
KL og reeringen er nu enige om en stor afbureaukratiseringspakke med 58 forslag, som skal reducere det bureaurakti, som kommunerne bliver pålagt af staten. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
KL og regeringen enige om stor afbureaukratiseringspakke
KL og regeringen er enige om 56 regelforenklinger, som skal spare kommunerne for administration. Det svarer dog næppe til at fjerne for 700 mio. kr., som kommunerne skal finde på administration i 2024.
Udgivet: 06/03/2024
Regeringen har forpligtet sig til at gennemføre i alt 56 forslag, der skal sikre især kommunerne mulighed for at gennemføre administrative besparelser. Hverken KL eller regeringen vil sætte tal på det samlede potentiale for besparelser, og dermed hvor stor en del af de administrative besparelser på 700 millioner kroner, som kommunerne kan dække med spareforslagene.
"Det kan man jo ikke sige på forhånd. Når det er endelig gennemført, kan man jo regne på det, men vi var enige om at sige, at det er et trecifret millionbeløb," siger Martin Damm til NB-Økonomi.
Årsagen til, at det præcise besparelsespotentiale ikke kan gøres op, er dels, at den præcise lovtekst ikke er klar endnu, dels at en del af forslagene er forligsbelagte og derfor muligvis først kan træde i kraft efter et folketingsvalg.
Finansminister Nicolai Wammen (S) bekræfter over for Ritzau, at pakken vil give et trecifret millionbeløb, men vil heller ikke være mere præcis.
"Jeg kommer ikke til at sige det mere præcist. Det er for tidligt. Det kommer an på, hvordan det helt præcist bliver omsat til lovgivning, siger Nicolai Wammen.
Kun starten på afbureaukratisering
Regeringen har skåret 700 millioner kroner i kommunernes serviceramme for 2024 ud fra en forudsætning om, at pengene kunne spares på administration. Udover at det er usikkert om besparelserne i de 56 forslag når op i nærheden af de 700 millioner kroner, så er det ifølge Martin Damm kun en del af besparelsen, som kan realiseres i 2024.
"Noget vil kunne komme i 2024, men jeg kan sige, at hovedfeltet jo først får helårsvirkning i 2025," siger KL-formanden.
Martin Damm lægger da heller ikke skjul på, at dagens afbureaukratiseringspakke alene er det første af mange skridt i retning mod et velfærdssamfund, hvor pengene faktisk bruges på velfærd i stedet for bureaukrati. Og KL-formanden lægger ikke skjul på, at indtil der er gennemført forslag for de 700 millioner kroner, så vil KL kæmpe indædt imod yderligere reduktion af kommunernes serviceramme som led i regeringens ønske om de samlede administrative besparelser i regioner og kommuner for tre milliarder kroner.
"Første halvleg skal være dækket ind, før man skal begynde at snakke om anden halvleg, eller tredje halvleg. Og der kan man sige, jo længere tid regeringen er om at gennemføre de her ting, jo sværere vil de få i en diskussion med os om at reducere mere," siger KL-formanden.
KL kræver fortsat reduktion i statsligt bureaukrati
Tal fra Finansministeriet har tidligere vist, at statens administration er vokset markant hurtigere end kommunernes de seneste ti år. Ifølge Martin Damm vil kommunerne få en ekstra gevinst, når "staten begynder at tage sin egen medicin".
"Nu skal staten også til at sætte sig og kigge på noget internt. Meget af det vil jo også i anden led aflaste kommunerne. Altså, hvis de afskaffer nogle kontrollanter, så er der jo både kontrollanternes løn, men også den kontrol, kontrollanterne udfører, der forsvinder. Og den kontrol er jo typisk gået ud over os i kommunerne," siger Martin Damm.
Den første store afbureaukratiseringsplan kom fra Firkløverregeringen i 1985, men som mange efterfølgende ambitioner på området var den reelle effekt meget lille. Martin Damm vil dog ikke vurdere om den aktuelle afbureaukratiseringsplan dermed ender som den største nogensinde.
"Nej, det skal vi måle om et et par år, og så kan man sige, hvad det er. Men jeg må sige, jeg fornemmer altså en vilje til at gøre noget ved det," siger Martin Damm.
Han peger samtidig på vigtigheden af, at der ikke hele tiden opstår nyt bureaukrati, som kommunerne skal bruge energi på enten at få dispensation fra eller på at få fjernet igen.
"Vi har mange, mange år haft sådan en mølle, der har kørt, at hver gang medierne har omtalt en fejl i kommunerne, at så skulle vi have et nyt tilsyn af nogle flere kontrollanter. Der må man bare sige, at der er vi jo ved at være nået ud, at man næsten ikke kan finde på flere tilsyn. Men det forhindrer ikke, at der kan ske fejl i den offentlige sektor.
Jeg tror, at der er ved at komme en erkendelse af, det hjælper ikke alligevel, og det er noget med ledelse og kultur, som det er bedre at arbejde med, end bare at finde på et nyt tilsyn. Og så kommer der et tilsyn, der skal holde øje med tilsynet."
Sidst opdateret: 06/03/2024 - 07:49













































