Borgmester Simon Hansen (S) indlemmede tre nye partier i konstitueringsaftalen og sagde farvel til Dansk Folkeparti, efter at DF's gruppe blev mere end halveret i vinterferien.

Borgmester Simon Hansen (S) indlemmede tre nye partier i konstitueringsaftalen og sagde farvel til Dansk Folkeparti, efter at DF's gruppe blev mere end halveret i vinterferien. - Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Ny konstitueringsaftale i Guldborgsund: DF-opbrud efterlod utryg borgmester

René Christensen skiftede i sidste uge fra DF til Moderaterne. To andre DF'ere forlod også partiet, og bevægelserne fik straks borgmester Simon Hansen (S) til at indkalde til nye konstitueringsforhandlinger, der har bragt hans forgænger tilbage i varmen.

Udgivet: 19/02/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Efter Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Guldborgsund Kommune blev sprængt i sidste uge, har borgmester Simon Hansen (S) taget initiativ til at indgå en ny konstitueringsaftale. Syv andre partier er gået med i aftalen med Socialdemokratiet: Guldborgsundlisten, De Konservative, Liberal Alliance, Moderaterne, Venstre, Enhedslisten og SF er nu en del af konstitueringen.

Udenfor den nye aftale står det decimerede Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dit Guldborgsund og løsgænger Paw Hallandsen.

"Min bekymring som borgmester var, at det flertal, der var tilbage, ikke ville være særligt betryggende. Vi kunne risikere at stå at bekrige hinanden," siger borgmester Simon Hansen (S) til Folketidende.

Ud over at konstituere sig på ny har de mange partier bag aftalen ændret strukturen og tilføjet et nyt udvalg - Erhvervs- og Udviklingsudvalget, som tidligere borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) bliver formand for.

Guldborgsundlisten, der tabte magten ved kommunalvalget i 2021, samt De Konservative og Moderaterne, der har optaget DF-profilen René Christensen, er de nye partier i konstitueringen. De belønnes tilsammen med fem udvalgsformandsposter - to til Guldborgsundlisten, to til Moderaterne og én til De Konservative.

Ikke alle partier blev dog inviteret med til forhandlingerne.

"Jeg er rigtig ærgerlig over, at man skaber en opposition uden grund", siger Chris Veber fra Dit Guldborgsund til Folketidende.

For hård i retorikken

Hele den politiske rokade midt i valgperioden blev fremprovokeret af udviklingen i Dansk Folkeparti, hvis byrådsgruppe er skrumpet fra fem til to medlemmer. Jesper Blomberg har ligesom viceborgmester René Christensen valgt at melde sig ind i Moderaterne, mens Bob Richard Nielsen er skiftet til Danmarksdemokraterne. DF-gruppen udgøres nu af Katrine Folmann von Arenstorff Christiansen og Stine Steffensen.

"Jeg kunne aldrig finde på at skifte parti. For mig handler det – undskyld jeg siger det – også om ordentlighed", sagde René Christensene ellers til Dit Overblik, da han i 2022 skulle forholde sig til, at flere profiler fra Dansk Folkeparti havde forladt skuden til fordel for Danmarksdemokraterne.

Knap to år efter har piben fået en anden lyd. I onsdags kom det frem, at René Christensen, der tidligere har været næstformand i Dansk Folkeparti, har valgt at skifte til Moderaterne. Årsagen til partiskiftet er at Dansk Folkeparti er blevet for hård i retorikken og har rykket sig for langt fra magten.

"Min vurdering er, at man arbejder sig væk fra magten. Og om man er i Guldborgsund eller på Christiansborg, skal man være så tæt på flertallet som muligt. Det er der, man kan ændre noget", forklarer René Christensen til Ritzau.

René Christensen har siddet i Guldborgsund Byråd siden 2006 og været kommunens viceborgmester siden 2013. Ved partiskiftet blev han samtidig Moderaternes første byrådsmedlem i Guldborgsund.

Partifæller følger trop

Blot en time efter René Christensens udmeldelse kom det frem, at også Jesper Blomberg og Bob Richard Nielsen fra Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Guldborgsund havde valgt at forlade partiet. De forlader partiet af samme årsag som deres viceborgmester.

"Jeg synes, tonen er blevet lidt skinger i Dansk Folkeparti. Og jeg har gennem lang tid været der, hvor jeg godt kunne mærke, at de værdier, jeg tror Dansk Folkeparti lægger mere og mere vægt på, kan jeg ikke følge", sagde Jesper Blomberg til Folketidende.

Sidst opdateret: 19/02/2024 - 13:03

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]