Eks-DF'eren René Christensen (M), borgmester Simon Hansen (S) og den nye 1. viceborgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) er hovedpersonerne bag den nye konstitueringsaftale i kommunen på Lolland-Falster.

Eks-DF'eren René Christensen (M), borgmester Simon Hansen (S) og den nye 1. viceborgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) er hovedpersonerne bag den nye konstitueringsaftale i kommunen på Lolland-Falster. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Ingrid Riis/Ritzau Scanpix; Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Omkonstituering i Guldborgsund bringer sindene i kog

Mandag oprettede det nye politiske flertal i Guldborgsund et ekstra udvalg og ændrede styrelsesvedtægten. Mindretallet mener ikke, at den nye konstituering er sagligt begrundet og vil involvere Ankestyrelsen. Den politiske omvæltning indebærer, at der udpeges en ekstra viceborgmester.

Udgivet: 06/03/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Efter viceborgmester René Christensen (nu Moderaterne) og to andre byrådsmedlemmer i februar forlod Dansk Folkeparti, indgik han sammen med borgmester Simon Hansen (S) og eks-borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) en ny politisk aftale.

De tre toneangivende politikere aftalte en ny fordeling af udvalgsformandsposterne, og ændringerne blev mandag ført ind i byrådssalen, hvor det nye politiske flertal ændrede styrelsesvedtægten.

Fik du læst?

Ny konstitueringsaftale i Guldborgsund: DF-opbrud efterlod utryg borgmester

De to tilbageværende DF'ere og de tre andre byrådsmedlemmer, der holdes uden for konstitueringen, protesterede på ekstraordinære byrådsmøde mod planen, som omfatter en omkonstituering og oprettelsen af et ekstra fagudvalg.

"Vi mener, at udskiftningen af styrelsesvedtægten er usagligt begrundet. Motivationen i sagsfremstillingen flugter ikke med de udtalelser, som de ledende politikere og det nye flertal har givet i medierne. En ændring af styrelsesvedtægten er derfor grundløs", tordnede Katrine von Arenstorff (DF) indledningsvist.

Hun ønskede at få fjernet punktet fra dagsordenen, men borgmester Simon Hansen (S) afviste en afstemning og forklarede, at punktet overholdt formalia, og at DF'erne kunne komme med deres indvendinger ved selve behandlingen.

Under punktet om den nye styrelsesvedtægt, der blev drøftet for anden gang på en uge, anklagede partifællen Stine Steffensen (DF) hovedkræfterne bag konstitueringen for at ville sætte DF uden for indflydelse og stække deres positioner i udvalgene.

Hun mener, at det har fremgået klart i pressen, at anledningen til at lave en ny konstituering var René Christensen og Jesper Blombergs partiskifte fra DF til Moderaterne og borgmesterens ønske om at få et bredere flertal bag sig, sagde gruppeformand Stine Steffensen.

"Det er blevet os fortalt, at de konstituerende parter ikke ønsker Dansk Folkeparti med i konstitueringen", tilføjede hun.

I Guldborgsund tildeles næstformændene i de stående udvalg et forhøjet vederlag, så Stine Steffensen mister over 30.000 kroner om året, når hun overgår til at blive menigt medlem i et andet udvalg.

Ekstra udvalg

Som formel begrundelse angiver flertallet en opsplitning af erhvervs- og beskæftigelsesudvalget. DF'erne mener ikke, at det er nødvendigt at ændre udvalgsstrukturen. Varetagelsen af havnene fra skal flyttes til det nye erhvervs- og udviklingsudvalg fra teknik-, klima- og miljøudvalget (TKM), og borgmester Simon Hansen har lagt vægt på, at det vil mindske presset på politikerne TKM-udvalget. Stine Steffensen, der indtil omkonstitueringen var næstformand i dette udvalg, kan godt genkende de lange dagsordener, men fremhævede under debatten, at man på de fleste møder kunne overholde tidsplanen.

"Vi ser stadigvæk ikke noget påtrængende behov for at aflaste udvalget og har derfor den opfattelse, at denne omkonstituering alene blev iværksat for at fratage de tilbageværende medlemmer af Dansk Folkeparti vores poster", sagde hun.

Fakta

Den nye magtfordeling i Guldborgsund

Valggruppe 1 (24 medlemmer)

Socialdemokratiet, Guldborgsundlisten, Moderaterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, SF og Liberal Alliance.

