27 kommuner rækker ud efter klimamillioner fra EU-pulje

Kommuner fra hele landet er gået sammen med regionerne og andre parter om fælles ansøgning på over 120 mio. kr.

Udgivet: 06/03/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

27 danske kommuner har sammen med blandt andre de fem regioner sendt en ansøgning om 17 millioner euro (126 mio. kr.) til EU.

Kommunerne er en del af partnerskabet LIFE ACT, som håber at kunne rejse penge til at accelerere kommunernes arbejde med at realisere de klimaplaner, som næsten alle kommuner har vedtaget. Projektet har et samlet budget på 200 mio. kr., når parternes egenfinansiering regnes med.

Blandt de 27 deltagere er både by- og landkommuner, og yderligere 25 kommuner fungerer som støttende aktører. Arbejdet er delt op i 11 arbejdspakker, hvor kommunerne deltager, når temaet giver mening for dem.

Københavns Kommune har påtaget sig roller i to af arbejdspakker - om vedvarende energi og tørke i byområder, hvor der kan opstå såkaldte hedeøer.

"Vi har de seneste år oplevet tørke som en tiltagende udfordring, og der har vi en interesse i at være med til at udvikle metoder, som kan håndtere det", fortæller chefkonsulent i Københavns Kommune Øystein Leonardsen i pressemeddelelsen.

"Klimaudfordringer er ikke afgrænsede til enkeltkommuner men kræver løsninger, hvor kommuner går sammen om at udvikle kompetencer og løsningsmodeller. Med LIFE ACT bliver vi bedre til at implementere de rigtige løsninger, fordi vi får et tværgående netværk af viden, hvor vi lærer af hinanden", fortsætter han.

Fakta om partnerskabet

  • Partnerskabet består af 27 danske kommuner, de fem regioner samt det Midtjyske EU-kontor, CDEU. Hertil kommer forsyningsvirksomheden Lemvig Vand A/S, rådgivningsvirksomheden Fjordland, det nordjyske NDEU samt trafikselskabet NT, der deltager i specifikke arbejdspakker.

  • De støttende aktører omfatter Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Kystdirektoratet og Vejdirektoratet, 25 yderligere kommuner, såvel som 18 partnere til vidensudvikling/veksling, herunder alle danske universiteter og CONCITO.

For Middelfart Kommune, der har haft klimaet højt på dagsordenen længe, er det naturligt at deltage, fortæller klimadirektør Thorbjørn Sørensen.

"Når vi vælger at deltage i LIFE ACT er en af grundene Klimafolkemødet og muligheden for også i den forbindelse at styrke vores fælles dialog om verdens fremtid. Videndeling på tværs af kommunerne – både i forhold til konkrete løsninger og strategiske indsatser - er en stor del af formålet med LIFE ACT, og her ser jeg frem til, at Klimafolkemødet kan blive vært for spændende diskussioner og tværgående kommunale initiativer for en forhåbentlig bedre fremtid", siger Thorbjørn Sørensen.

Det er en enestående præstation, at alle danske kommuner har klimaplaner, der lever op til den højeste globale standard. Det betyder, at Danmark har en unik mulighed for et kæmpe ryk på klimaområdet. Det ryk vil LIFE ACT sætte fart på.

Anders Kühnau (S) Regionsrådsformand, Region Midtjylland

Region Midtjylland er projektleder for arbejdet, og partnerskabet regner med at få svar på ansøgningen til EU's LIFE-program til sommer. Det er første gang, at der fra dansk side arbejdes i så bredt et samarbejde for at hente støtte fra EU’s store miljø, natur- og klimaprogram, oplyses det i pressemeddelelsen.

Sidst opdateret: 06/03/2024 - 12:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]