
Der er flest kvindelige byrådsmedlemmer og borgmestre i Østdanmark. - Foto: NB-Kommune
Stor forskel på kommunerne: Sådan går det med kvindelig repræsentation i kommunalpolitik
Trods en støt stigende andel af kvinder i landets byråd er kønsfordelingen i byrådssalen stadig langtfra lige. Se, hvordan den kommunalpolitiske ligestilling har udviklet sig siden kommunesammenlægningen i din kommune.
Udgivet: 08/03/2024
Da Gerda Mundt i 1909 opnåede valg til Lyngby Sogneråd, blev hun den første kvinde i kommunalpolitik.
115 år senere er der ni kvinder i Lyngby-Taarbæks kommunalbestyrelse. Det svarer til knap 43 procent af medlemmerne, hvilket giver Lyngby-Taarbæk en plads blandt de 25 kommuner, der har den største andel af kvindelige byrådsmedlemmer.
I dag, 8. marts, fejres kvindernes internationale kampdag, og det giver anledning til at gøre status over, hvordan det går med kvindelig repræsentation i kommunalpolitik.
Rettelse: Der var ved publicering en fejl i kortet, så procentandelen i 2021 stod skrevet forkert, mens farvelægningen var korrekt. Det er nu rettet søn. kl. 14.45.
Der er sket meget siden Gerda Mundts tid. Andelen af kvinder i byråd har været støt stigende de seneste år, og i fem kommuner udgør kvinder over halvdelen af de folkevalgte.
Gladsaxe ligger i top med hele 64 procent kvinder i byrådet, mens kvindernes også er i flertal i Gentofte, København, Rødovre og Frederiksberg.
På landsplan udgør kvinder lidt over en tredjedel af byrådsmedlemmer, mens der er 15 kommuner, hvor under en fjerdedel af byrådsmedlemmerne er kvinder.
Her skiller Læsø sig ud. Når landets mindste kommunalbestyrelse samles, er der ikke være en eneste kvinde at finde blandt de ni medlemmer.
Kvindernes manglende repræsentation kan spores tilbage til stemmesedlen. 34 procent af kandidaterne i 2021 var kvinder, så valgresultatet flugter meget godt med opstillingslisten.
Færre end hver fjerde borgmester
Kvindernes andel af borgmesterposterne er lavere end deres andel af byrådspladserne. I 22 af landets kommuner er det en kvinde, der har borgmesterkæden, efter at Marianne Bredal (V) før jul blev indsat som ny borgmester i Struer Kommune. Det er ny rekord. Og der er der tale om en klar stigning fra før kommunalvalget i 2021, hvor antallet lå på 13.
Bor man øst for Storebælt er der større sandsynlighed for, at det er en kvinde der sidder for bordenden i det lokale byråd. 15 af landets kvindelige borgmestre er nemlig at finde på Sjælland.
Anderledes ser det ud mod vest. Ud af Jyllands 42 borgmestre er kun seks kvinder, mens Fyn har en enkelt i Venstres Mette Landtved-Holm i Nordfyns Kommune.
Kønsforskellen i toppen af kommunerne gælder også kommunaldirektørerne. Blot i fire kommuner - Silkeborg, Rudersdal, Greve og Holbæk - er både borgmester og kommunaldirektøren kvinder. I 61 kommuner er begge poster besat af mænd, skriver NB-Økonomi.
NB. Det sidste afsnit er 12. marts rettet fra tre til fire kommuner, efter NB-Økonomi i artiklen har tilføjet, at Greve Kommune også har kvinder som både borgmester og kommunaldirektør.
Sidst opdateret: 06/02/2025 - 10:56
Emner: Kultur













