Valggruppe 2 (fem medlemmer)

Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dit Guldborgsund og løsgænger Paw Hallandson.

Hele den nye opposition protesterede over den nye styrelsesvedtægt, som de anfægter lovligheden af.

"Denne sag lugter langt væk af, at nogle personer har haft et ønske om at omfordele indflydelse mere end politik. Det er i modstrid med lovens ånd, om end det måske i denne sag er pakket ind, så gaven fremstår lovlig. Det må Ankestyrelsen nu vurdere", sagde Bob Richard Nielsen (DD)

Heller ikke Chris Veber fra Dit Guldborgsund mener, at det nye erhvervs- og udviklingsudvalg er nødvendigt for kommunen.

"Der er noget helt galt. Det virker så politisk, som noget kan være. En ændring af styrelsesvedtægten bør ikke komme på baggrund af, at man gerne vil sikre sig et bredere flertal, hvilket udtrykkeligt har været udtrykt i pressen", sagde Chris Veber.

Ny viceborgmester

Den nye styrelsesvedtægt ændrer på udvalgenes størrelse og introducerer som noget nyt en post som 2. viceborgmester. René Christensen har valgt at trappe ned og fortsætter på den nyoprettede post, mens John Brædder er ny 1. viceborgmester. De to deler det hidtidige viceborgmestervederlag (på 10 procent af borgmesterens) ligeligt imellem sig.

Overblik over ændringer i Guldborgsunds styrelsesvedtægt

• Hvor der hidtil har været en viceborgmester er der nu en første og en anden viceborgmester.

• Der nedsættes et nyt Erhverv- og Udviklingsudvalg med 7 medlemmer.

• Der flyttes opgaver vedrørende erhverv, turisme og udvikling fra Økonomiudvalget til Erhverv- og Udviklingsudvalget.

• Ansvaret for udvikling af havneområdet i Nykøbing F. flyttes fra Økonomiudvalget til Erhverv- og Udviklingsudvalget.

• Erhvervshavnene i Guldborgsund Havne flyttes fra Teknik, Klima & Miljøudvalget til Erhverv- og Udviklingsudvalget.

• Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget ændrer navn til Beskæftigelsesudvalget og består fremover af 5 medlemmer, hvor der hidtil har været 7 medlemmer.

• Socialudvalget består fremover af 5 medlemmer, hvor der hidtil har været 7 medlemmer.

• Teknik. Klima & Miljøudvalget består fremover af 7 medlemmer, hvor der hidtil har været 5 medlemmer.

• Vederlaget til formænd for fagudvalg ændres fra 23 % til 20 % af Borgmesterens vederlag

• Vederlaget til næstformænd for fagudvalg ændres fra 6 % til 5,5 % af Borgmesterens vederlag

• Vederlaget til næstformanden for Børn- og Ungeudvalget ændres fra 2,82 % til 2,68 % af Borgmesterens vederlag.

Kilde: Guldborgsund Kommune

DF's gruppeformand henviste i sin kritik af lovligheden til styrelsesloven, hvor der i paragraf 17 stk. 3 står, at valget af medlemmer til udvalgene har virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

"Dette indebærer, at et udvalgsmedlem ikke mod sin vilje kan fratages medlemskabet af et udvalg", sagde hun.

Omkonstitueringer kan gennemføres lovligt, men der stilles krav til, at der findes en saglig begrundelse, når udvalgsstrukturen ændres, og der skal indmeldes nye valggrupper.

En sag fra Randers endte for nogle år siden i byretten, før det blev slået fast, at en ny konstituering, der kostede tre partier deres formandsposter, var i strid med loven.

Fik du læst?

Ekspert om kritiseret omkonstituering: Sagen kan meget vel ende i retten

Inden for de seneste måneder er der gennemført omkonstitueringer i Langeland og Solrød Kommune, og begge steder har det vakt stor opstandelse blandt de partier, der har mistet indflydelse, poster og vederlag. Både i Solrød og Langeland var anledningen til ændringen i styrelsesvedtægten, at man nedlagde udvalg. I Solrød mistede Venstre to formandsposter, mens omlægningen på Langeland især gik ud over Radikale Venstre og De Konservative.

Fik du læst?

Hvem er bykonge nu? LA-borgmester tog forsøg på karaktermord forbløffende roligt

Sidst opdateret: 06/03/2024 - 12:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]