kriterier der i overskriftsform indgår i indekset, deres vægtning, samt hvilke ændringer Folketinget lavede med udligningsreformen, der trådte i kraft i 2021.

Her i regneeksemplet for Haderslev Kommune i 2024 kan man se, hvordan Indenrigsministeriet udfører beregningen af indekset. Antallet af personer, der lever op til kriterierne i kommunen, sættes i forhold til antallet på landsplan, og forholdstallene for alle parametre lægges sammen tid sidst.

Fik du læst?

Se din kommunes placering i det socioøkonomiske indeks for 2024

Sidst opdateret: 14/03/2024 - 13:04

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]