Der ruskes op i den administrative struktur på Bornholm de kommende måneder. Klippeøens kommune skal drives af tre færre centerchefer end hidtil.

Der ruskes op i den administrative struktur på Bornholm de kommende måneder. Klippeøens kommune skal drives af tre færre centerchefer end hidtil. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kommune går fra ti til syv administrative centre

Det specialiserede socialområde for børn og voksne på Bornholm slås sammen som led i en større omlægning, der skal styrke borgerforløbene. Der er ikke tale om en spareøvelse, understreger direktionen.

Udgivet: 08/03/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Forvaltningen i Bornholms Regionskommune er godt i gang med at forberede en større omlægning af organisationen. I sidste uge vedtog kommunalbestyrelsen at gå fra ti til syv administrative centre samt en nyoprettet stab omkring kommunaldirektøren.

"Flere ting har ført til, at vi mener, at det rigtige tidspunkt er nu", siger kommunaldirektør Sine Sunesen til Bornholms Tidende om baggrunden for timingen.

"Vi må for eksempel forvente, at det vil blive endnu sværere at rekruttere arbejdskraft. Det betyder, at vi må arbejde mere målrettet med digitalisering, kunstig intelligens og velfærdsteknologi".

Ældre- og sundhedsområdet lægges sammen, mens Center for Børn og Familie, der har haft svært ved at overholde budgetterne, splittes op og fordeles på skoleområdet og det tidligere Center for Psykiatri og Handicap, som under det nye navn - Familie- og Voksenindsatser - fremover kommer til at rumme hele det specialiserede socialområde. Ændringerne skal skabe bedre vilkår for "helhedsorienteret sagsbehandling" og bedre overgange for borgerne, lyder det.

Desuden organiseres it-området på en ny måde sammen med job- og beskæftigelsesindsatsen.

Ikke en spareøvelse

Direktionen i den økonomisk pressede kommune, der i benchmark-undersøgelser fremhæves som en kommune med høje administartionsudgifter, ser ikke omorganiseringen som en spareøvelse, "men en forudsætning for at kunne løse kommunens opgaver så effektivt som muligt". Derfor er forslaget præsenteret uden økonomiske konsekvenser - i hvert fald på kort sigt.

"Hvis der ses isoleret på centercheflønninger vil det på længere sigt give en besparelse, at der fremover er syv og ikke ti centerchefer. Når organisationen er helt på plads med bemanding af de enkelte funktioner, kan der gøres status over, hvad ændringerne forventes at medføre af besparelser", skriver forvaltningen.

Fik du læst?

To kommuner starter året med stop for anlæg og ansættelser

Kommunaldirektøren tror ikke, at borgerne på kort sigt vil opleve, at den nye organisering fører store ændringer med sig. Ændringen skal derimod skabe resultater på den lange bane.

"Hvis vi fortsatte med den nuværende struktur i 10 år endnu, ville vi til den tid have en dårligere service, end man har i de kommuner, hvor man løbende tilpasser strukturen", siger Sine Sunesen til Bornholms Tidende.

Den nye organisation skal efter planen træde i kraft 1. juni.

Flere kommuner har på det seneste gennemført administrative omorganiseringer, blandt andre Kolding, Hjørring og Solrød Kommune.

Fik du læst?

Byråd afskediger direktør - organisatoriske forandringer på vej

Sidst opdateret: 08/03/2024 - 12:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]