Jacob Trøst (K) og Mogens Jespersen (V) har i denne uge måttet trække i håndbremsen for at få styr på den hurtigt faldende likviditet på Bornholm og i Mariagerfjord Kommune.

Jacob Trøst (K) og Mogens Jespersen (V) har i denne uge måttet trække i håndbremsen for at få styr på den hurtigt faldende likviditet på Bornholm og i Mariagerfjord Kommune. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

To kommuner starter året med stop for anlæg og ansættelser

Hastigt faldende likviditet får to kommuner til at genoverveje alle anlægsprojekter. På Bornholm skal direktionen fremover godkende besættelse af alle ledige stillinger. Mange andre har kurs mod ekstraordinære indgreb, vurderer chefredaktør Arne Ullum.

Udgivet: 19/01/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I de mest pressede kommuner styrtdykkede likviditeten i 2023 i sådan en grad, at det nye år indledes med at tage alle anlægsprojekter op til revision.

I slutningen af december sendte Mariagerfjord Kommunes administration en melding ud om et midlertidigt stop for igangsætning af nye anlægsprojekter. Politikerne har i denne uge nikket til at forlænge anlægsstoppet frem til økonomiudvalgsmødet 21. februar. Her vil direktionen fremlægge en likviditetsplan.

"Vi er simpelthen nødt til at hive i håndbremsen på en række planlagte anlægsprojekter, der vil dræne kommunekassen yderligere, hvis vi stikker spaden i jorden", forklarer borgmester Mogens Jespersen (V) til Nordjyske.

Politikerne kan forberede at modtage en liste med cirka 100 besluttede projekter.

Økonomiudvalget gav også administrationen mandat til at afsøge mulighederne for at ændre kommunens låneprofil for at styrke likviditeten.

Rødt lys

Kassebeholdningen drænes også med stor hast på Bornholm. Her besluttede Økonomiudvalget i onsdags, at administrationen skal gennemgå hele anlægsporteføljen og kigge på, hvilke projekter der kan nedjusteres, udsættes eller annulleres. Desuden er det besluttet at afvige fra principperne om budgetoverførsler fra 2023 til 2024, så der i stedet for ses "på konkrete behov".

Samtidig indfører Bornholms Regionskommune et "kvalificeret ansættelsesstop". Det indebærer, at direktionen fremover skal godkende genbesættelse af ledige stillinger i hele organisationen. Kun Dansk Folkepartis René Danielsson var imod ansættelsesstoppet, da han ikke mener, at børne- og ældreområdet kan holde til at få flere vakancer.

Borgmester Jacob Trøst (K) understreger situationens alvor. I hans to år som borgmester er kassebeholdningen (opgjort som gennemsnit over de seneste 365 dage) faldet fra ca. 350 mio. til 162 mio. kr.

"Vi er kommet dertil, hvor lyssignalet skifter fra gult til rødt. Det er vigtigt, at vi bremser op for at sikre vores økonomi. Det er vigtigt, at vi sikrer, at kassen ikke bliver tømt yderligere", siger Jacob Trøst (K), der tror på, at kommunalbestyrelsen vil være i stand til at stoppe blødningen.

"Den prognose, som er lagt ind i den her sag, viser en kurve, der flader ud, og det er trods alt inden, at vi har taget genopretningsplanerne med ind i vores beregninger," siger borgmesteren til TV2 Bornholm.

Chefredaktør for NB-Medier Arne Ullum forudser, at mange andre yderkommuner vil komme til at stå i samme situation som Mariagerfjord og Bornholm. Det skyldes udformningen af udligningsreformen fra 2020.

"Problemet er, at der er en række indbyggede fejl i udligningssystemet, som rammer yderkommuner. Gevinsten, som yderkommunerne fik i 2020, bliver langsomt ædt op på grund af skævheder i den kommunale udligning", siger Arne Ullum.

"Derfor vil vi se et stigende antal kommuner få problemer med deres kassebeholdning. Jeg forventer, at vi i løbet af nogle år vil se, at omkring 25 kommuner bliver nødt til at lave denne slags ekstraordinære besparelser, hvis ikke de tager højde for skævhederne og har lagt et tilstrækkeligt forsigtigt budget", vurderer chefredaktøren.

Sidst opdateret: 19/01/2024 - 12:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]