Lyserøde fløjter med hvide fjer blev uddelt i byrådssalen inden tirsdagens møde. Her holder Brian Lyck Jørgensen (DF) den op for at minde tilhørerne om, at sagen om festivalen er på dagsordenen på grund af kommunens whistleblowerordning.

Lyserøde fløjter med hvide fjer blev uddelt i byrådssalen inden tirsdagens møde. Her holder Brian Lyck Jørgensen (DF) den op for at minde tilhørerne om, at sagen om festivalen er på dagsordenen på grund af kommunens whistleblowerordning. - Foto: Skærmbillede fra byråds-tv

Festival reddet: Whistleblower blev hyldet i byrådssal inden skæbnemøde

Efter lang debat stemte et flertal i Gribskov Byråd for at lave en ny lokalplan, så populær musikfestival kan blive afholdt på lovlige vilkår til sommer. Tre partier støttede ikke redningsplanen.

Udgivet: 06/03/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Lyserøde fløjter med fjer cirkulerer tirsdag aften i byrådssalen i Helsinge, da Dansk Folkeparti ønskede at hylde den whistleblower, som gjorde Gribskov Kommune opmærksom på, at musikfestivalen Musik i Lejet i 14 år er gennemført uden de fornødne tilladelser. Derfor har kommunen fået travlt med at lovliggøre festivalen, og metoden bliver at lave en ny lokalplan.

Fik du læst?

Advokater: Whistleblower havde ret - festival manglede tilladelser i årevis

Lokalplanarbejdet kunne være sat i gang i planudvalget, men De Konservative og Dansk Folkeparti benyttede sig af standsningsretten og løftede sagen op i byrådet.

"Jeg er glad for, at vi har en whistleblowerordning, som sætter spørgsmålstegn ved, om det her er korrekt og lovligt", siger Brian Lyck Jørgensen (DF) og holder sin fløjte op.

Efter hans mening er manglerne ikke småting eller teknikaliteter, som bare kan rettes med en lokalplan - blandt andet fordi et Natura 2000-område påvirkes af arrangementet.

”Der er rigeligt med turister i juli måned – og rigeligt med turister i Tisvilde. Så nej, der skal selvfølgelig ikke laves en lokalplan”, fastslår Brian Lyck Jørgensen (DF), som er uenig i, at Musik i Lejet er god reklame for Gribskov Kommune.

"Vi har set billeder af affaldscontainere, hvor det vælter ud. Helt ærligt, er det sådan vi vil sælge vores kommune", siger DF'eren.

Hovedparten af byrådet ser mere positivt på festivalen. Men også blandt tilhængerne af en redningsplan er der glæde over whistleblowerordningen, som bragte problemerne frem i lyset

"Den er jeg ikke fløjtende ligeglad med, så jeg hænger fløjten her", siger planudvalgsformand Bo Jul Nielsen (R) og placerer fløjten foran sig, inden han erklærer sin støtte til Musik i Lejet.

"Jeg mener, at festivalen er et kæmpe plus for Tisvildeleje. Den sætter os på verdenskortet, den tiltrækker turister, og de lægger penge i kassen", siger Bo Jul Nielsen.

Byrådssalen var fyldt med tilhørere - heriblandt mange unge mennesker. Og omkring 150 mennesker dukkede ifølge sn.dk op ved rådhuset for at vise deres opbakning til festivalen.

"Vi skal selv lukke den"

"Hvis vi som politikere vil støtte kulturlivet i et nærmest historisk hårdt angreb, så skal vi støtte nu, for hvis vi gør det modsatte og løber for ansvaret, bliver det os selv som myndighed, der skal lukke festivalen", pointerer Jens Rane Holck (SF), der mener, at festivalen bidrager til at lokke tilflyttere til området.

"Vi vil ikke lukke en græsrodsudviklet festival, som flugter så godt med selve idéen om driftige kulturmennesker og ånden i Tisvilde", tilføjer SF'eren.

Efter mere end fem kvarters debat blev forslaget vedtaget med opbakning fra 15 ud af 22 politikere. LA og DF imod, mens de fem K-medlemmer undlod at stemme.

Det blev vedtaget, at arbejdet delegeres, hvilket betyder, at forvaltningen får kompetencen til at vedtage planen efter den offentlige høring. Dog vil der blive gennemført et digitalt borgermøde. Fra festivalskeptikerne kritiseres det, at der kun bliver tale om et digitalt borgermøde, men udvalgsformand Bo Jul Nielsen (R) fremhæver, at det for yngre mennesker er lettere deltage hjemmefra, når borgermødet foregår på den måde.

De Konservative ønskede at sætte gang i en grundigere lokal dialog, hvor arbejdet ikke uddelegeres til administrationen, men dette ændringsforslag vandt ikke opbakning.

Musik i Lejet afholdes 18.-20. juli og har i år blandt andet Medina og Andreas Odbjerg på programmet. Ifølge Ritzau blev festivalens 10.000 billetter udsolgt på få minutter, da de blev sat til salg i december.

Sidst opdateret: 07/03/2024 - 07:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]